Knud Odde ser sig selv som sådan en, der skriver sommersange. Og så er han lige nu aktuel med soloudstillingen ’Sonic Meditation’ på Trapholt, han bidrager til Corners årlige udstilling på Sophienholm og 11. april åbner han endnu en seperatudstilling, denne gang i Clausens Kunsthandel.
Her er hans svar på en række af de spørgsmål, jeg stillede ham en stadig senere vinteraften og som blev bragt, i lidt kortere form, i Politiken 15. februar, 2015:
”For et halvt år siden fortalte min mor mig, at jeg som barn faktisk har besøgt Munchs museum i Norge. Det er meget pinligt, men jeg husker det altså overhovedet ikke. Og jeg har heller ikke fået besøgt museet som voksen. Men nu skal jeg snart afsted, for jeg vil se det, før de bygger om og til, for at se, om jeg så husker noget fra barndommens besøg. Og så elsker jeg selvfølgelig Munch!
”Sidste år forsøgte jeg mig for første gang med at lave træsnit, og det viste sig at være meget besværligt, måske fordi jeg brugte gamle vinkasser. De havde sådan nogle flotte logoer, men træet var svært at arbejde med og jeg endte med at måtte få fjernet en negl, efter der gik betændelse i en af de mange splinter, jeg hele tiden fik i hænderne. Det er sgu noget værre noget, det der træsnit – og ingen laver dem så gode, som Munch gjorde.
”I Jylland ser man sådan på grafiske værker, at ”dem får vi et par stykke af med gratis oveni”. Men Munchs litografi ’Vampyren’ blev altså solgt for syv millioner!
”Da jeg var barn var der sådan nogen annoncer for plakatbutikken ’Minerva’ i ugebladene, med frimærkestore gengivelser af kunst. Jeg tænkte, at de så ud til at være nemme at lave, så dér sad jeg og malede efter Picasso, Munch og Mogdigliani.
”Jeg synes aldrig man har set på den inspiration, Per Kirkeby må have hentet i kinesisk kunst. For mig er det tydeligt, at han organiserer sine værker på samme måde, som man gør i det klassiske kinesisk landskunst
”Det var på ungdomsskolen i Bostofte, at jeg mødte Søren Ulrik Thomsen. Han var allerede godt etableret med sine digte, som han solgte, ligesom jeg pendlede mine psykedeliske akvareller. Vi blev venner, besøgte hinanden og spillede de nyeste plader, som vi lånte på biblioteket. Det var Nicos ’Marble Index’, Country Joe and the Fish og Captain Beefhearts ’Lick My Diecals Off, Baby’. Man vil jo gerne være avanceret i den alder, ikke?
”Da jeg fyldte 50 ønskede jeg mig kun én ting: et lille maleri af Tal R. En månedstid før min fødselsdag havde jeg nemlig mødt en fyr ude i vores øvelokale, og han fortalte om sit nye Tal R-maleri og hvordan han så på det hver morgen, når han vågende, og bare blev lykkelig. Det ville jeg også prøve! Og det er også et mægtig godt billede alle mine venner og familien fik splejset til.
”René Magritte skriver et sted: “People who look for symbolic meanings fail to grasp the inherent poetry and mystery of the image”. Det synes jeg er et herligt udsagn!
”I 1980 var jeg ansat som langtidsledig på Herlev Bibliotek. For nylig fik jeg et brev, hvor en fortalte, at de havde fundet nogle gamle plakater, som jeg havde lavet, frem. Det var bare sådan nogle plakater, jeg havde tegnet til opslagstavlen. Det var hyggeligt at være der, det var det. De er så rare, biblioteksfolk. De passer måske ikke ind så mange steder, men de passer ind der.
”Jeg mødte Steen (Jørgensen) i pladebutikken ’Superlove’, der var et af de eneste steder, man kunne købe punkpladerne. Vi faldt i snak og fandt ud af, at vi faktisk havde mødt hinanden før. Det var lidt pinligt, men vi var altså begge to store Bowiefans, så vi havde stået udenfor hans hotel for at få en autograf
”Da vi havde samlet ’Sods’ (senere Sort Sol) sad vi hele tiden og drak øl og var bare meget glade for at være et punkorkester. Men så gik det pludselig meget hurtigt og før vi fik set os om skulle vi spille opvarmning for Iggy Pop. Så det er gået ned ad bakke lige siden, kan man sige!
”Jeg skrev mest tekster, men også noget musik. Og det gør jeg faktisk stadig. Jeg er mest glad for ’Rhinestone’. Det var et de sværeste numre at skrive og det tog græsselig lang tid at få det færdigt, men det er min eneste vintersang, sådan rigtig nordisk med sne, nordlys og hvad ved jeg. Den bliver tit spillet i december, og jeg er stolt over, at den har fundet sin plads der. Jeg er ellers sådan en, der skriver sommersange.
”Før fik jeg ofte inspiration til en sang mens jeg gik en tur. Du går en tur og så pludselig er du gået ind i en rytme, uden at vide det. Hvis det udviklede sig til en stump musik, og gerne en lille smule tekst også, løb jeg hen til den nærmeste telefonboks og ringede hjem til min telefonsvarer og sang hvad jeg havde fundet på. Og så gik der ellers et par år, før sangen var færdig. Men der skal være den der lille ginst, det lille snap, for at der er noget i det. I dag går jeg ikke så meget. Jeg cykler.
”Da jeg fyldte 60 her fornylig fik jeg sådan en stor standerlampe med et godt læselys. Før havde jeg bare en arkitektlampe, men man skal passe ordentligt på sine øjne. Hvis jeg fylder 70, så skal det altså fejres på The Metropolitan Museum (i New York), for jeg så en gang, at man kunne leje det egyptiske tempel, og helt ærligt: Hvad ville være mere formidabelt?
”Jeg har ingen billeder på mine vægge lige nu. Mest fordi jeg lige har fået malet, men jeg tager samtidig lidt en pause. Ellers har jeg værker, der har noget med min egen historie at gøre. Jeg har et Kirkeby-tryk fra 60’erne og ham har jeg fulgt i mange år. Og så har jeg et dejligt billede af Inge Ellegaard, der tilbage i 80’erne tænkte, at jeg vist godt kunne trænge til at lære et par malertricks af hende. Jeg har også akvareller af Vladimir Jakovlev (1934-1998), som jeg købte i Sovjetunionen, da jeg sidst i 80’erne var med Sort Sol i ’Next Stop Sovjet’. Alle steder, vi kom frem, spurgte jeg efter hans værker, og jeg fandt faktisk fem.
”Det begyndte, da ’Flow My Fire Tear’ pludselig lå to uger i bunden af Top 20. Det havde vi aldrig prøvet før! Så kom ’Glammerpus’ og det var meget mærkeligt, for Ole Bornedal brugte nogle numre derfra i ’Nattevagten’ og så skulle vi pludselig ud at spille hele tiden. Det var enormt spændende at være et af de store orkestre i en periode, det ville jeg ikke have været foruden.
”Jeg har aldrig brudt mig om at stå på en scene. Det spændende for mig var ikonografien omkring rock eller beatmusik. Den der berømmelse og det at stå på scenen har aldrig givet mig så stort et kick
”I min lokale Irma er de vant til at se Jørgen Mylius og en hel masse forskellige forfattere, ligesom Anne Linnet boede i området en overgang, så mig lægger man ikke sådan særlig meget mærke til
”Berømmelse bliver betragtet som et plus, et gode, det er det, der køres på og selv anonyme skal have adgang til den. Det er det alle drømmer om.
”Da min udstilling åbnede på Trapholt havde jeg også inviteret noget familie, der bor i Middelfart. Og da vi stod på parkeringspladsen siger min fætter så: ”Du vil da vel ikke sige, at alle de biler er kommet for din skyld?”.
”Mange, mange år senere og for mange år siden sad Steen og jeg en aften i baren på U-matic og så siger han: ”Er det ikke Bowie, der sidder der over i hjørnet?”. Og det var det. Det var ret sjov. Tyve år efter vi havde stået udenfor hans hotel sad vi nu selv og var små stjerner og tænkte: Han skal sgu ha’ lov til at sidde i fred!”