Langt ude på Refshaleøen byder Copenhagen Contemporary på kunst, der i den grad taler til og om tiden, også selvom en del værker faktisk har flere år på bagen allerede
David Shrigley: Don’t touch the Worms. Fire hjerter
In Focus: Statements. Fem hjerter
Begge kan ses i Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A, København K. Til 30. december, 2020
Copenhagen Contemporary leverer så meget kunst til tiden. Både Coronatiden, protesttiden og sommerferietiden. Det gælder først og fremmest udstillingen ‘In Focus: Statements’, der får lov til ikke bare at sprede sig gennem hele Copenhagen Contemporarys enorme bygning, men ligefrem skvulper over og indtager nærområdet i en sådan grad, at man bliver må udstyres med et skattekort for at finde det hele.
Ude i den friske (og smittefri) luft er der plads til så store armbevægelser som dem, den canadiske forfatter (til blandt andet bogen om ‘Generation X’) Douglas Coupland har brug for, når han skaber serien ‘Slogans for the 21. Century’. For det slogan, han bidrager med, fylder hele 28 meter på hver led og opfordrer til, at vi gemmer og bevarer alt, der ikke kan downloades.
Hvordan et ældre værk kan få fornyet betydning, selv efter kunstnerens død, er Félix González-Torres’ bannerværk ‘Untitled (Portrait of Austrian Airlines)’ fra 1993 et eminent eksempel på. Fleksibiliteten havde González-Torres allerede indtænkt i den kunstneriske produktion, der stoppede alt for tidligt, idet han døde af AIDS kun 38 år gammel.
Men hans kunst forbliver vedkommende. Ikke kun, men også fordi han gav lov til at tilpasse værkerne ny virkeligheder. Det oprindelige værk består af en fortegnelse over, hvornår hvilke byer blev føjet til Austrian Airlines destinationer og tegner således et billede af, hvordan verden blev globaliseret – og indtaget af vestlige turister.
I dag er der så kommet et nyt værk eller en knopskydning til, der opremser hvilke destinationer selv samme luftfartsselskab valgte først at genoptage flyvningen til, efter covid-19-nedlukningen så småt blev hævet. Og det er grundlæggende den samme historie, der fortælles, nemlig den om, hvilke steder vi kræver at få adgang til hurtigst muligt.
Også indiske Shilpa Guptas værk har fået tilføjet en ekstra dimension, for selvom den indiskhudfarvede sæbe med ordet ‘Threat’ indgraveret egentlig handler om, hvilken hudfarve der regnes for den rigtige, tænker vi idag straks på håndhygiejne og smittefare. Eller tænker én med mørkere hud end mig noget andet?
I det hele taget fylder magtstrukturer, køn, seksualitet, race, identitetsforhold og kampen for at ændringer helt naturligt meget på en udstilling, der har overskriften ‘Statements’. Men det udelukker på ingen måde poetisk vingefang, ikke mindst hos Jenny Holzer (læs mit interview med Jenny Holzer fra 2003), som bidrager med en hjerteskærende afsked, hugget i sten, eller en fandenivoldsk omskabelse af selve sproget, udført af Marilyn Minter i ‘My Cuntry ‘Tis of Thee’.
Og så må du endelig ikke snyde dig selv for danske Jacob Kirkegaards installation ‘Some say the world will end in fire’ (2020), hvor ord om sne og is på forskellige sprog udtales nærmest hviskende fra småskjulte højtalere, mens tåge stiger op fra gulvet i en dekorativt forfaldne bunker. Det kræver en mindre gåtur, men til gengæld er her allerede svalt og Kirkegaards indgriben synes at sænke temperaturen yderligere, præcis som det sker i hans helt forrygende værk ‘Isfald’ fra 2013 (Se min anmeldelse af ‘Isfald’ på Louisianas udstilling ‘Illumination’).
Britiske David Shrigley er kendt for sine tegninger, der ofte antager form af vittighedstegninger, som når en flok får har overskriften ‘please respect us’. Den tegning, og mange, mange flere, finder man på en langvæg i Copenhagen Contemporary, der både har inviteret Shrigley med på ‘Statements’-udstillingen og givet ham hele den største sal til en selvstændig solopræsentation: ’Don’t touch the Worms’.
Men det er svært ikke at røre de gigantiske, lyserødstribede orme, som med jævne mellemrum rejser sig lystigt mod himlen. Og det er mindst ligeså vanskeligt ikke at få associationer til det mandlige (og altså ind imellem erigerede) køn – også selvom ormene, ærlig talt, rejser sig mere morsomt end mandigt.
Shirgley selv bedyrer, via en Skypeforbindelse til Sydengland, at det ikke var intentionen at kreere en sal fuld af pink penisser. Men, tilføjer han, i psykoterapi var man nok kommet frem til, at det var hans skjulte motiv. Helt håndgribeligt.
Shirgley er i stedet interesseret i ormenes betydninger, både som metafor og for naturen omkring os, hvor de er storproducenter af næring. Det samme kan man sige om de to udstillinger i Copenhagen Contemporary. Shrigleys orme viser, hvordan man med ganske få midler kan indtage rummet og totalt transformere det.
Og de mange statements, udsagn, opråb og tilkendegivelser, der bebor alle de øvrige værker på stedet, minder os om, at vi ikke er alene. At der bliver tænkt og talt og kæmpet for en bedre verden til alle tider.