Per Kirkeby: ‘Uden titel’, 2010
Der er knald på koloritten og de helt store penselstrøg hos både Per Kirkeby og amerikaneren Katherine Bernhardt. Men selvom begge kunstnere også deler en forkærlighed for kunsthistoriske referencer, så er det to meget forskellige udstillinger, man lige nu kan opleve på Flæsketorvet.
Per Kirkeby: Nye malerier. Galleri Bo Bjerggaard,
Flæsketorvet 85 A, København V. Til 8. januar, 2011. fire hjerter
Katherine Bernhardt: Hot Pop Time Machine. V1 Gallery
Flæsketorvet 69-71, København V. Til 23. december. tre hjerter
Per Kirkeby: ‘Saint Caterina of Alexandria III’, 2010
Hvis man kæmper sig frem gennem snemasserne til Flæsketorvet i Københavns Kødby, kan man lige nu få fornøjelsen af at foretage en lille sammenlignende analyse mellem to kunstnere, der begge benytter sig af de helt store armbevægelser, når de maler.
Desuden er hverken Per Kirkeby, der udstiller nye malerier hos Bo Bjergggaard, eller amerikaneren Katherine Bernhardt, som gæster naboen V1 Gallery, blege for at referere tilbage i kunsthistorien. Men her holder ligheden så også op og forskellene mellem de to malere tager over.
Det drejer sig ikke kun om de indlysende forskelle i køn, alder og nationalitet, men også om, hvilke perioder i kunsthistorien, man vælger at pege tilbage på. Per Kirkeby (født 1938) er klart den mest alsidige af de to, med referencer der spænder fra den hellige martyr Catherina i det fjerde århundrede, over hollandske stilleben i 1600-tallet og frem til flere modernistiske malere, der popper op på min mentale lystavle.
Men hvor Kirkebys pegen på Catherina fremgår af titlen på serien ’Saint Caterina of Alexandria’, hvori man også finder referencen til de gamle opstillinger i form af to römerglas, så må det stå helt for min egen regning, at jeg kommer til at tænke på Edward Weies ’Faun og nymfe’ fra 1940 og Erik Hoppes samtidige og stærkt solbeskinnede gengivelser af Søndermarken. Men de fem høje og smalle malerier i serien ’Saint Caterina of Alexandria’ er ligeså gennemstrålede som Hoppes sommerdage og så abstrakte i deres mytologi, som man ser det hos Weie.
Mest af alt minder Kirkebys malerier mig dog om det amerikanske ikon Jackson Pollock. Ikke fordi Kirkeby er begyndt at gentage Pollocks så kendte drypmalerier, for det er han ikke. I stedet handler det om motivet, som Pollock selv mente altid lå bag selv hans mest abstrakte malerier. Og selvom motivet er en smule tættere på overfladen i Kirkebys kunst, så er det alligevel som om det stritter imod og kun viser sig for beskueren i korte glimt, hvor man knap tør tro sine egne øjne.
Det er voldsomt elegant udført, tydeligvis af en kunstner, der ikke bare mestrer maleriet, men som samtidig formår at arbejde med motivet på en måde, der stiller langt flere spørgsmål end det besvarer. Kun i en enkelt serie, med titlen ’Mistra’, er det som om malerens sikre greb om hans materiale er løsnet og penslen har ramt samme sted på lærredet lidt for mange gange. Men resten af udstillingen er en ren tour de force – ikke mindst når man tager i betragtning, at samtlige værker er udført i år.
Også Katherine Bernhardt (født 1975) må have svunget penslerne ihærdigt det forgangne år, for V1 Gallery er fyldt til bristepunktet med hendes ofte meget store malerier, der bliver betegnet som neopop. Flere af dem tager form som portrætter, og af titlerne kan man læse, at der er tale om popprinsesser som Beyoncé (dog i en meget lys udgave), samt supermodellen Giselle.
Derved hægter Bernhardt sig på Andy Warhols variation af popkunsten, hvor det er de kendte, der afbilledes, samtidig med at hendes mening vist har været at fremstille disse ikoner som mennesker af kød og blod, hvilket jeg dog ikke synes lykkes.
Desuden kommer jeg til at tænke langt mere på 80’ernes maleri end på 60’ernes, både i kraft af Bernhardts nærmest brutale malemåde, og fordi de portrætterede fremstår med markerede kindben, skulderpuder og asymmetriske frisurer. Men man kunne også kigge lidt længere tilbage i tiden, til den tyske ekspressionisme først i det 20. århundrede, der da også var en stor inspirationskilde for det vilde maleri, der i 80’erne havde sit udspring netop i Tyskland.
Endnu en kobling mellem de glade 60’ere og de vilde 80’ere finder man i hendes gigantiske malerier af Swatch-armbåndsure, der i flere tilfælde har fået tilføjet en hel del ekstra minutter i timen. Og det kan man jo godt have brug for. Bernhardt har selv udtalt sig om sin teenage fascination af Swatch-ure, samt om tiden der går og er gået, men helt ind under huden kommer malerierne ikke på mig.
Så er der mere at hente i Bernhardts nyfortolkninger af marokkanske tæpper, der traditionelt set er smækfyldt med mere eller mindre hemmelige symboler og allegorier over begivenheder og steder. Igen er det de helt store armbevægelser, der dominerer udtrykket, hvilket netop står i fin kontrast til motivet, tæppet, der baserer sig på et helt anderledes minutiøst håndarbejde. Og så luner det, i alle tilfælde rent visuelt, når tæppemalerierne hænges op på de frostkolde fliser i V1 Gallery.