Knud Odde er cool, varm – og 60!

 

Der findes ganske få mennesker, der simpelthen er cool, helt uden at gøre forsøg på at være det. En af dem er Knud Odde. Faktisk er en del af hans coolness ligefrem opstået, fordi han forsøgte ikke at sætte fokus på sig selv og derfor ofte optrådte med ryggen til publikum, da han fra sidst i 1970’erne var bassist i det legendariske danske punkband, Sods, der senere er blevet nærmest folkeeje under navnet Sort Sol.

Sideløbende med musikken havde Odde dog også en anden interesse, nemlig kunsten. Allerede som barn tegnede han meget og godt, og 80’ernes vilde maleri og punkens uforfærdede tilgang til tingene blev den perfekte grobund for hans talent. I 1983 debuterede Odde som kunstner på Charlottenborgs Forårsudstilling, samtidig med at han flittigt bidrog med plakater og pladecovers, ikke mindst til og for Sort Sol.

En af Oddes mest ikoniske figurer, den unge dreng Siggimund, blev et emblem for Sort Sol – og sådan set også for Knud Odde selv. Siggimund er da også typisk Odde, idet inspirationen til figuren er hentet flere steder fra: Der er lidt af David Bowies Ziggy Stardust, et navnesammenfald med en birolle i Sergei Eisensteins film ’Ivan den grusomme’ og et godt skvæt af en ung Knud Odde i Siggimund med de store øre, den bare overkrop og den spirende seksualitet.

Men der er mange andre interessante mennesker og skæbner i det, man kan kalde Knud Oddes kabinet af særlinge og sandsigere. Han henter dem i historien, på scenen, i filmen og ikke mindst i litteraturen, der altid har haft en helt særlig plads i hans hjerte. Og fordi Odde altid er gået ad sine egne veje, lykkedes det ham at kombinere punken med hans passion for litteratur, hvilket førte til, at han i 1978 afsluttede uddannelsen som noget højst upunket, nemlig biblioteksassistent.

Derfor finder man også en del digtere blandt Oddes motiver, som østrigeren Georg Trakl (1887-1914), der havde sin søster, Grete, som muse og det i sådan en grad, at det skabte skandale. Selv har Odde kaldt dem ”et rigtig gotisk par” og de endte da også som stofmisbrugere, selvmordere og, mange år senere, som fantastiske og foruroligende figurer i hver sit værk af Knud Odde.

Odde krydsbefrugter også sine interesseområder på anden vis, som når han udfører, ofte prisbelønnede, illustrationer. Blandt hans arbejde på denne front finder man samarbejdet med punkdronningen Lydia Lunch om udgivelsen ’The Right Side Of My Brain’ (1987), samt illustrationer til ’Giacomettis atelier’ af Jean Genet og senest, sidste år, til barndomsvennen Søren Ulrik Thomsens ’Samlede Thomsen’.

Men ligegyldigt hvad motivet er og hvilke kunstneriske materialer, Odde benytter sig af, står hans udtryk på én gang ekspressivt og rent. Figurationen får ofte selskab af ornamentet, hvilket gør, at billedfladen bliver bevægelig og konstant synes af skifte mellem rumskabelse og fuldstændig flad flade. Odde er desuden i besiddelse af en forunderlig fornemmelse for at fremstille mennesket som på en og samme tid erotisk og tænkende væsen, han forener, tilsyneladende helt ubesværet, krop og sjæl.

Derfor er det heller ingen overraskelse, at man finder hans værker på bl.a. ARoS, Det Nationalhistoriske Museum og i Kobberstiksamlingen, ligesom han har udstillet separat på en del danske kunstmuseer og vist sine værker i fra New York og Berlin til Torshavn. Lige nu kan man således se hans soloudstilling ’Sonic Meditation’ på Trapholt i Kolding, ligesom han bidrager til den årlige Corner-udstilling på Sophienholm. Og så kan man, heldigvis, altid finde Oddes grafiske værker, og det endda til en overkommelig pris, i Clausens Kunsthandel, der ligger i Københavns Toldbodgade.

Knud Odde er helt naturligt cool. Ikke mindst fordi han aldrig har forsøgt at være det. Og samtidig er han et varmt og venligt væsen, ligeså sammensat, interessant og tilstedeværende som personagerne i hans værker.