Det handler om at få folk til at mødes og måske ligefrem spilde tiden, bare en smule, når Anja Franke inviterer til theselskab på Gammelgaard
Anja Franke: Ude & Hjemme, Gammelgaard, Gammel Klausdalsbrovej 436, Herlev. Til 26. april, 2015. fire hjerter
Gennem rummet glider et hav af porcelæn, dekoreret i himmelblåt med frodig mangfoldighed. Nogle steder er inspirationen hentet i Royal Copenhagens salgssucces Mega Musel, mens andre arbejder med anderledes mønstringer, delfiner i leg eller skriver en hilsen til ’Daddy’.
De mange dele udgør til sammen Anja Frankes store stel ’Waste Service’, der tidligere har været vist og er blevet skabt og brugt i Mexico, Indien og Tyskland. Nu er turen kommet til Danmark, hvor Franke igen har lagt ud med at spørge naboerne, om de har noget hvidt porcelæn i overskud.
Det har de tydeligvis haft, og selve indsamlingen af gammelt porcelæn ser hyggelig ud på de fotografier, der dokumenterer begivenheden. Næste skridt er stadig i gang, for både skoleklasser og voksne mennesker i flok inviteres til at dekorerer stellets dele, under vejledning af Anja Franke. Og det får tydeligvis kunstneren op i både børn og voksne!
Undervejs i processen arrangeres der theselskaber, hvor de nydekorerede stel tages i brug, og man selv kan vælge lige præcis den kop, man føler mest for at drikke af. Samtidig er det tanken, at man mødes, både med de andre thedrikkere og, mere inddirekte, med dem, der har dekoreret stellet.
Rent visuelt er ’Waste Service’, og dermed også udstillingen ’Ude & Hjemme’, ikke voldsomt visuelt overraskende, men det er festligt og fornøjeligt og så får det folk til at mødes. Hvilket da også netop er den centrale pointe i ’relationel æstetik’. Begrebet blev lanceret af den franske kunstkritiker og kurator Nicolas Bourriaud i 1990’erne, og det dækker den slags værker, hvor relationen mellem værk og omverden er det vigtigste.
Denne type værker er efterkommere af de tidlige happenings, som den gang Solvognens julemænd glade delte gaver ud i Magasin eller Lene Adler Petersen gik nøgen gennem Børsen med et kors i hånden som en nutidig, kvindelig version af Jesus. Men i dag handler det mere om at skabe et møde.
Publikum kan man knap nok kalde deltagerne længere, for i modsætning til hovedparten af fortidens happenings, så er det ikke nok at se på eller forholde sig en smule aktivt, man skal simpelthen være med, være en del af det, der sker, på lige fod med kunstneren.
Den tilgang finder man også hos en kunstner som Tine Louise Kortermand, der blandt meget andet har kørt Fyn tyndt på knallert og sunget selvopfundne sange om og for de mennesker, hun mødte undervejs. Eller hos Jeppe Hein, hvis skulpturer er skabt til at få fremmede folk til at tale med hinanden, mens man leger i springvandet (foran Kunsten i Aalborg) eller spejler sig i Arkens ’Spirallabyrint’ (2006).
Også Anja Franke har i årevis arbejdet med at skabe kunstnerisk funderede møder. Hun er født i 1962, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og har tidligere gjort sig bemærket med initiativet ’InstantHerlev’. Her blev lokalområdet ligeledes aktiveret, samtidig med at hun satte spørgsmålstegn ved grænsen mellem det private og offentlige rum ved at vise skiftende udstillinger – i sin egen have.
De udstillende kunstnere kom fra det meste af verden, og det internationale udsyn følger Franke, som sagt, op i projektet ’Waste Service’. Men hun har også tilføjet endnu et perspektiv, nemlig spild af tid. Det er noget, vi er vant til at betragte som både forkasteligt eller forkert, men Franke spørger, om det nu også er helt rigtigt. Om det virkelig kan passe, at vi altid skal være effektive producenter?
På Gammelgaard kan man selv forsøge sig med tidsspild, henslægt foran den åbne ild i pejsen. Eller man kan deltage i et theselskab og derved slappe af på en anden måde. Under alle omstændigheder kan man næsten ikke andet end at blive ganske glad, når man ser hvordan folk fra nær og fjern har hygget sig sammen. Franke formår at føre teorien om den relationelle æstetik ud i en praksis, der dels sætter et stille spørgsmålstegn ved vores effektivitetshunger, dels tilbyder et alternativ. For Franke kan kunsten at få os til at mødes, og det er i sig selv smukt.
