Kirkebys kunst og kærlighed

Per Kirkeby: ‘Flugten til Ægypten’, 1996. Louisiana

 Man får meget at vide i Erik Steffensens store bog om Kirkeby, men bliver man også klogere på kunstneren?

Erik Steffensen: At trække en streg. Per Kirkeby – liv og værk, Gyldendal, 450 sider, illustreret, 349,95. fire hjerter

 

Selv siger Per Kirkeby, at han som ung ikke var noget stort, naturgivent talent. Men at han i stedet havde viljen til at blive en god kunstner og faktisk også troen på, at det ville lykkes.
Og det gjorde det jo. Hvordan det gik til beretter kunstner, forfatter og fotograf Erik Steffensen over 450 sider, skrevet på baggrund af samtaler med Kirkeby og den dagbog, han har ført det meste af livet.

På papiret begynder denne historie 1. september, 1938, men Steffensen tager os først lige tilbage til Per Kirkebys forældres barndom, og dermed også til hans bedsteforældre.
Fokus er på Kirkebys mor, Lucy, der lider af depressioner, samtidig med at hun er en af hovedkræfterne, når det kommer til at introducere lille Per til kunsten. Han kæmper for at lære at tegne, men det falder ham dog lettere end at læse og skrive, for det viser sig tidligt, at Kirkeby er ordblind.

Per Kirkeby: ‘Uden titel (forestiller tegnelærer Sessingø på vandring i Norge), ca. 1952. Eget foto fra bogen

Kunsten, til at begynde med mest i form af hans egne tegninger, og naturen bliver et helle for drengen Per Kirkeby, der dog også får trænet sine sociale færdigheder blandt jævnaldrende. I skolen går det tilsyneladende fremad, for han kommer både i gymnasiet og universitetet, hvor han læser geologi.
Mens han endnu studerer, rejser den purunge Kirkeby på ekspeditioner til Grønland og det er på denne tid, i de tidlige 1960’ere, han begynder at træde i karakter som kunstner. Dels fordi han tegner og maler stadig mere bevidst, dels fordi moren forsøger at begå selvmord, og dermed sender sin søn i chok.

Når han senere i livet har set på tegninger og malerier fra denne tid, er det sket med meget forskellige blik. I 1977 syntes han således, at de var forfærdelige og fokuserede i stedet på den betydning tegningerne fik for ham, fordi Richard Winther på Eks-skolen, som Kirkeby frekventerede, kasserede dem. Kirkeby har aldrig taget kritik let.
Men da Steffensen i 2013 ser på selvsamme værker i selskab med Kirkeby, er dommen en helt anden:
“Når jeg ser dem nu, er jeg alligevel overrasket over, hvor meget det arbejder med strukturer, som stadig er en underliggende jordbund i mine malerier. Hvor lidt jeg har ændret mig. Hvor tidligt ting lægges fast, eller måske viser sig for første gang. At der givet er en vis bagage, som det kun er muligt at undslippe gennem selvmordets vold. Og hvorfor skal man det?” citerer Steffensen således Kirkeby for at sige.
Her havde det unægteligt været en fordel, hvis man også havde kunnet se de omtalte værker og fået en mere indgående analyse af dem. Men Steffensens bog er underligt gammeldags opbygget med sort/hvid gengivelser, først og fremmest af familiefoto, i selve bogen og sider med farvegengivelser bagerst.
Det betyder, at man skal bladre rundt for at se, om man kan finde et værk, der har noget med teksten at gøre. For kun yderst sjældent refereres til specifikke værker. Desuden er Kirkeby en kunstner, der ofte er oppe i de helt store størrelser, som der selvsagt ikke er plads til at yde retfærdighed.

Det ville ellers have været spændende at se Kirkebys ungdomsværker side om side med det, vi i kunsthistorien kalder “det modne værk”, så man selv kunne få syn for de paralleller, Kirkeby ser.
I stedet følger vi Kirkeby gennem Eks-Skolens magtkampe, hvor navnlig Poul Gernes, som Steffensen tidligere har portrætteret, citeres for et kvindesyn, der liger langt fra den farveglade Paladsmaler, de fleste nok forestiller sig, at han var. Snart går det stærkt for den unge Kirkeby, der tildeles penge fra det nyoprettede Statens Kunstfond, udstiller energisk og har sit hyr med både kvinder og kærlighed.
Således får han en datter med ungdomskæresten Jette Gransrud Jensen, gifter sig med rødstrømpen Elisabeth Therkelsen, som han ligeledes får en datter med og forelsker sig i de tidlige 70’ere i den betydeligt yngre Vibeke Windeløv. Sideløbende bliver Kirkeby professor i Tyskland og dermed kollega til Markus Lüpertz og Georg Baselitz.
Navnlig sidstnævnte spiller Kirkeby karrieremæssig bold mod. Men det er de nordiske kunstnere Asger Jorn og Edvard Munch, som Steffensen smukt lader trække den røde tråd gennem bogen – og dermed også Kirkebys kunstneriske produktion. Det er disse kunstnere, Kirkeby igen og igen vender tilbage til, måler sig i forhold til og spejler sin egen situation i.

Sådan så familien Kirkeby ud i 1996, fra venstre datteren Charlotte, hustruen Vibeke Windeløv, Per Kirkeby, datteren Rebecca med sin mand og nyfødte, samt, siddende forrest, sønnerne Sophus og Absalon. Bag dem hænger Kirkebys maleri ‘Flugten til Ægypten’ fra samme år (se farvegengivelsen øverst på siden). Eget foto fra bogen

Som det vil være en del læsere bekendt, skilles Kirkeby og Windeløv, efter 30 års ægteskab, men ikke før hun har hjulpet ham på benene igen efter en hjerneblødning i år 2000. Kirkeby har da allerede en ny kæreste, Mari Ann Duus Jørgensen, som han gifter sig med i 2005. Flere helbredsproblemer følger, ligesom kampen med kunst og kærlighed fortsætter.
Og vi er med hele vejen i en tekst, der på den ene side er bristefærdig af detaljer og på den anden nærmest lider af berøringsangst. Det sidste kan skyldes, at Kirkeby tilsyneladende ikke er den store tilhænger af erindringer. I alle tilfælde citeres han for, ganske vist i forbindelse med morens selvmordsforsøg, at blive “fristet til at finde en eller anden slags kilde frem som kan bringe kronologisk orden i det. Men det er det jeg ikke vil. Det er det der forekommer mig ulideligt ved erindringer”.

Til gengæld citerer Steffensen lange passager fra Kirkebys dagbøger, der dog ofte har den svaghed, at de, som de fleste dagbøger, er skrevet til skribenten selv. Her havde det været velgørende, hvis Steffensen havde vendt citaterne med Kirkeby, der så kunne have sat udsagnene lidt mere i kontekst.
Men Steffensen går sjældent for alvor i kødet på Kirkeby. Selvom der sådan set er nok at spørge ind til, både når det kommer til kunsten og til kærligheden. I stedet får man en forfærdelig masse at vide om Kirkeby, men man bliver ikke voldsomt meget klogere på ham. I alle tilfælde ikke som kunstner.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer