De danske bidrag til KØS’s udstilling af kunst i det offentlige rum er klart mere imødekommende, interessante og kunstnerisk gennemtænkte end adskillige af de udenlandske værker i og omkring Køge
Hummings – En udstilling i byrum og landskaber, KØS, Køge. Til 26. september, 2021. Tre hjerter
På papiret giver det mening at et museum, der beskæftiger sig med kunst i det offentlige rum, også skal vise udstillinger udenfor institutionens vægge. Og måske endda skal sætte nye standarder for denne kunstform, sådan som det er KØSs ambition.
Men hvis man tænker tanken til ende, så er der et par indbyggede problemstillinger. For det første står S’et i KØS for ‘Skitsesamling’ og henviser til museet oprindeligt fokuserede på den proces, der ligger bag det færdige værk. Nørdet? Måske. Men også ret spændende.
For det andet er det et både godt og stort spørgsmål, om det er museers rolle at udstikke retningen for kunsten eller om institutionerne i stedet skal registrere og videreformidle disse bevægelser?
Med den aktuelle udendørsudstilling ‘Hummings’ har KØS på flere måder sat sig mellem samtlige stole, for mange af værkerne kræver temmelig lange forklaringer, hvilket kunne placere dem i skitsesamlingensmodellen, samtidig med at de mest velfungerende værker er virkelig typiske for de kunstnere, der står bag.
Det er således nærmest klassisk kunstnergruppen Superflex at skabe en skulptur, der på én gang manifesterer sig monumentalt i landskabet, lokker beskueren ud i naturen og peger på klimakrisen med sit materiale, som vil kunne danne grobund for koraler, når eller hvis vandstanden stiger.
‘Dive-In’ er titlen på den hot pink mastodont, der om natten agerer lærred for film om fisk, og selvom skulpturen ser godt ud i Køges Søndre Havn, så er den oprindelig udtænkt til TBA21-Academy, et fantastisk, tværfagligt kunstforum grundlagt af Francesca Thyssen-Bornemisza.
Pudsigt nok åbner Superflex ganske snart deres egen udstilling hos Nils Stærk, hvor naturen igen kommer til at spille en central rolle, mens Rune Bosse ligeledes bidrager til ‘Hummings’ i Køge og udstiller solo hos Sophus Gether 20. august til 2. oktober, 2021.
Bosses bidrag er også klart i den bedste kategori i Køge, hvor værkerne er udstillet langs tre forskellige ruter gennem by og (kunstigt) landskab. Man skal således bevæge sig, for det tager nok en halv time at gå fra Køge Station til Bosses værk ved Marinaen nord for byen, mens man må kunne cykle fra museet derud på omkring 10 minutter. Og knap det dobbelte, hvis man kommer fra ruten med værker i Søndre Havn.
Som sagt undersøger også Bosse en kommende klimakatastrofe, idet han har bygget en form for inkubator omkring udvalgte træer, der nu lever som deres artsfæller måske må gøre det i fremtiden. Det er smukt, stramt og foruroligende.
Men sådan fortsætter udstillingen desværre ikke. For selvom Superflex og Rune Bosse undersøger forholdet mellem natur og kultur og lader traditionelle modsætninger smelte sammen, så skrider andre værker i forskellige retninger. Således er Lawrence Abu Hamdans værk om Saydnaya-fængslet i Syrien uden tvivl et vigtigt værk, men hvad det har at gøre med byrum, landskaber eller de andre værker aner jeg ikke.
Selv når fokuset på naturen i bredeste forstand fastholdes hos tyrkiske/tyske Ayşe Erkmen, kan det gå galt. For jeg begriber ikke, at en kunstner med Erkmans CV (kun) kan finde på at sætte fotostater af fugle op i træerne langs Køge Å. Det er ikke den slags værker, der peger kunsten i det offentlige rum i nye retninger.
Men mindre kunne bestemt også gøre det. En sammenhængende præsentation af kunst i det offentlige rum er en gave – og en opgave. For når kunsten kommer ud af institutionen og møder mennesker på måske uventede steder, opstår en særlig chance for interaktion. Det er derfor ‘Sculpture by the Sea’ og skulpturfestivallens afløser ‘The Garden’ er store, tilbagevendende succeser i Aarhus.
Og det er derfor der skyder skulpturparker op omkring museer som Arken og Ordrupgaard, mens det svenske skulpturcentrum Wanås i den grad lykkes med at vise kunst midt i naturen.
At KØS gerne vil markere sig i denne sammenhæng giver god mening, for museets undertitel er trods alt ‘museet for kunst i det offentlige rum’. Der er med ’Hummings’, som KØS selv kalder en pilotudgave, betalt nogle dyre lærepenge i den retning.
Bonusinfo:
Vil du høre mere om, hvad jeg mener om kunst i det offentlige rum, så mød mig i Billund 8. september, hvor jeg er en del af ‘Klogere Sammen’ – mere info her: https://www.cocplayfulminds.org/det-sker/klogere-sammen-byrumskunst-m-trine-ross-1/
x