Edward Hopper: ‘Gas’, 1940. Collection of Museum of Modern Art , New York. Mrs.
Simon Guggenheim Fund, 1943. Photo © 2016. Digital image, The Museum of Modern Art, New York/Scala, Florence; Georgia
De uhyggelige paralleller mellem 1930’erne og vores samtid understreges smukt og subtilt i London
America after the Fall, Royal Academy of Arts, Burlington House, Piccadilly, London. Til 4. Juni, 2017. fem hjerter
Økonomisk krise, klimaforandringer, flygtningestrømme og populister på fremmarch. Sådan så verden (også) ud i 1930’erne, ikke mindst i USA, hvor Wall Street var krakket, landbrugsmetoderne førte til tørke og folk derfor flygtede fra landområder til storbyerne.
Dertil kom en støt stigende udvandring fra Europa, der alene i årene fra 1890 til 1930 fordoblede indbyggertallet i landet og som kun tog til i det følgende årti, hvor ekstremister marcherede i vores del af verden.
Alt dette, og ikke mindst hvordan kunstnerne reagerede på samtiden, er temaet for den smukt gennemførte udstilling ‘America after the Fall’ på Royal Academy of Arts i London, hvor selv skiltningen er holdt i 30’ertypisk art deco stil.
Et uhyggeligt koncentrat af tiden finder man i Grant Woods ikoniske værk ‘American Gothic’ fra 1930, hvor et forarmet, ængsteligt og alt andet end imødekommende bondepar blokerer vejen ind i billedet. Høtyven er her helt central, både som potentielt stikvåben og i kompositionen, hvor den ikke bare symmetrisk deler billedefladen, men formen også gentages i vinduet, kjolens udskæring og mandens overalls.
Grant wood: ‘American Gothic’, 1930. The Art Institute of Chicago, friends of American
Art Collection
Høtyven er således smeltet sammen med omgivelserne, den symboliserer dem, både som landbrugsredskab og som en strittende, stikkende genstand, der understreger, at her bydes man på igen måde velkommen. Kvindens udtryk er betuttet bekymret, mens mandens er konfronterende, som var de to sider af samme angst, sikkert for det fremmede. Hvilket vil sige os, der ser på værket.
Det er første gang nogensinde, at Woods maleri vises udenfor USA. Men hvor er det godt, at det er lykkedes at låne det, for ‘American Gothic’ er ikke bare et forrygende værk, det er også det naturlige samlingspunkt på en stor udstilling, der formår at vise bredden i 30’ernes amerikanske kunst.
For selvom en anden af tidens kunstnere, Edward Hopper, også maler stemningen i samtiden, så sker det på en helt anden måde. Men ikke mindre intenst. Hoppers maleri af en benzintank midt i skoven er således så skræmmende som en god gyserfilm, uden at man præcist kan sætte fingeren på hvorfor (se maleriet øverst på siden).
Jeg tror det har noget med det mørke, han får malet frem mellem træernes stammer at gøre. Og ikke mindst kontrasten til det sparsomme lys, som stråler ud fra den lille servicebygning, der er som en ø i verdensaltet. Hvert øjeblik kan skoven lukke sig igen eller måske endnu værre: der kan komme en bil med højst ubehagelige passagerer.
Hopper har altid et godt øje for ensomheden og ikke mindst de fare, den fører med sig. Hans mennesker er udsatte, alene og sårbare i en grad, så man bliver helt urolig. Her er ingen konfrontation som hos Wood, kun en nagende fornemmelse af, at alting kan gå galt og sikkert gør det meget snart.
Det er to forskellige syn på en splittet og udfordret samtid, ligesom de to kunstnere repræsenterer væsensforskellige tilgange til det at skabe kunst. Hopper var helt sin egen, mens Wood blev en af de såkaldte Regionalister, der dels var i opposition til europæisk kunst, dels fokuserede på livet ude på landet.
Udgangspunktet kan minde lidt om den danske guldalders, idet også Regionalisterne forsøgte at skabe national stolthed midt i en krisetid. De ønskede at opelske en amerikansk stil, hvilket dog først for alvor lykkedes i generationen efter dem.
Jackson Pollock: ‘Untitled’, ca. 1938-41. The Art Institute of Chicago, Major Acquisitions Centennial Fund; estate of Florene May Schoenborn; through prior acquisitions of Mr. and Mrs. Carter H. Harrison, Marguerita S. Ritman, Mr. and Mrs. Bruce Borland, and Mary L. and Leigh B. Block, 1998.522. © The Pollock-Krasner Foundation ARS, NY and DACS, London 2016.
Jackson Pollock var elev af regionalisten Thomas Hart Benton og i det ungdomsværk af Pollock, der er med på udstillingen, genkender man lærermesterens farveholdning. Men Pollocks udtryk er allerede et hel andet. Det er langt mere abstrakt, mytologiserende og på mange måder også mere voldsomt. Og derved måske også mere egenartet amerikansk.
I dag er der knap så klare grænser på kunstens landkort. Til gengæld genkender man kun alt for godt en hel del af de problemstillinger, der plagede 1930’erne. Den gang indførte Roosevelt en New Deal, der blandt andet skaffede kunstnere som Pollock brød på bordet og dermed mulighed for at udvikle sin kunst. Men den slags tiltag er desværre ikke lige Trumps stil. Tværtimod.