Kvinder, kamp og kunst

To udstillinger i Malmø sætter fokus på kvindekampen i kunsten gennem de seneste hundrede år

 

En egen röst – om kvinnors kamp för rösträtt och mänskligt utrymme. Malmö Konstmuseum, Malmöhusvägen 6, Malmö. til 7. september, 2014. fire hjerter

Tora Vega Holmström: Jag läntar till överallt i världen. Moderna Museet Malmö, Ola Billgrens plats 2-4, Malmö. Til 31. august, 2014. fire hjerter

 

Det lille filmklip varer kun få sekunder. Men selvom det er både kornet og 101 år gammelt, er det lige chokerende hver gang man skimter Emily Wilding Davison, der kaster sig i døden foran kong George V’s hest, sådan som man ser det i Unni Gjertsens videoværk ’The Rebel’ fra 2007.

Så radikalt kæmpede nogle kvinder altså for den stemmeret, de fleste af os i dag tager som en selvfølge. Andre gik lidt anderledes til værks, når der skulle skubbes til de rammer, der den dag i dag kan komme i vejen. Se bare på Marie Høeg og Bolette Berg, der på omtrent samme tid fotograferede sig selv som alt andet end almindelige fruentimmere.

Snart sidder de og smøger den i en robåd, tydeligvis opstillet foran en af de kulisser, Høeg og Berg benyttede sig af i dagligdagen, hvor de arbejdede som mere almindelige portrætfotografer. Snart bytter Høeg tøj med sin bror, så han stolt kan posere i lang kjole og overskæg, mens hun selv indtager rollen som drengeklippet pige.

Den form for leg, og ikke mindst den humor, der skal til for at lege den, har altid været et godt våben. Det ved også samtidskunstnerne Nathalie Djurberg & Hans Berg, som man kan se i claymationfilmen ’Because It Is Wonderful to Live’, der handler om uhindret sexfantasier af den mere maskuline slags.

Sammen med Høeg og Berg bidrager Djurberg & Berg således  med en til tider tiltrængt alternativ tilgang til udstillingen om hundrede års kvindekamp, der lige nu vises på Malmö Konstmuseum.

Ind imellem er det, desværre, anderledes tungt med alt for meget baggrundsmateriale, man skal læse sig igennem, før de enkelte værker på gruppeudstillingen giver mening. Og selv efter endt læsning, risikerer man at stå tilbage med en del ubesvarede spørgsmål.

I ganske særlige tilfælde, kan det dog være helt i orden. Som når Ann Sofie Sidén skildrer fortidens frygtelige former for afstraffelser, men selv har tilføjet en enkelt opdigtet, for hvilken er det? Til gengæld forstår jeg fortsat ikke, hvorfor Andrea Geyer har valgt at lade to kvinder, klædt ud som vagter, danse omkring på Museum of Modern Art, når det, hun gerne vil henlede vores opmærksomhed på, er de tre kvinder (Abby Rockefeller, Lillie P. Bliss og Mary Sullivan), der grundlagde det legendariske museum i New York.

Men overordnet set er idéen både sympatisk og (sørgeligt) aktuel. For det er godt at blive mindet om, hvor få årtier det egentlig er siden, halvdelen af os ikke blev regnet for selvstændige væsener – og hvor mange, der stadig ikke bliver det.

På Moderna Museet i Malmø vises samtidig en slags søsterudstilling, men her er fokus på en enkelt kunstner: Tora Vega Holmström (1880-1967). Hun vakte i 1914 opsigt med maleriet ’Främlingar’ (fremmede), som mange fandt absolut ukvindeligt udført.

Selv ønskede Holmström, i lighed med en hel del nulevende kolleger, da heller ikke at blive betragtet som kvindelig kunstner, men helt enkelt som kunstner. Og at hun var helt sin egen, beviser hun netop med ’Främlingar’, der er udført i Holmströms egenartede form for impressionisme, hvor store, grønne, gule og pink penselstrøg mest af alt minder om mosaik – eller moderne pixelering.

Samtidig er maleriet noget af et etnisk miks, for kvinden kunne være en oprindelig sydamerikaner med sine sorte fletninger og brede kindben, mens elefanterne peger på indisk dekorativ tradition og motivet, mor og søn, er kendt i vores kulturkreds som kristent.

Holmström tog motivet op igen flere gange, først og fremmest sidst i 1930’erne, hvor resultatet godt kan minde lidt om Paula Modersohn-Becker, der i øvrigt, ligesom Holmström, var venner med Rainer Maria Rilke.

Men selve malemåden holdt Holmström ikke fast i. Faktisk arbejdede hun gennem årene i mange retninger, hvilket man blandt andet kan følge i hendes fortløbende skildring af brorens svigermor, væveren Cilia. I 1918 er portrættet af hende nærmest primitivistisk, mens Cilia i 1923 er forvandlet til en picassoesk gøgler med høje, blege kindben, spejlblankt hår og blomst i hånden, for i 1937 at fremstå markeret og Matisse-inspireret med mørkelilla øjne i det gulgrønne ansigt.

Og selvom forandring ofte fryder, er det ikke alle hendes værker, der står lige stærkt. Bedst er Holmström livet igennem, når hun kaster sig ud i oftest farvestærke og let karikerede portrætter – ikke mindst af andre kvinder.