Kluge og de kongelige

Thomas Kluge viser, at en kunstner kan stole så meget på virkeligheden, at værket bliver utroværdigt

Thomas Kluge: Kongelige portrætter. Amalienborgmuseet, Christian 8.s palæ, Amalienborg Slot, København K. Til 2. marts, 2014. to hjerter

 

Det er en besynderlig forsamling, der har taget ophold i en enkelt sal på Amalienborgmuseet. Første overraskelse er, at udstillingen kun består af seks malerier. Med andre ord en meget lille udstilling – ikke mindst til en billetpris på 80 kroner. Næste overraskelse er malerierne i sig selv. Og heller ikke her er der tale om en overraskelse af den glædelige slags.

Lad os lægge ud med det mere end mandshøje portræt af dronning Margrethe, hvor Kluge formår at gengive den fede brokade, pelsen og perlerne ganske flot. Men Margrethes ansigt ser ud som om det er klippet ud af et andet billede og derefter limet på den brokadeklædte krop. Går man tæt på opdager man desuden en syrlighed i mimikken, som jeg ærlig talt ikke synes er flatterende.

 

Nu behøver et portræt jo heller ikke fremstille den portrætterede i et bedre lys end virkelighedens. Men når fotografier så tydeligt er forlægget for Kluges malerier, er det af afgørende betydning, at han vælger det rigtige. Vi kender alle sammen til de fotografier, hvor man lige er fanget i en forkert vinkel eller et uheldigt splitsekund. Det er ikke den slags foto, man ønsker sig at se omsat til maleri.

 

Så hvorfor har Kluge valgt at vise os de kongelige fra præcis disse vinkler? Havde han ikke været officiel portrættør, kunne man have forestillet sig, at der lå en krads kommentar i de mindre muntre miner. I så fald kunne malerierne spå om kongehusets kollaps eller fortælle om syrlige karaktertræk, vi ellers ikke ser. Men Kluge er jo blevet bedt om at male disse portrætter – af de portrætterede selv.

Hvorfor de har valgt ham? Det er et godt spørgsmål. Måske skyldes det hans kendetegn: den hyperrealistiske gengivelse. Men her går det alligevel galt. Se bare på kronprins Frederiks venstre arm, der samtidig med at den er forsvundet i den sorte baggrund også er blevet sært forkortet. Og helt besynderligt bliver det i et portræt af en siddende prins Henrik, hvis lår er nærmest ikkeeksisterende. Det så sikkert sådan ud på fotografiet, men så er det altså at den gode fotograf ville tage et andet billede. Og en kvik kunstmaler burde gøre det samme. I stedet sakser Kluge videre til den helt store guldmedalje i det nymalede royale familiebillede, hvor symbolikken desuden er til at tage og føle på. Graden af kongelighed kan således aflæses på blikretningen: jo mere en person ser på beskueren, jo mere kongelig er vedkommende.

Forrest står den kommende kong Christian med gevaldige slagskygger om øjnene som tegn på fremtidens alvor. Bag ham breder de kongelige sig symmetrisk ud og helt i baggrunden ses, Jacopo Fabris’ ’Ruinlandskab’ fra 1750-1751, der er en del af dekorationen af havesalen på Fredensborg Slot.

Samme maleri ses på Laurits Tuxens maleri af ’Christian 9. med familie’ fra 1886, men hvor maleriet i maleriet hos Tuxen træder i baggrunden, skaber det hos Kluge en foruroligende forventning om nærtforestående undergang og forfald. Om det er meningen er jeg langtfra sikker på. Til gengæld er der ingen tvivl om, at Kluge med Fabris (og Tuxen) forsøger at indskrive sig selv i en bestemt tradition.

Men Kluge hører ikke til blandt fortidens kæmper. For med en stil, der har fotografiet som absolut udgangspunkt, lægger Kluge sig faktisk i slipstrømmen fra fotorealisme og endda afarter af popkunst. Og det er langt fra Rembrandt, Jacopo Fabris og Laurits Tuxen.

Thomas Kluge er født i 1969 og selvlært som kunstner, bortset fra et ophold på Holbæk Kunsthøjskolen i 1991.

Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1993 og har vist sine værker på bl.a. Nivaagaards Malerisamling, Kunsten i Aalborg og Kronborg.

Kluge har malet en del portrætter, blandt andre af Anders Fogh Rasmussen, som man kan se på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.