Konaté på Arken

Abdoulaye Konaté fra Mali skaber samtidskunst, der kommenterer de aktuelle tilstande, både i Afrika og resten af verden. Og han gør det ved at gentænke traditionerne

Abdoulaye Konaté, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Til 18. september, 2016. fire hjerter

 

Det er ikke helt almindeligt at støde på et filmhold til en udstillingsfernisering i Danmark. Endnu mere ualmindeligt er det, selvsagt, at der dukker hele tre hold op. Og at de kommer fra henholdsvis Rio de Janeiro, Bamako og Bloomberg Television i London.

Men det skete alligevel, da maliske Abdoulaye Konaté (f. 1953) åbnede sin lille separatudstilling på Arken. Konaté er nu heller ikke hvem som helst, men har vist sine værker på steder som Documenta i Kassel og Hayward Gallery i London, ligesom han har solgt til blandt andet The Metropolitan Museum i New York.

På den anden siden må man også indrømme, at Mali normalt ikke forbindes med samtidskunst på internationalt niveau. Landet ligger på grænsen til, og et stykke ind i, Sahara, det er et af verdens fattigste og så er Mali desuden, som de fleste andre afrikanske lande, et patchwork at kulturer, sprog og religioner.

Mandé-folket, som er motivet for Konatés ældste værk på udstillingen, hører således til på kryds og tværs af landegrænserne i Vestafrika. Konatés hyldest til Mandé-jægerne (’Hommage aux chasseurs du Mandé’, 1994) er i brændte jordfarver, tilsat cowrie-skaller, garn og bemalede amuletter.

Men man skal ikke forvente, at Konaté holder sig til det arketypiske afrikanske, hverken hvad angår farvevalg, æstetik eller motiv. I 1995 skaber han således installationen ’Bosnie Angola Rwanda’ som reaktion på de blodige folkedrab, ikke kun i Afrika, men også her i Europa.

Blandt materialerne finder man traditionelle, maliske ligklæder og netop manipulationen af lokale tekstiler er blevet et af Konatés mest markante karakteristika. Han er ellers uddannet maler, dels i Malis hovedstad, Bamako, dels på Cuba hos Asger Jorns gamle ven Wifredo Lam. Men da han vendte tilbage til Mali efter syv års fravær, var maleriet ikke længere det mest oplagte kunstneriske materiale.

I stedet arbejder Konaté med indfarvning af tekstiler, som han får syet sammen og til tider broderet, sådan som der er tradition for i Mali – dog ikke lige på hans facon. Oftest er bomuld fra Mali således blevet eksporteret til udlandet, hvor det forarbejdes og batiktrykkes, før det igen er tilbage i Afrika til salg på markederne.

Denne (for de andre involverede lande så) lukrative handelsform udstillede hans nigerianske kunstnerkollega, Yinka Shonibare (f. 1962), da han i 2013 gæstede Gl. Strand med udstillingen ’Fabric-ation’ (se min anmeldelse ‘Nelson genopstår hos Yinka Shonibare’ ved at klikke her …). Men Konaté går en anden vej og kreerer en palet af håndfarvet stof.

Disse tekstiler omskabes til værker som ’Les marcheurs’, de gående, fra 2006, hvor stof i strimler enten sammensys lodret på billedfladen eller får lov til at hænge løst ned i tagstenslagte formationer, oftest lag på lag. Selve syningerne, stingene, der både kan være maskinsyede eller stor og håndlavede, er en vigtig del af værkets udtryk, der bevæger sig mellem det rå og det direkte luksuriøse.

Et smukt eksempel er det store værk ’Brasilien’ (‘Brésil (Guarani)’, se øverst på siden) fra sidste år, hvor nuancer af indigoblå dominerer. Som titlen siger handler det om landet i Sydamerika, som Konaté har rejst igennem, men selvom man finder små broderede symboler, er udtrykket først og fremmest abstrakt. Her er således tale om et indtryk, en kondensering af oplevelser – og ikke mindst af kolorit.

Samtidig peger ’Brasilien’ på, at afrikanske kunstnere ikke længere holder sig til at beskrive deres eget kontinent, selvom Konaté i andre værker har en del kommentarer til den aktuelle situation i Afrika. Det er i mine øjne en glædelig udvikling, for den afrikanske samtidskunst blev alt for længe holdt i et jerngreb af forventning om, at den skulle belyse Afrika. Og intet andet.

Men heller ikke afrikanske kunstnere mister sig selv ved at rejse ud. Eller lade sig inspirere. Det er Abdoulaye Konaté et glimrende eksempel på, selvom hans udstilling desværre vises i det lille sidegalleri til Arkens kunstakse, der bare aldrig rigtig fungerer optimalt. Lidt ærgerligt for de internationale tv-hold, men endnu mere for Arkens gæster.