Barbara Hepworths skulptur hos Andersen’s. Foto: Morten Jacobsen
Barbara Hepworth er fyrtårn for et dusin unge kunstnere, bosat i London, der lige nu gæster København
Shadowed Forms, Andersen’s, Amaliegade 40, København K. Til 16. juni, 2018. fire hjerter
Da Tate Britain i London tilbage i 2015 viste en stor, retrospektiv udstilling af Barbara Hepworths værker, var det den første udstilling af sin art i årtier. Og det til trods for, at Hepworth (1903-1975) var helt i front, når det handlede om at gøre skulpturen moderne.
Æren for dette nybrud endte i høj grad med at tilfalde Hepworths ven og kollega, Henry Moore, også selvom man på udstillingen tydeligt kunne se, at det faktisk var hende, der var først med den stil, der er blevet kendt som hans (se også min anmeldelse af Gabriele Münter, der lærte Kandinsky at bruge farver, ved at klikke her …).
På Louisiana kan man se en af Hepworths senere skulpturer, der slår arkitektoniske cirkelslag som sig selv og udspænder strenge mellem yderpunkterne. Men man kan også gå en tur i galleriet Andersen’s i Amaliegade, hvor en sort/hvid skulptur af Hepworth lige nu er omdrejningspunktet for en udstilling med unge, Londonbaserede kunstnere.
‘Shadowed Forms’ er overskriften, og den form, der er tale om, er kroppens. For kroppen er tilbage i kunsten, siger den irske skulptør Kevin Francis Gray, der har kurateret udstillingen med kolleger fra nær og så fjernt som Australien, Malawi og Sydafrika.
Cantal Joffe: ‘Emily’, 2011. Eget foto
En af de britiske kunstnere er Chantal Joffe, der for tiden er travlt optaget af at skabe en udsmykning til en af stationerne på den nye Elizabeth Line i London (se min kommentar til dette ved at klikke her …). Hendes høje, smalle portræt af ‘Emily’ er da også fra 2011, og imponerer ikke bare med sin størrelse, men også på grund af sine ligeså enorme penselstrøg, der ser ud som om de er påført af en kæmpe. Glæden ved materialet, malingen, er således ikke til at tage fejl af, samtidig med at formatet er både frækt og fascinerende.
Det samme kan man sige om Grays to marmor paneler, hvor kunstneren tilsyneladende har omskabt den hårde sten til noget, der minder om vådt ler, for derefter at køre fingrene skødesløst igennem materialet.
Detalje af Kevin Francis Grays ‘Marble Panel I’. Eget foto
Resultatet er på én gang helt naturligt genkendeligt, fordi vi alle kender den form for spor efter kroppens bevægelser, og fuldstændig umuligt, idet der jo er tale om marmor, der ikke giver efter for den slags berøring. Gray skaber således en raffineret gåde, en umulighed, der tydeligvis alligevel er mulig i al sin fysiske tilstedeværelse.
Kroppens spor genfindes hos tyske Josephine Meckseper, der også holder sig til det monokrome. Men hvor Grays værk er hvidt i hvidt, viser Meckseper i ‘Ten Minutes older’ hvordan også gråt i gråt kan fungere flot, når hun monterer et par brugte cowboybukser på en baggrund af denim.
Josephine Meckseper: ‘Ten Minutes older’. Foto: Morten Jacobsen
Her er det kroppens hylster, der er ladt tilbage, men selvom bukserne er flade, fornemmer man den krop, der har slidt dem.
Arbejdet med én enkelte farve går igen hos en af malerne på udstillingen, nemlig britiske Keith Coventry, som jeg ved første øjekast troede var ironisk, da han gav sit fuldstændig sorte maleri titlen ‘Sitting Nude’. Men når man kommer tæt på afsløres en nøgen kvindefigur faktisk på lærredet, optegnet som en slags relief i malingen.
Som kunsthistoriker er det umuligt at se et sort maleri, uden straks at komme til at tænke på amerikanske Ad Reinhardt, der i 1960’erne udforskede netop den sorte farves mange muligheder. Også selvom Reinhardt forsøgte at fremmale det sidste maleri, der kan males. Men man kunne også tænke på en mere hjemlig kunstner, nemlig Rasmus Rosengaard, der har en forkærlighed for strukturen i sorte malerier, eller, hvis vi udvider det monokrome, Morten Schelde, der er kendt for sine ofte udelukkende røde værker.
Coventrys brug af sort, og i et andet værk hvid, viser smukt tilbage til Hepworths skulptur, der står som et fyrtårn på udstillingen. Men med i alt tretten udstillende kunstnere, der ofte kun er repræsenteret med et enkelt værk, er det vanskeligt at danne sig et egentligt indtryk af, hvad de hver især står for.
Samlet set argumenterer Gray dog ganske godt for, at kroppen fortsat er et vigtigt motiv, ligesom hans kuratering viser, at London, de tårnhøje leveomkostninger og truende Brexit til trods, stadig er et samlingspunkt for nulevende kunstnere.