Per Kirkeby: ‘Weltuntergang’, 2001-2002
Per Kirkeby: ‘Saint Caterina of Alexandria III’, 2010
I et stort Politiken-interview (31. januar, 2015) bekendtgør Per Kirkeby, at han holder op med at male, fordi han efter et fald har fået en hjerneskade og derfor ikke længere kan hverken se eller tænke, sådan som han før kunne.
Den melding må jeg indrømme kom bag på mig, for selvom jeg godt har vidst, at Kirkebys helbred i den grad har været udfordret siden årtusindskiftet, så har jeg samtidig set en hel del nye værker fra hans hånd, som jeg syntes holdt den kunstneriske fane højt.
Her tænker jeg ikke mindst på serien med ‘Saint Caterina of Alexandria‘ som motiv og titel, der i vinteren 2010/2011 kunne opleves hos Bo Bjerggaard. Og jeg må give Kirkeby ret i, at han sikkert kunne have malet sine allerbedste værker netop i disse år, for det er som om han kun har fortættet sit udtryk gennem tiden.
Sådan bliver det så, desværre, ikke. Tilbage står en kunstnerisk produktion, der også i udlandet har vakt opmærksomhed, sikkert fordi Kirkebys malerier på én gang er vældig nordiske i deres tyngde og kolorit, men samtidig er noget så udansk som monumentale og patosfyldte, helt uden undskyldende ironi.
Kirkeby har, i min optik, ikke som sådan dannet skole, og gud ske tak og lov for det, for der er ikke noget mere patetisk end kunstnere, der forsøger at male som andre kunstnere. Men jeg er da blevet gjort godt og grundigt opmærksom på, at han (i bedste fald) har inspireret andre kunstnere og (i værste fald) fået kopister i både ind- og udland. Under alle omstændigheder har Kirkeby haft en enorm indflydelse, ikke mindst fordi hans internationale karriere (der blandt meget andet omfatter en stor udstilling på Tate Modern i London) har været med til at bane vejen for andre danske kunstnere i udlandet.
Men det er godt nok en ringe trøst, både for Kirkeby og for os andre …