Keramik er cutting edge

John Kørner: '5 Priests', 2011. Foto: Anders Sune Berg

John Kørner: ‘5 Priests’, 2011. Foto: Anders Sune Berg

Ler er ikke længere forbeholdt hverken børn eller kunsthåndværkere. I dag er det derimod et anerkendt materiale for samtidskunstnere fra hele verden, og hvor meget de kan få ud af det, kan lige nu opleves på Gl. Holtegaard.

 

Kaspar Bonnén, David Cushway, Thea Djordjadze, Alexandra Engelfriet, Klara Kristalova, John Kørner, Hylton Nel, Grayson Perry, Linda Sormin,  Alexander Tovborg, Clare Twomey og Ai WeiWei: Lerets Magi – Keramik i international samtidskunst. Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte. Til 3. juli, 2011. fem hjerter

 

Klassiske keramikere vil komme til at slå syv kors for sig og vakle baglæns ud ad døren på Gl. Holtegaard, for med udstillingen ’Lerets Magi’ præsenteres det, man kan kalde cutting edge keramik. Ganske vist optræder der både en tepotte, kinesiske krukker og diverse tallerkener på udstillingen, men det sker enten helt oppe under loftet eller i smadret form.

Således er det første, der møder gæsten på Gl. Holtegaard, koncentriske cirkler af velkendt porcelæn, fajance og keramik. Bag værket står britiske Clare Twomey, og hun har møjsommeligt knust hver eneste tallerken ned i græsplænen foran udstillingsstedet. Resultatet er som en mosaik, der samtidig er på vej til at transformere de mange tusind potteskår til arkæologiske fænomener. Ligesom de gamle potteskår, man stadig kan være heldig at finde i barokhaven bag hovedbygningen.

Har man endnu pusten i behold, som må man forberede sig på helt at miste den allerede i udstillingens første sal. Her huserer nemlig canadisk-amerikanske Linda Sormin, og det gør hun med en blanding af skrot og seriøst nyskabende keramik, der synes at vokse frem som selvstændige gevækster. Det er noget af det mest mærkværdige keramik, jeg nogensinde har set, men Sormin får kamp til stregen af georgiskfødte Thea Djordjadze, der bidrager med to meget minimalistiske skulpturer.

Djordjadze bruger kun keramik i yderst begrænset omfang i værkerne, hvoraf det ene minder om et møbel fra en ikke så forfærdelig fjern fortid. Men det mest mærkværdige er måske, at dette minimale udtryk samtidig synes at fokusere så meget på materialerne, at det nærmer sig fetichisme. Fraværet af ler som hovedmateriale fortsætter hos Kaspar Bonnén, hvor det er helt afgørende, at man læser skiltene på væggen.

For de forklarer historien bag de genkendelige objekter i montrerne. Og man ser med andre øjne på et sæt vielsesringe, når man ved, at ægteskabet er gået i opløsning, ligesom dagbogsnotaterne antager en noget anden karakter, efter man har erfaret, at kvinden, der skrev dem, er kunstnerens afdøde mor. Det er med andre ord en meget privat fortælling, Bonnén udfolder i sine montre, men derved bliver den, på paradoksal vis, også utrolig almen og vedkommende.

I den sammenhæng kan afrikanske Hylton Nels væghængte platter forekomme nærmest almindelige. Men motiverne er ualmindeligt morsomme, også selvom man ikke altid helt kan dechifrere, hvad der egentlig foregår. Er det for eksempel godt eller meget, meget skidt, når en af platterne forkynder, at man i Cape Town kan finde ”alt”? Ligesom Twomey peger også Nel i et enkelt værk på keramikkens fremtid som potteskår, hvilket går igen hos britiske Grayson Perry.

I 2003 vandt Perry den prestigefulde Turner Prize og han arbejder med et stilistisk udtryk, der henter ikke så lidt inspiration i folkekunstens fortælleform, fra kalkmalerier til tegneserier. I Arkens samling finder man således hans store gobelin ’The Walthamstow Tapestry’ fra 2009, men det er navnlig i keramikken, han udfolder sine fantastiske fortællinger, der gerne snor sig omkring krukkerne. Det handler om livet og døden, sex, vold og jagten på kærlighed, vævet ind i en kakofoni af referencer.

Ai Weiweis installation på Gl. Holtegaard, 2011. Foto: Anders Sune Berg

Ai Weiweis installation på Gl. Holtegaard, 2011. Foto: Anders Sune Berg

Dem finder man også masser af hos kinesiske Ai WeiWei, der få dage endnu ligeledes er udstillingsaktuel i galleri Faurschou. Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det endda det samme motiv, der pryder krukkerne begge steder. På Gl. Holtegaard har Ai WeiWei spændt sine krukker ud mellem gulv og loft med bambusstokke, så det minder om en elaboreret (og klassisk kinesisk) balanceakt. Og denne spejling af krukker, både oppe og nede, giver samtidig en følelse af, at hele salen vil kunne vendes på hovedet hvert øjeblik, det skal være!

Keramikkunst kan dog også forme sig som mere jordnære skulpturer, sådan som det sker hos svenske Klara Kristalova, der tidligere har gæstet galleriet Beaver Projects. Men det betyder nu ikke, at tematikken af den grund bliver mindre eventyrlig.  Kristalova arbejder nemlig meget med metamorfoser mellem mennesker og natur, som når en kvinde og et træ skildres i øm omfavnelse. Men ikke alle eventyr ender lige godt, hvilket man får syn for i et andet værk, hvor en kvinde har fået erstattet næse, hænder og underben med grene.

At keramikken forlængst har bevæget sig fra kunsthåndværk og fritidshjemsleg til seriøs samtidskunst, er ’Lerets Magi’ et overvældende bevis på. Og skulle nogen stadig tvivle, så sætter John Kørner trumf på i udstillingens sidste sal, som han har omskabt til et scenisk rum. Bænkerækkerne og de levende lys på en form for alter, genkendes fra kirkerum, men siddepladserne er blodrøde og stearinlysene synes at vokse frem fra de mest organiske, voldsomme og egenartede stager.

Der er tydeligvis lagt op til kontemplation, koncentreret eftertanke og fordybelse. Men om man vil overveje leret som materiale eller meningen med livet, må man ganske selv bestemme. Og der skulle være nok at tænke over, ligegyldig hvad man vælger!

 

 

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer