Kay Christensen: ‘Valby – det grønne værelse’, 1945-1946
Kay Christensen var en både vild og drømmende kunstner, men lidt for ofte drukner hans udtryk i gentagelsen.
Kay Christensen – det evige eventyr. ARoS, Aros Allé 2, Århus C. Til 26. januar. Udstillingen rejser derefter til Sophienholm, Nybrovej 401, Kgs. Lyngby, hvor den kan ses til 19. juni, 2014. Tre hjerter
Tilbage i 1940’erne skete der noget mærkværdigt i Valby. Og det skete i maleren Kay Christensens hus, nærmere bestemt i det grønne værelse, der optræder i en række af hans malerier fra det årti. I et af disse værker får vi et glimt gennem døren til værelset, hvor en teenagepige har smidt sin krop på sengen på en måde, der godt kunne minde om nogle af Edvard Munchs malerier.
Men det mest markante er dog, at væggen på hver side af døråbningen er dekoreret med noget, der ligner børnetegninger og malede blomster, ligesom gardinets mønster synes at have løsrevet sig, for nu at vokse videre på sengen ved siden af pigen.
Det var da også netop i 1940’erne, at Kay C (1899-1981), som han plejede at underskrive sig, for alvor ophævede grænsen mellem fantasi og virkelighed, og lod de to tilsyneladende modsætninger smelte sammen i sine malerier. Lignende intentioner kan man på nogenlunde samme tid finde hos først surrealisterne og senere Cobrakunstnerne, men med helt andre resultater.
For der er en særlig poesi over det drømmende, svævende og magiske, der karakteriserer Kay C’s kunstneriske produktion. Han debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling allerede i 1919 og opnår så stor popularitet, at hans værker findes i samlingerne på ikke færre end sytten danske kunstmuseer. Alligevel er dette den første større udstilling af hans værker i mere end tredive år, og det er der nok en god grund til.
Der er nemlig noget lidt for forfinet over Kay C’s univers, en elegance, der truer med at blive direkte parfumeret. Og det er nok netop denne dekorative tendens der er skyld i, at gamle Kay C ikke sagde 1980’ernes vilde malere noget, selvom hans penselføring faktisk er ret voldsom.
Kay Christensen: ‘Den brune sofa’, 1946
Selv i dag, hvor kunstnere som Julie Nord (født 1970) forlængst har introduceret et billedsprog, der er rigt på ornamentik og eventyrlige fortællinger, kan det være vanskeligt at finde en plads til Kay C. Og det til trods for, at et maleri som ’Den brune sofa’ fra 1946 synes at lægge en lige linje videre til netop Nords værker, idet Kay C fylder konturen af en ung kvinde ud med blomster og tegn, sådan som Nord også kan finde på at gøre det i sine tegninger.
Men jeg savner den farlighed, uhygge og ubestemmelige fornemmelse af, at noget snart går galt, der er så karakteristisk for Nords værker. Selv når Kay C maler et motiv, som han kalder ’En kvindes frygt’ (1945), er det mest af alt den dominerende orange, der fanger opmærksomheden. Et andet af hans næsten rent orange værker kan ses i højre side af ’Den brune sofa’, og selvom disse malerier så sandelig er overdrevent orange, så er det er lidt dejligt, at det er så ekstremt!
I andre værker lader Kay C den orange brænde en glødende ramme omkring motivet, sådan som det ses i portrættet af Karen Blixen fra 1955. Den spøgelsesblege forfatter sidder med sin smøg i mørket, mens maleriets højre side består af hvirvlende lys som en vision eller en ren energikilde.
Men i længden bliver også dette greb lidt for genbrugt i lidt for mange af Kay Cs malerier. Så selvom man på udstillingen også finder eksempler på kunstnerens humoristiske sans, ikke mindst i små skriblerier, lades man tilbage med en forståelse af, hvorfor Kay Christensen ikke (længere) indtager en særlig central plads i kunsthistorien. Også selvom der virkelig skete noget virkelig sært i Valby tilbage i 1940’erne.
Kay Christensen: ‘Karen Blixen, 1955