Kunst & videnskab

Ofte betragtes kunst og videnskab som noget nær absolutte modsætninger, både når det handler om det færdige resultat og hvordan, man er kommet frem til det. Videnskab forventes at være stringent, baseret på målbarhed og uden slinger i valsen, mens kunst skal være alt det modsatte: uforudsigelig, kreativ og nyskabende.
Men måske er forskellen slet ikke så stor, som de fleste forestiller sig. Forskeren skal jo, i alle tilfælde hvis vedkommende bedriver grundforskning, også tænker særdeles kreativt, søge svar og opstille spørgsmål, som det ikke altid lykkes at besvare. Og den gode kunstner tumler ikke bare ureflekteret af sted, men afsøger målbevidst nye udtryk og retninger for sin kunst, også selvom nogle af disse uværgerligt vil vise sig at ende blindt.

Både videnskabsfolk og kunstnere står således konstant overfor den udfordring, det er, at betræde nye veje. Og risikoen for at fejle. Men, som Asger Jorn sagde, “hvis man ikke går til yderligheder, er der igen grund til at gå”, hvilket er lige sandt for (grund)forskeren og kunstneren.
Jorn drømte desuden om at revolutionere kunstnerens rolle i samfundet. Han var ikke tilfreds med den romantiske idé om kunstneren som en sær og overfølsom ener, henvist til samfundsstrukturens periferi. I stedet ville han som kunstner gå i aktiv dialog med videnskaben og dens udøvere, ikke mindst fordi han forestillede sig, at kunstneren havde noget vigtigt at tilbyde. I Jorns egen levetid, hvilket vil sige årene fra 1914 til 1973, fik hans ellers ihærdige forsøg på sådanne samarbejder aldrig den helt store gennemslagskraft. Men i dag ses stadig flere tegn på, at tiderne skifter, også på dette område.

Blandt dem, der arbejder på sagen, er Wellcome Collection i London, der som sit formål har at øge interessen, og forståelsen, for sammenhænge mellem videnskab, medicin og kunst. I ryggen har man Wellcome Trust, grundlagt af farmaceuten Sir Henry Solomon Wellcome (1853-1936), der tjente en formue på at introducere medicin i pilleform.
Lige nu præsenteres her fire tværfaglige samarbejder mellem kunstnere og videnskabsfolk, og det falder præcis så forskelligartet ud, som man kunne forvente. Bedst lykkes det hele for Martina Amati, der på egen krop undersøger, hvordan man kan træne sig til at dykke uden iltmaske, når nu åndedrættet er så grundlæggende en (overlevelses)refleks.
Finten synes at være simpelthen at give slip. At lade sig falde. At være i kroppen, men uden at trække vejret, som den beder om. Det lyder på én gang meget let og meget kompliceret, hvilket jeg også vil gå ud fra, at det er.

Amati har fyldt sin del af udstillingen med mørklagte rum, hvor projektioner af fridykkere, der som ukønnede havfruer glider graciøst gennem vandet, fylder samtlige vægflader. Åndeløst er ordet, både til at beskrive skønheden under havoverfladen og den tilstand, man som beskuer sættes i rent fysisk, fordi man bliver sig så bevidst om hvert eneste, luksuriøse åndedrag, man selv fylder lungerne med, mens dykkerne holder vejret.
Selve installationen kan godt minde om amerikanske Bill Violas videoinstallation ‘Five Angels for the Millennium’, der kan opleves blandt andet i kælderen under ARoS (se mit interview med Viola ved at klikke her …). Men hvor Viola ophæver tiden, sætter Amati den netop i centrum. For man tæller med, holder vejret, puster ud og ånder ind, mens man regner på, hvornår dykkerne lider overlast eller ligefrem dør af iltmangel.
Man er som besøgende ikke alene om disse udregninger, for Amati har samarbejdet med Kevin Fong fra Centre for Altitude, Space and Extreme Environment Medicine. Hvordan de hver især har bidraget til projektet kan man orientere sig om, ved at tage plads under en transparent kuppel, der samler lyde fra de filmede interview så præcist, at andre gæster kan gå lige forbi, uden at blive forstyrret.

Der skal dog mere en snedige formidlingsteknikker til at redde det mindst vellykkede af de fire samarbejder, nemlig John Walters ellers sympatiske forsøg på at kortlægge HIV-smittens konsekvenser og udbredelse. Walter er blevet grundigt opdateret om alt det nyeste på området af Alison Rodger, der forsker i infektionssygdomme og HIV på University College London, men hendes input drukner i computermanipulationer der, som udstillingssalene selv, er lidt for labyrintiske.

Installationshot fra John Walters bidrag til ‘Somewhere in Between’ i Wellcome Collection. Foto: Michael Bowles, Wellcome Collection.

Jeg er således ikke i tvivl om, at Walter har fyldt den frugtkurv, han har hentet i et maleri af Caravaggio fra sidst i 1590’erne, med symboler, ligesom valget af selve maleriet næppe heller er et tilfælde. Caravaggio malede nemlig den purunge Mario Minniti (og andre unge mænd) så sensuelt, at mange har indlæst homoerotiske undertoner i Caravaggios værker.
Walter har dog udvisket de ellers så vidunderlige detaljer og fokuserer i stedet på kurve, hvor der nu ligger et virusmolekyle, samt en række genstande, det er vanskeligere af dechifrere. Hvilket i mine øjne langtfra er et heldigt valg.

Walters bidrag understreger, hvor vanskeligt det er at kombinere kunst med videnskabelige fakta, uden at give køb på enten æstetikken eller videnskaben. Eller begge dele, sådan som det sker her. Men som både forskere, kunstnere og ikke så få mennesker med andre beskæftigelser vil vide, er det, at noget er svært, ikke en grund til at lade være med at forsøge. Kunst og videnskab har mere til fælles end man oftest forestiller sig, både i udførelsen og fordi resultatet er med til at rykke vores verdensbillede. Nogle gange endda ved fælles hjælp. Det tegner spændende muligheder for fremtiden. Også selvom nogle forsøge uden tvivl vil mislykkes.

Somewhere in Between, Wellcome Collection, 183 Euston Road, Kings Cross, London. Til 27. august, 2018.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer