Samara Sallam har skabt en hjerteskærende udstilling, der ikke er let at gå til, men som belønner den, der tager sig tiden til at føle med
Samara Sallam: This is Why We Cried, Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3D, Roskilde. Til 20. december, 2020. Fire hjerter
Det er bestemt ikke al kunst, der er lige let at gå til. Nogle gange kan udfordringen ligge i selve formen på værket, der kan virke enten fremmedartet, besværlig eller simpelthen svær at forstå. Andre gange er det indholdet, meningen med værket eller de tanker, det sætter i sving, det er vanskeligt at håndtere.
Og så er der de tilfælde, hvor begge dele gør sig gældende på én og samme tid. Som i Samara Sallams ‘This is Why We Cried’, der både kræver, at beskueren oplever kunst i alternative udformning og samtidig er parat til at få sit hjerte knust.
Men hvis nogen skulle have lovet, at kunst er let og ubesværlig at gå til, er vedkommende ikke rigtig vel forvaren. Ikke at vanskelig kunst nødvendigvis er bedre end den, der er lettere at fange, men for de fleste værker gælder det, at man bliver nødt til at investere noget af sig selv og sin tid i mødet, endnu før man ved, hvad man ender med at få ud af det. Hvilket i de gode tilfælde så til gengæld er en hel del mere, end man selv bidrog med.
Og det er netop et af de gode tilfælde, Samara Sallam tilbyder. Selve udstillingen folder sig ud gennem tre sale og i den første har Sallam placeret et samspil af slanke skulpturer, som frembærer kropsdele: hænder uden indhold, lunger i en åbnet brystkasse, der lider og længes.
På gulvet ligger kuglerunde hoveder med Sallams egne træk trukket ud i boldform. Man må røre ved dem, flytte rundt på dem, men skulle nogen være ubehøvlet nok til at sparke til et af dem, bliver det ærlig talt værst for vedkommende selv, for deres centrum er hårdt og tungt.
Derved er de et fint billede på Sallam selv, som skiftevis blotter sig og skyder beskyttende skjolde ind mellem sig selv og os andre. Og der er mildest talt megen lidelse i hendes liv, som begyndte i en syrisk flygtningelejr og nu udfolder sig, afskåret fra hele hendes familie, som statsløs palæstinenser i Danmark.
Sallam viser os sin smerte, men træder sekundet efter et skridt til side og siger: Du forstår mig ikke. Og det er sandt. Men jeg vil gerne prøve.
Derfor er det også med en vis nervøsitet at jeg peger på, at der findes smerter, der minder om hendes, i andre situationer. For jeg er på ingen måde ude på at nedgøre eller trivialisere, men udelukkende forbinde og forene.
Der er den (også) fysiske smerte ved adskillelse, som vi vist alle kan genkalde os, og den svimlende sorg over aldrig at skulle se et elsket menneske igen.
I næste sal står et digt af Sallam, skrevet med selvlysende bogstaver på plexiglas. Og her begynder det er blive mere krævende, for som alle, der har læst et digt vil vide, så skal sådan et læses i en helt anden hastighed end anden tekst.
Til gengæld er der så meget mere at komme efter, for her introducerer Sallam en dobbelttydige tilgang til computere og teknologi: På den ene side benytter Sallam sig (tilsyneladende, jeg er ingen ekspert!) af den slags koder, som man bruger til at skabe computerprogrammer. Og det gør hun, fordi programmeringssproget er fri for de magtrelationer, der er indlejret i de talte sprog, hvor det altid er den dominerende kulturs tungemål, vi andre også taler. På den anden henvender hun sig til teknologien som (endnu) en overmagt, der tager hendes pas og afgør hendes samtaler med familien.
Alt dette forstærkes yderligere i udstillingens centrale værk, som sådan set slet ikke er med på udstillingen, men som findes i den folder, der følger med – og som lyd i den sidste sal, hvor ordene er omsat til programmeringssprog. Det er et langt brev i digtform, stilet til fremtidens robotter, cyborger, uploaded hjerner og andre i det spektrum, som det hedder (på engelsk). Og det er fantastisk! Rasende, blodigt og fantastisk. Politisk, personligt og hjerteskærende.
Her skal man sætte sig ned og stave sig langsomt gennem den engelske tekst, der handler om alt fra bedstefarens fisk til sorgens kompelsksitet.
Det er ikke let. Men det er bestemt besværet (og det blødende hjerte) værd.