Kunstnerisk kolonihave

Installationshot med værker af Hüttle, Myntekær og Borges

Lokalet er småt, men generøsiteten stor i det kunstnerdrevne udstillingssted Koldinggade 12

Jacob Borges, Astrid Marie Christiansen, Søren Hüttel, Mette Juul, Christian Klintholm, Jørgen Carlo Larsen og Astrid Myntekær: Back in Black and White and Shades of Gray, Koldinggade 12, Koldinggade 12, kælderen, København Ø. Til 17. august, 2018. NB: kun åbnet efter aftale, kontakt: www.koldinggade12.dk.  fem hjerter

 

Det kan virke voldsomt at tildele en udstilling, der kun består af syv værker og fylder ganske få kvadratmeter, hele fem hjerter. Men dels er der tale om en på én gang stram, gennemført og sammenhængsskabende kuratering, dels om en praksis, der ikke kan andet end smitte med sin generøsitet.
Det ganske lille udstillingssted i Koldinggade 12 på Østerbro i København er drevet af kunstnerne Jacob Borges, Astrid Marie Christiansen og Søren Hüttle, som man bliver nødt til at kontakte, hvis man vil se udstillingerne. ‘Koldinggade 12’, som udstillingsstedet meget logisk hedder, har nemlig ingen faste åbningstidspunkter. Det kan måske afholde nogle fra at lægge vejen forbi, men har til gengæld den fordel, at man kan komme til stort set, når man har lyst, og samtidig hele tiden har en af kunstnerne ved hånden, hvis man har spørgsmål til det udstillede.
Konceptet bag ‘Back in Black and White and Shades of Gray’ er nu temmelig indlysende: de syv værker er alle holdt i sort, hvid og diverse gråtoner, præcis som overskriften angiver. Astrid Marie Christiansen har dog stænket et par ekstra farver på sit ‘Flawed Floor’ (2018), hvor sort og hvid skiftes til at fylde de rektangulære felter.

Astrid Marie Christensen: ‘Flawed Floor’, 2018

Jacob Borges: ‘The transition from the possible to the factual’, 2018

Og så har hun indtegnet skygger, så det ser ud som om lærredet er sammensat af flere dele, uden at det er sådan, det forholder sig. Dermed leger Christiansen med både op-art, ekspressionisme og det specialformede lærred, som man kender helt tilbage fra 1600-tals kunstnere som Cornelis Gijsbrechts.

Jacob Borges har, derimod, holdt sig ethundrede procent til konceptet, idet han på døren videre ind i kælderrummet skriver “The transition from the possible to the factual” med store, sorte og venlige bogstaver. Denne “forvandling af det mulige til det håndgribelige” står som et løfte, en optimistisk opsang og et lokkende potentiale på en langt mere tilgængelig og vedkommende facon end en del anden kunst, der udelukkende består af bogstaver.
Ordene, der udgør en stor del af Borges kunstneriske produktion, finder han først og fremmest i bøger, men de skal gemmes i hans samling af sentenser så længe, at han glemmer hvor de stammer fra. Først derefter kan han frit gentænke dem, sætte dem ind som kommentarer i nye sammenhænge og dermed give dem nye betydninger.

Hvilket er præcis det samme en god kurator, i mine øjne, gør: udvælger og sammensætter kunstværker på en måde, der skaber nye indsigter, peger på sammenhænge og, i de lykkeligste tilfælde, ender med at gøre helheden større end udstillingens enkelte dele.
‘Back in Black and White and Shades of Gray’ består således både af de enkelte værker og af sammenhængen mellem dem. Jørgen Carlo Larsens skulpturelle værk af fundne objekter korresponderer, på grund af farvetemaet, ubesværet med blandt andet Astrid Myntekærs ‘Dysgeusia’, hvor en metalkæde har efterladt et negativt aftryk i spraymaling, selvom både materialer, tilgang og indhold er højst forskelligartet. Dermed skærper ikke bare blikket på hvert enkelt værk, men også på den begrænsede kolorits potentiale.

Astrid Myntekær: ‘Dysgeusia’, 2011

 

Jacob Borges står desuden bag en serie udstillinger med fællestitlen ‘Og’, hvor han sætter to kunstnere sammen, som han mener burde kunne sige hinanden noget, men som endnu ikke har mødt hinanden eller udstillet sammen. Selv kalder han det kuratoriske arbejde i Koldinggade 12 for en kunstnerisk kolonihave, hvor man roder i jorden, sætter sine frø og spændt venter på, hvad der mon spirer frem.
Her er kuratoren blevet en facilitator, en der gør mødet muligt, men ellers holder sig klædeligt i baggrunden. Og det er præcis denne tilbagelænede generøsitet, der ikke kan undgå at smitte lidt af, når man besøger Koldinggade 12.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer