Kunstnernes kunstkøb kan afsløre meget …

Installationshot med blandt andet Francis Picabias ‘Olyras’ fra 1931, der var en gave til Asger Jorn. Foto: Willumsens Museum

… men det er bare ikke det, udstillingen på J.F. Willumsens Museum handler om, selvom det er det, den lover at se nærmere på. I stedet handler det, igen, mest om kuratoren

Ekkorum. Thorvaldsen, Willumsen, Jorn og deres samlinger, J.F. Willumsens Museum, Jenriksvej 4, Frederikssund. Til 30. december, 2018. tre hjerter

 

En kunstsamling kan fungere som et selvportræt af samleren, og hvis den, der samler, selv er kunstner, ligger det ligefor at kigge efter ligheder mellem de værker, vedkommende har erhvervet sig og dem, kunstneren selv skaber.
Blandt de mange kunstsamlende kunstneren finder man Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958), Bertel Thorvaldsen (1770-1844) og Asger Jorn (1914-1973), der desuden har det til fælles, at de alle tre har deres eget museum. Men hvor både Thorvaldsens og Jorns samlinger af andre kunstneres værker til daglig indgår i udstillingerne på deres respektive museer, har Willumsens samling været gemt væk på lager.
Det har Willumsen først og fremmest sig selv at takke for, får man syn for på dele af den aktuelle udstilling i J.F. Willumsens Museum. Frejdigt tilskriver Willumsen således de værker, han har købt, til kunsthistoriens største stjerner som Rembrandt, Tizian og Goya.

Willumsen mente selv, at dette var en ægte Giorgione …

… men hvorfor skulle Giorgione have ændret det mindste på sin ‘Sovende Venus’ fra 1510?

Skal man tro Willumsen (og det skal man ikke!) er der i hans samling flere værker af Giorgione, der indtil sin tidlige død i 1510 udførte så få værker, at man i dag kun regner omkring en snes malerier for stensikre Giorgioner. På samme vis tilskriver Willumsen et hvert værk med en mørkere baggrund til Rembrandt, og selvom også museer verden over har været lidt for rundhåndede, når det kom til at sætte navnet ‘Rembrandt’ på diverse malerier, så skriger Willumsens tilskrivelser til himlen.

Som det fremgår af skiltet på rammen, mente Willumsen det var Rembrandt, der har udført dette besynderlige maleri! Eget foto fra udstillingen

Intet under, at Willumsen blev gjort til grin, da han udstillede sin samling i København, for selv i hans egen samtid, hvor der var en smule mere plads til håbefulde bud på kunstneren bag værket, kunne man se den var helt gal. Her er der faktisk stof til en spændende undersøgelse og udstilling, med indbygget mulighed for at se nærmere på forholdet mellem kopier og originale værker.

Det sker bare ikke her. Og selvom udstillingens overskrift ’Ekkorum. Thorvaldsen, Willumsen, Jorn og deres samlinger’ lægger op til, at der er en korrespondance, en udveksling eller et ekko af samlingerne i de tre kunstneres værker, er det heller ikke det, man præsenteres for.
Bag kurateringen af udstillingen står kunstneren Christian Vind, der i sin egen kunstneriske praksis, kort fortalt, arbejder med kollager i videreste forstand. Han sammensætter således allerede eksisterende billeder og objekter på nye måder og undersøger, om de derved kan få nye betydninger.

Det lykkes da også fint for Vind i en sal med udvalgte værker fra Jorns samling, der alle kredser om krig. Her er det godt set af Vind at inkludere et
af Lucio Fontanas gennemhullede værker, selvom det næppe var kunstneres oprindelige intention at pege på krigens rædsler.

Men for det meste går det mindre godt, som når skiltningen til en sal fortæller,
at Willumsen fokuserede på at opkøbe tegninger af anonyme eller relativt ukendte kunstnere, mens man på væggene finder endnu flere mildest talt optimistiske tilskrivninger, idet Willumsen blandt andet mener at have købt en ægte Leonardo da Vinci!
Dette misforhold mellem tekst og udstilling genfindes adskillige steder, og det er ikke bare irriterende, det er grundlæggende karakteristisk for hele udstillingen. Den skulle således slet ikke hedde ‘Ekkorum. Thorvaldsen, Willumsen, Jorn og deres samlinger’, for det handler hverken om Thorvaldsen, Willumsen eller Jorn. Det handler om Christian Vinds kunstneriske praksis, der dog heller ikke får lov at folde sig fuldt ud.
Museet tør tilsyneladende hverken give kuratoren helt frie hænder eller melde klart ud, hvad det er for en udstilling, man viser. Og ender derfor med en udstilling, der sætter sig sært mellem to stole, hvor man hverken får en fornemmelse af forholdet mellem kunstnere og samlinger eller bliver præsenteret for en udstilling af Christian Vind, hvor kuratoren er i centrum og benytter sig af andres værker til at skabe sit eget.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer