Lilibeth Cuenca Rasmussen: Stillbillede fra ‘Afghan Hound’, 2011
Spørgsmålet om ytringsfriheden er temaet i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen til sommer. I dag offentliggøres det, hvilke kunstnere der indgår i udstillingen, hvor danskerne, som noget nyt, i den grad er i undertal.
Hvis man ønsker sig lette svar på spørgsmålet om ytringsfrihed, så er det ikke Den Danske Pavillon på årets version af Venedig Biennalen, man skal besøge. Her handler det nemlig om at sætte et kritisk fokus på adskillige aspekter ved ytringsfriheden, for udstillingens kurator, græsk-belgiske Katerina Gregos, mener, at det er farligt at anskue problemstillingen alt for kategorisk.
”Selvfølgelig går jeg ind for ytringsfrihed” siger hun en mørk februar aften i København, ”Men de helt store spørgsmål i den sammenhæng er jo: Hvor skal man sætte grænserne for ytringsfriheden? Og hvem skal sætte dem? Hvor begynder din frihed – og hvor slutter min?”
Katerina Gregos har udvalgt i alt 18 kunstnere fra næsten ligeså mange lande, der alle på en eller anden måde arbejder med netop disse problemstillinger. Men selvom de udtrykker sig i mange forskellige medier, så vil man komme til at kigge langt efter traditionelt maleri.
I stedet bliver Den Danske Pavillon fyldt med film, performance og kunstneriske interventioner. Det gælder også for de to eneste danske kunstnere på udstillingen: FOS og Lilibeth Cuenca Rasmussen:
”FOS’ værker ligger i lige linje med udstillingens grundtanke, for de handler om at skabe dialog og bruge kunsten til at bygge broer” forklarer Katerina Gregos, ”Hans udgangspunkt er, at når et samfund optræder uansvarligt, må kunsten træde til og være ansvarlig. Så selvom der findes mange gode kunstnere i Danmark, var det helt naturligt for mig, at udvælge ham”.
”Og Lilibeth Cuenca Rasmussen er en af de bedste, og mest originale, performancekunstnere. Hun er af global standard, ikke mindst fordi hun formår at flette det personlige, det politiske og spørgsmålet om identitet sammen – og gøre det på en usædvanligt æstetisk måde” siger Katerina Gregos, der har planer om et helt program af performance.
Til det formål vil hun aktivere Den Danske Pavillons have, hvor den græske graffitikunstner, Stelios Faitakis, får plads til sine middelalderinspirerede værker, mens hans tyske kollega, Thomas Kilpper, kommer til at stå for opførelsen af en form for scene. Derved håber Gregos at åbne udstillingen op på en helt ny måde, hvilket der godt kan være brug for på Venedig Biennalen, som hun betegner som den på én gang den bedste, og den værste, platform man kan tænke sig.
På plussiden er biennalen en international begivenhed, mens det tæller ned at de besøgende bombarderes med udstillinger i alle de nationale pavilloner. Der er med andre ord hård konkurrence om opmærksomheden, men Gregos har alligevel valgt den alt andet end lette løsning:
”Det her bliver en udstilling, som det tager tid at se. Og ikke mindst at tænke over. Men jeg mener også, at det er en vigtig udstilling. Det handler ikke om den krise, Muhammedtegningerne udløste, for den tror jeg egentlig ikke, der er mere at sige om. Men krisen udgør så at sige baggrunden for udstillingen. Danmark blev traumatiseret af krisen, men det er kun et mindre aspekt af den regression, vi i øjeblikket oplever indenfor menneskerettighederne. Jeg frygter, at vi er ved at miste det umistelige”.
Bonusinfo:
Venedig Biennalen afholdes hvert andet år og er en af de vigtigste begivenheder på den internationale kunstscene. Danmark har været repræsenteret på biennalen siden 1895, dog først fra 1932 i Den Danske Pavillon, tegnet af Carl Brummer. I år er det første gang, udstillingen i Den Danske Pavillon kurateres af en udlænding – og her følger fortegnelsen over, hvilke kunstnere, hun valgte (samt min kommentar til sidst!):
Agency, etableret i 1992 af Kobe Matthys (Belgien, f. 1970) og samarbejder med skiftende internationale partnere.
Ayreen Anastas & Rene Gabri, er fra h.h.v. Palæstina og Iran, og begge er født i 1968. De arbejder med ord og film …
Robert Crumb (USA, f. 1943) er den legendariske tegner bag det mindst ligeså legendariske magasin ‘Underground’, der måske har stødt nogen på manchetterne hen ad vejen?
Zhang Dali (Kina, 1963) var den første (og eneste!) graffitikunstner i Beijing – og han gik ikke af vejen for at indarbejde kritik i sine værker, der de seneste år har gjort ham til et internationalt navn.
Stelios Faitakis (Grækenland, f. 1976) er også graffitimaler, men hans værker kendetegnes af hans forkærlighed for et middelalderligt udtryk, gerne med masser af guldgrund. Motiverne er nu hentet 100% i samtiden.
FOS (Danmark, f. 1971) arbejder med et social design, der frigør fremfor funkler. Han er dels optaget af, hvordan vi som individer ubevidst er styret af markedsskabte strukturer (for eksempel de rum, vi er omgivet af), dels af den sociale faktor i mødet mellem individer, som ikke kan kontrolleres.
Sharon Hayes (USA, f. 1970) benytter paroler, bannere og hele demonstrationer som materiale i sine ofte performative værker.
Han Hoogerbrugge (Holland, f. 1963) omarbejder reklameæstetikken i ofte meget fine akvareller, der dog aldrig er uden brod.
Mikhail Karikis (Grækenland, f. 1975) er en (stemme)kunstner, der optræder lige hjemmevant på kunstverden og i alverdens koncertsale.
Thomas Kilpper (Tyskland, f. 1956) ynder at arbejde med gigantiske træsnit, der får karakter af bannere. På Venedig Biennalen står han både for opførelsen af en form for scene i Den Danske Pavillons have, samt for en del af performanceprogrammet. Han bidrog også til kunstfestivallen Tumult i Danmark i 2010.
Runo Lagomarsino (Argentina/Sverige, f. 1977) arbejder også med ord i sine værker, hvor lysbilledeprojektorer ofte også spiller en central rolle, sådan som det også skete, da han i 2007 udstillede i Overgaden.
Tala Madani (Iran, f. 1981) bor i dag i USA, hvilket sikkert er meget godt, for hans rå malerier, ofte med meget suksuelle undertoner, ville næppe falde i god jord i hans hjemland.
Wendelien van Oldenborgh (Holland, f. 1962) står blandt andet bag filmen ‘Instruction’ fra 2009, der samme år blev vist op den 11. Istanbul Biennale. Filmen sætter fokus på Hollands invasion af Indonesien efter Anden Verdenskrig.
Lilibeth Cuenca Rasmussen (Danmark, f. 1970) har vist sine ofte performancebaserede værker over hele verden. 2011 var hun desuden aktuel med et bidrag til biennalen Socle du Monde på Heart i Herning, hvor hun arbejder med billeder overført til tæpper.
Taryn Simon (USA, f. 1976) undersøger i sin spændende fotoserie ‘The Innocents’ skyld og navnlig uskyld i USA, mens serien ‘Contraband’ er potetisk i al sin tilsyneladende nøgterne registrering af af smuglergods.
Jan Svankmajer (Tjekkiet, f. 1934) bliver Pavillonens grand old man. Han arbejder i flere medier, men som animator har han inspireret folk som Tim Burton.
Tilman Wendland (Tyskland, f. 1969) skaber skulpturer, der går i stærk symbiose med rummet omkring sig.
Og så til mine tanker om Gregos’ udvalg:
At valget er faldet på Lilibeth Cuenca Rasmussen og FOS (Thomas Poulsen) undrer mig ikke, for de er begge seriøst spændende kunstnere. Men jeg kan samtidig godt undre mig en smule over, at der ikke også blev plads til danske kræfter som Superflex og Jens Haaning, der ligeledes ligger i forlængelse af udstillingens tema: ytringsfrihed. Selv forklarede Gregos, at det var en kunstnerisk kabale, der skulle gå op.