Den tyske kunstner Katharina Grosse har i den grad indtaget kunstaksen på Arken. Det gør hun med en maleriinstallation af hidtil usete dimensioner, der ikke går af vejen for at gøre den besøgende ganske svimmel.
Det er lige før man bliver blæst omkuld, når man træder ind i Kunstaksen på Arken. Gulvet gynger i neonfarver, der kravler op ad væggen og kaster sig ud mod gæsterne, der nok kan finde på at træde et forsigtigt skridt baglæns. Men selvom Katharina Grosses værk er voldsomt, så genkender man samtidig krussedullerne og de bevægelser, der har frembragt dem. De ligner nemlig noget, man selv kunne have tegnet lidt tilfældigt på et stykke papir. Men størrelsesforholdet er helt og aldeles forrykt, for kun en kæmpe kunne udføre så store armbevægelser. Og så viser Katharina Grosse sig oven i købet ikke at være særlig høj.
”Jeg ville have, at det skulle sige: booom! Lige så snart man træder ind i kunstaksen” forklarer hun, midt i orgiet af farver. Og det er i den grad lykkedes for hende. Står man stadig på benene kan man gå videre ind i værket, der foruden gulv- og vægmaleriet består af både en gigantisk og bemalet bunke jord, to enorme elipseformer, der spænder sig selv ud mellem gulv og loft, samt en række indrammede malerier og nogle skulpturelle former, der ligger og stråler ned gennem kunstaksen.
”Det er lidt som at være på skattejagt” fortsætter Katharina Grosse energisk, ”Den ene form leder videre til den næste, farverne er i forbindelse med hinanden, men optræder samtidig på overraskende steder. Hele rummet bliver bukket og bøjet rent visuelt, og alting ændrer sig hele tiden, alt efter hvor du befinder dig”.
Den visuelle skattejagt begynder allerede i vægmaleriet, for før Grosse gik i gang med sine industrielle spraypistoler, afdækkede hun udvalgte områder på væggen. Da hun var færdig, blev disse dele af maleriet enten helt fjernet eller båret ned i den anden ende af maleriet, som puslespilsbrikker på afveje. Lægger man dertil værkets mildest talt voldsomme dimensioner, og ikke mindst inddragelsen af gulvet i installationen, er det nemt at blive ganske svimmel.
En fornemmelse der kun yderligere understreges af titlen, der lyder ’Hello Little Butterfly, I Love You, What’s Your Name?’.
Heller ikke de kunsthistoriske referencer, som Katharina Grosse arbejder med, er lige til at overskue. Derfor spørger jeg hende, hvad hun er mest inspireret af: barokkens forkærlighed for malede lofter, der illuderer den åbne himmel, Op-Art’ens leg med mønstre, som fuldstændig forvirrer opfattelsen af en plan overflade eller måske graffitikunst?
”Alle de perioder og stilarter, du nævner, har været med til at inspirere mig. Ikke mindst fordi de arbejder med maleriet på en anden måde, end vi er vant til i dag. Man skal huske på, at de transportable malerier på lærred, der er så udbredte i vores tid, ikke er den eneste form for maleri, der findes. Malerier er blevet malet direkte på væggen siden hulemalerierne. Og malerier kan opstå helt tilfældigt, som når nogen spilder maling og andre kommer til at træde i det og afsætter fodspor henover fortorvet”.
En hvis grad af tilfældighed fik også lov til at spille ind, da Grosse gik i gang med at udføre ’Hello Little Butterfly, I Love You, What’s Your Name?’. For selvom hun gennem de seneste halvandet år har arbejdet på en model af totalinstallationen, lod hun det stå helt åbent, hvordan væg- og gulvmaleriet skulle se ud. Kun dets placering og udstrækning i rummet havde hun udtænkt på forhånd. Og hun har da også efterhånden ti års erfaring med at male direkte på vægge – både indendørs og udenfor.
Hendes tidligste eksperimenter med at forlade lærredet og arbejde direkte på væggen, kunne man se på Sidney Biennalen i 1998. Her viste hun store, næsten ensfarve flader, der fik den smalle passege mellem væggene til at vibrere af farve. Men snart begyndte Grosse at bruge spraymaling, som hun lader antage karakter af svævende skyer eller slikkende flammer, sådan som det skete i 2003, da hun dekorerede ydersiden af Berlinische Galerie. Året efter gæstede Grosse Kunsthallen Brandts i Odense, og her udførte hun et installationsmaleri, der godt kunne minde om en abstraktion over et landskab.
”Mit værk her til Arken er mit hidtil største” siger hun, mens vi bevæger os ind og ud mellem former og farver. ”Aksen er 150 meter lang, og det giver mig rig mulighed for at skabe illusionen af store bevægelser. Til gengæld er jeg gået ned i størrelse i hver ende, netop for at sætte fokus på, hvordan rummet trækker sig sammen og spidser til. Jeg arbejder meget med de to tilsyneladende modsætninger: udvidelse og sammentrækning. Og når jeg siger, at de tilsyneladende er modsætninger, så er det fordi jeg opfatter dem som hver sin ende – af den samme snor”.
Det er dog langtfra det eneste modsætningsforhold, man møder i Katharina Grosses kunst. Her finder man nemlig også møder mellem stramme mønstre og vild ekspressionisme, ligesom man kan gå om bag de enorme elipseforme og se, præcis hvordan de er sat sammen. Det skaber en klar kontrast til elipsernes bemalede forsider, hvor farverne danser, så det er en lyst at se derpå. Men også elipserne i sig selv udgør et møde mellem modsætninger, for det er ikke lige til at afgøre, om man her står overfor et stykke arkitektur eller en skulptur. Eller en helt ny hybridform midt imellem.
”Der sker også noget meget mærkeligt med jord, når man spraymaler den. Det ellers så håndgribeligt grus bliver pludselig immaterielt, og man kan ikke rigtig afgøre, om der er drysset farvepulver ud over bunken, eller om den bliver belyst af farvede lyskilder. Nu glæder jeg mig til at se, hvordan de skiftende årstider vil påvirke værket, for når solen skinner, lyser den ind gennem ovenlysvinduerne. Faktisk har kunstaksen hele tiden mindet mig om et udendørsareal, bare med tag på”.
Katharina Grosse er også spændt på at se, om malingen på gulvet mon bliver slidt af i løbet af det kommende år, hvor hendes udstilling vil være at se og opleve i kunstaksen. Og om bunken af jord får lov til at ligge, sådan som den gør nu, eller om den vil styre sammen eller blive forstyrret af de mange gæster, der måske ikke lige kan holde fingrene for sig selv, men må undersøge fænomenet nærmere. Det er dog ikke noget, der gør Grosse nervøs. Hendes mission er at undersøge malingen og maleriets mange muligheder, samtidig med at hun leger noget så grundigt med samtlige størrelsesforhold.
”Og så vil jeg dybest set kommunikere med mennesker gennem mine malerier” siger hun. ”Jeg vil vise mine følelser, den frihed og det mod, jeg selv føler når jeg maler. For mig er det at male en stærk oplevelse, der samtidig gør mig endnu stærkere. Jeg kan kun håbe på, at beskueren får samme oplevelse, at man fornemmer livets enorme potentiale, sådan som jeg selv fornemmer det, mens jeg maler”.
Bonusinfo:
Katharina Grosse er født i 1961 i Freiburg, Breisgau, og uddannet på Kunstakademiet i Düsseldorf. Siden slutningen af 1990’erne har hun specialiserer sig i at male direkte på vægge, både indenfor og udenpå bygninger. Hun har udstillet over det meste af verden, blandt andet på biennalerne i Sydney (1998) og Sao Paulo (2002), i Berlins Hamburger Bahnhof (2000), Londons White Cube (2002) og Fabrikken for Kunst og Design i København (2006). Katharina Grosse er desuden professor ved Kunsthochschule Berlin-Weissensee. Hun bor og arbejder i Düsseldorf og Berlin.
Utopia er et treårigt udstillingsprojekt på Arken, hvor skiftende kunstnere får frie hænder til at omskabe den 150 meter lange ’Kunstakse’, der snor sig gennem museet. Hver af de tre installationer vises et helt år, og første kunstner på opgaven var kinesiske Qiu Anxiong (født 1972), der sidste år installerede blandt andet en togvogn i fuld størrelse i kunstaksen. Nu er det så blevet tyske Katharina Grosses tur til at transformere kunstaksen til det ukendlige, mens Olafur Eliasson afslutter udstillingsrækken.
Utopia byder dog på mere end udstillingsoplevelser, for sideløbende afholdes en række undervisningsforløb og debatter, der til sidst munder ud i en international konference. Til hver udstilling udgiver Arken desuden en formidlingsavis, og denne gang er det Richard Noble fra Goldsmith College i London der er hovedbidragyder. Det hele handler om utopier, om hvordan vi forestiller os en bedre verden og hvordan kunsten kan bidrage til disse overvejelser.
Pingback: Naturen er kommet for at blive – Trine Ross