John Kørner, ‘Mette’, 2011
John Kørner er ikke bange for at tage fat i de helt store spørgsmål og problemstillinger, som han formår at omsætte til kunst af højeste kvalitet
John Kørner: Kvinder til salg. Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København K. Til 29. december, 2011. fem hjerter
Den er egentlig ikke sådan at overse, elefanten, der er i færd med at vandre ud i vandet, hvor åkanderne vugger. Alligevel har man en fornemmelse af, at det er præcis hvad den bliver. Overset. Fortrængt. Gemt væk i det lille lollandske hus, der rejser sit spidse tag i baggrunden. Elefanten er et fremmedelement i den danske idyl, og derfor vælger vi at se bort fra den.
Det samme gælder kvindekroppen i maleriets forgrund, for selvom billeder af nøgne kvinder i naturen er en kunsthistorisk klassiker, gælder det ikke denne gengivelse. I John Kørners monumentale maleri ’Mette’ er kroppen nemlig gået lidt for meget i ét med omgivelserne, med siv op ad ryggen og vækster, der synes at skyde frem fra hendes hovede. Så i stedet for en fri og frisk fristerinde, er det vist et mishandlet lig, vi finder i vandkanten.
Men selv i levende live ville de fleste af os have overset ’Mette’, på samme måde som vi overser ’Monique’, ’Christel’, ’Paulina’ og hvad de ellers kalder sig, alle de kvinder, der er til salg. Og som nu figurerer i Kørners kunst. De er ikke klædt i lange lakstøvler og korte kjoler, sådan som klichéen om den prostituerede ellers byder dem. I stedet er de afklædte, nøgne og sårbare. Hvis de da ikke allerede er døde. Og selvom nogle af dem går på gaden, holdes andre indespærret i små huse med spidse tage langt ude på landet.
John Kørner har i en årrække arbejdet med store spørgsmål og moralske problemstillinger i sin kunst. Han er kendt for sin serie over faldne danske soldater i Afghanistan, mens han i mere abstrakt form har fremstillet problemer som ægformede billedelementer, sådan som man ser det i blandt andet det grafiske særtryk ’Woman with 24 Problems’ fra 2006. Men i modsætning til navnlig 1970’ernes paroler, der blev skåret ud i pap, også i kunsten, er Kørners udtryk til stadighed poetisk. Selv når tematikken er særdeles alvorlig.
John Kørner: Politiken særtryk plakat: ‘Kvinde med 24 problemer’
Med udstillingen ’Kvinder til salg’ eksperimenteres der med en kombination af kunst og mere håndfast information. Og det fungerer faktisk, ikke mindst fordi udstillingen falder i flere dele, der smukt supplerer hinanden. I det informative afsnit finder man hårrejsende beretninger om handlede kvinders liv – lige her i lille Danmark. Den tekniske term er trafficking, og dækker alle former for menneskehandel, om det er til prostitution, slaveri eller organdonationer.
Trafficking indbringer hvert år bagmændene mange, mange milliarder kroner, for menneskehandel er en så lukrativ, kriminel aktivitet, at kun salg af våben og narkotika er mere profitabelt. Derfor tilføjede FN i år 2000 en ’Trafficking Protokol’ til konventionen mod transnational organiseret kriminalitet, og heri defineres begrebet indgående. Den korte versioner er, at der er tale om trafficking i det øjeblik, et menneske tilraner sig magten over et andet.
Og det gør de så, bagmændene, konstant og hele verden rundt. Hvordan det føles at være frataget sin frihed, selvbestemmelse og frie vilje, skildrer Kørner ved at lade størstedelen af de handlede kvinder være fuldstændig gennemsigtige. ’Ursula’s underben er således præcis så hvide, som den vej hun vandrer ad, men i modsætning til denne dannes der end ikke en kontur omkring dem. Kun tøjet flagrer i vinden og angiver, at en usynlig krop lever indeni.
John Kørner ‘Maria’, 2011
I et andet af Kørners malerier, ’Maria’, ligger den nøgne kvinde med ryggen til os, som et ekko af traditionen for den æggende, og ofte eksotiske, Odalisk eller rettere: haremsslave. Men hvor blandt andre Ingres i begyndelsen af 1800-tallet skildrede denne kvindetype som både smuk og selvsikker, er Maria det rene ingenting, kun defineret af en tynd konturlinje. Måske er hun ligefrem smidt på møddingen? Men samtidig synes hendes hvide krop at definere netop hende som ren – midt i de beskidte omgivelser.
Ingres: ‘Odalisk’, 1814, Louvre
Set i den optik handler fremstillingen af Maria også om Kørners egen sympati for den fornedrede kvinde, der, næppe helt tilfældigt, deler navn med den jomfru, der måtte føde sit barn i stalden. Og som samtidig udgør den ene halvdel af dualiteten Madonna og luder. Kørners Maria er det hele: uskyldsren og beskidt, afgrænset og fraværende, død og levende. Det er smukt sanset og gengivet med afgrundsdyb desperation. Kort sagt: det er kunst med mandsmod og mening. Og det er godt!