Kvinden med tekoppen

Méret Openheim med 'Object (Le Déjeuner en fourrure)'. Foto: Margrit Baumann

Méret Openheim med ‘Object (Le Déjeuner en fourrure)’. Foto: Margrit Baumann

Méret Oppenheim er kunstneren bag et af det 20. århundredes mest ikoniske værker og det var nær blevet hendes undergang. Nu viser hendes første udstilling i Danmark, at der mere at komme efter end en tekop

Méret Oppenheim: Beyond The Fur Cup, Øregaard Museum, Ørehøj Allé 2, Hellerup. Til 22. januar, 2017. fem hjerter

 

Forestil dig et billede, hvor man ser en kvinde flygte for livet, forfulgt af en gigantisk, pelsforet tekop. Det kunne være malet af Dalí. Eller af den danske surrealist Wilhlem Freddie. Problemet er bare, at der ikke er tale om et maleri, men i stedet et billede på Méret Oppenheims skæbne.

Oppenheim var kun 18 år, da hun i 1932 landede lige midt i den parisiske kunstscene, hvor ikke mindst surrealisterne slog deres sære folder. Oppenheim var på hjemmebane, for allerede som 15-årig begyndte hun at skrive sine drømme ned, inspireret af familiens gode ven (og surrealisternes foretrukne psykoanalytiker) Carl Jung.

Tegningen er udført af en purung Méret Oppenheim, men adskiller sig ikke markant fra en del af vores samtids kunst. Motivet er en alternativ engel og handler måske om Oppenheims beslutning om ikke at få børn. Eget foto fra Øregaard Museum

Tegningen er udført af en purung Méret Oppenheim, men adskiller sig ikke markant fra en del af vores samtids kunst. Motivet er en alternativ engel og handler måske om Oppenheims beslutning om ikke at få børn. Eget foto fra Øregaard Museum

Desuden var der fuldt fart på den unge Oppenheim, der blev kaldt den første virkelig frigjorte kvinde. Hun stod model for Man Ray, blev muse for flokken af mandlige kunstnere, der alle var årtier ældre end hende, forelskede sig vildt i skulptøren Giacometti og gik på café med folk som Picasso og Dora Maar (for mere om Maar som kunstner, se min anmeldelse fra Louisiana, 2012, ved at klikke her …)

Det var tilsyneladende netop sådan et cafébesøg, der skulle komme til at ændre alt for Méret Oppenheim. Om håndledet havde hun et hjemmelavet armbånd af metal og pels, og både Picasso og Maar var så vilde med smykket, at Oppenheim på stedet fantaserede videre over mulighederne i det.

Resultatet blev ’Object (Le Déjeuner en fourrure)’, den pelsforede tekop, der skulle blive både hendes største kunstneriske hit og byrde. Værket var med på Oppenheims første soloudstilling og blev købt af selveste Museum of Modern Art i New York.

Dermed fik MoMA sit første værk af en kvindelig kunstner og Oppenheim fik sit internationale gennembrud, selvom hun stadig kun var i begyndelsen af tyverne. Det burde have været et drømmescenarie for den unge kunstner, men sådan gik det ikke. I alle tilfælde ikke i første omgang.

For det er vanskelig at følge op på en bragende succes. Det ved både forfattere, musikere og kunstnere. Og når succesen melder sig så tidligt i livet, bliver det på ingen måde lettere at håndtere. Samtidig var Oppenheim noget så sjældent som en kvindelig kunstner, hvilket var så usædvanligt, at mange troede signaturen ’M. Oppenheim’ stod for Mr. Oppenheim.

Op gennem 30’erne spidsede situationen desuden til i Europa og Oppenheim, der var af jødisk afstamning, flyttede i 1937 tilbage til Schweiz. Og så gik hun i stå. De få værker, hun trods alt fik produceret, destruerede hun og først flere år efter Anden Verdenskrigs afslutning begyndte hun at udstille igen.

Det er derfor hovedsageligt værker af den ældre Oppenheim, man mødes af på Øregaard Museums fine udstilling. Og den pelsforede tekop er, som udstillings overskrift understreger, ikke med. Og dog. I 1972 skabte Oppenheim nemlig en morsomt kitschet serie ’souvenirs’ bestående af små billedtæpper med koppen som motiv.

En af disse souvenirs ses på udstillingen, hvor den på én gang peger på og vrænger af det værk, der næsten gjorde Oppenheim til et one-hit-wonder. Det er en dobbelthed man også finder i tekoppen, der forener det surrealistisk overraskende i mødet mellem materialer med en sensualitet, der grænser til det uartige, samtidig med at det er sjov.

Og sådan fortsætter det i de bedste af Méret Oppenheims værker, som ofte er baseret på idéer hun fik som ung i Paris. Det gælder ikke mindst for Giacomettis øre, som hun gengiver i en lille skulptur med al den ømhed, der ligger i den forelskedes blik.

Havde det ikke været for skyggen af tekoppen, kunne hendes ’Sugar Ring’ (som hun faktisk tegnede tilbage i 1930’erne med først årtier senere fik sat i produktion) have været et hovedværk. Igen kombinerer Oppenheim elegant fuldstændig væsensforskellige materialer, her guld og en sukkerknald, der endda indtager diamantens placering i fingerringen.

Men hvor diamanter er både kostbare og evige, er et stykke hugget sukker billigt og stærkt forgængeligt. Ikke mindst hvis det kommer i kontakt med varm væske som den, man hælder i en tekop!

Méret Oppenheim: 'Suger Ring'. Foto: Stedelijk 's-Hertogenbosch

Méret Oppenheim: ‘Suger Ring’. Foto: Stedelijk ‘s-Hertogenbosch

Bonusinfo:

Du kan, i alle tilfælde for en tid, (gen)se det allersidste afsnit af ‘Kulturrådet’, hvor jeg tager Adrian Lloyd Hughes med på Oppenheims udstilling 16 minutter inde i programmet, ved at klikke her …

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer