Dronning Margrethe, akvarel fra serien ‘Landskaber til tabte sagn’, 1970’erne
Dronning Margrethe og prins Henrik havde begge deres kunstneriske storhedstid i 1970’erne, hvilket man, heldigvis, får et par eksempler på, når ARoS byder op til ’Pas de deux royal’
Dronning Margrethe og Prins Henrik: Pas de deux royal. ARoS, Aros Allé 2, Århus. Til 23. februar, 2014. tre hjerter
Det vil være årets overraskelse, hvis ARoSs aktuelle udstilling, ’Pas de deux’, ikke går hen og bliver en bragende publikumssucces. Tidligere har dronning Margrethes udstillinger nemlig trukket fulde huse, og denne gang er hun endda i selskab med prins Henrik, der både digter og skaber skulpturer.
Lad os lægge ud med det bedste, hvilket ikke mindst vil sige dronningens illustrationer til Tolkiens fantastiske bøger. Under pseudonymet Ingahild Grathmer (der er sammensat af bogstaver hentet i hele hendes navn: Margrethe Alexandrine Pórhildur Ingrid) udførte hun tilbage i 1970’erne en række tegninger, der besidder nøjagtig den forenkling og det drømmende, dekorative og nærmest skønvirkeagtige svung, som skal til for at man selv kan digte med.
I samme årti arbejdede dronning Margrethe med serien af ’Landskaber til tabte sagn’, hvor en sirligt sitrende blækstreg får styr på den underliggende akvarel på en måde, der bliver til dejlige drømmesyn og en elegant antydning af eventyr. Og i 1982 anvender hun igen akvarel til at gengive motiver fra Grønland, hvor netop vandfarvens gennemsigtighed passer perfekt til is og sne.
Det var ligeledes i 1970’erne, at prins Henrik modellerede morsomme dyrefigurer, der spænder fra et temmelig naturalistisk næsehorn over en sjov giraf til en på én gang skæg og foruroligende kombination af noget, der vistnok er en hval og en flodhest. Sådanne fantasifostre finder man også i dronningens decoupager, hvor hun sammensætter udklip fra kunstens historie i helt nye sammenhænge. Her er en løssluppenhed, et frækt frådseri og en drilskhed, man godt kunne ønske sig i andre af hendes værker.
Det ønske opfyldes desværre ikke i dronningens malerier, for det er som om hun har alt for stor respekt for materialet. Maling skal tæmmes og tæskes, ikke føjes og agtes. At male er et håndværk, der skal læres, mestres og konstant videreudvikles, men her går Margrethe forsigtigt til værks. Alt for forsigtigt.
Malerierne fra 1990’erne minder således i bedste fald om dansk senmodernisme, med fokus på forenklede former. Efter malerierne med motiv fra diverse slotsparker, kastede dronningen sig i det nye årtusind over i flere serier, der er malet ud af den fri fantasi. Først er det stærkt stiliserede grønne bakker, fulgt af malerier der skildrer sten og de knogleagtige former, hun kalder for ’Knokler’, gengivet på gul baggrund.
Men ligegyldtigt hvor bravt katalogets forfattere kæmper for at sætte disse malerier ind i kunsthistoriens store rammer, er det ikke til at komme udenom, at dronningen i maleriet mangler den dristighed og det vovemod, der skal til for at skabe stor kunst.
Det er dog ikke kun dronningens malerier, der giver katalogskribenterne kam til håret. Det er således direkte hjerteskærende at følge, hvordan billedhuggeren Bjørn Nørgaard vrider og vender sig i en tekst, hvor han forsøger hverken at sige for meget eller for lidt.
Til sidst bliver Nørgaard enig med sig selv om, at prins Henrik slet ikke ønsker ”at skabe en særlig personlig stil”, men i stedet sætter løsdele sammen som en ”amateur”, der arbejder i den nye stilretning, Nørgaard introducerer: collectionneurisme, altså samlerstilen.
Og prins Henrik skuer da også, som sin hustru, tilbage i kunsthistorien, nogle gange til futurismens fremdrift og formsprog, andre gange til en slags kloning af Henry Moores modernisme. Mens en skulptur som ’Pholangue’ fra 1990 sjovt nok synes at pege frem mod Bjørn Nørgaards noget senere værk ’Den genmodificerede havfrue’ fra 2006.
Prins Henrik: ‘Giraf’, 1970’erne
Men som sin hustru taber prinsen pusten, skifter spor og udtryk, endnu før han når frem til det, der faktisk skal til: en personlig stil, et særegent udtryk og en solid fornemmelse for materialet. Hvilket er det fundament, fantastisk kunst kan bygges på. Det gælder for kongelige kunstnere, såvel som for dem, der har mindre blåt blod i årene.
Stor og revolutionerende kunst skal man således ikke forvente sig, hvilket ARoSs afgående direktør, Jens Erik Sørensen, da også har gentaget flere gange. I stedet handler det om en stor oplevelse af, at få en slags smugkig ind i de kongelige gemakker,hvor der males, digtes og sys bispekåber.
Og sådan vil det sikkert også være for langt de fleste af de mange tusind besøgende, der uden tvivl vil flokkes i museets sale. Men det er naturligvis ikke sandt, når Sørensen samtidig siger, at et museum ikke skal vurdere kvaliteten af det, de fremviser. Faktisk er det deres hovedopgave, og det er da også, heldigvis, hvad de fleste museer gør det meste af tiden.