Kvinderne kommer!

Det er ikke altid til at sige, hvordan internationale tendenser opstår. Sikkert er det dog, at museumsdirektører fra nogle af verdens største museer ikke har sat sig sammen og bestemt, at nu skal vi se mere til de kvindelige kunstnere. Men det er sådan, det bliver.

Mastodont museer som Museum of Modern Art i New York og de britiske Tate Galleries fører an – som når Tate Modern lige nu og frem til 10. maj, 2015, præsenterer en stor soloudstilling med Marlene Dumas. Men også mindre udstillingssteder, som for eksempel Kunstverein Göttingen, er ganske godt med. I Göttingen, hvor danske Lea Porsager viser en separatudstilling senere på året, er omkring halvdelen af årets udstillere således af hunkøn.

Det lyder måske meget logisk, men den kønsfordeling ligger langt fra normalen i kunstverdenen, der i den grad er mandsdomineret. Ikke mindst herhjemme, hvor Akademiraadet, der råder staten i kunstneriske anliggender, ligefrem har følt sig nødsaget til at kontakte museerne og opfordre dem til at købe mere kunst af kvindelige kunstnere.

Fagbladet Billedkunstneren har da også beregnet, at af de 14 mio. statslige tilskudskroner, øremærket til kunstkøb, som kunstmuseerne samlet fik tildelt af Kulturstyrelsen i årene 2005-2012, blev kun 1,6 mio. brugt til køb af kvindelige kunstneres værker. I samme tidsrum har Statens Museum for Kunst præsenteret 31 særudstillinger med mandlige kunstnere og kun fem, hvor kunstneren i centrum var af hunkøn.

Men mon ikke det ændrer sig snart? For selvom nye tendenser nogle gange er lidt længere tid om at nå til Danmark, så plejer de da at dukke op også her til sidst.

Her følger en fortegnelse over nogle af de separatudstillinger med kvindelige kunstnere, der åbner allerede før vi er nået halvvejs gennem år 2015:

 

KRITIKER. Franske Tania Mouraud (født 1942) arbejder i mange medier, blandt disse fotografi, installation, performance og lydværker, men altid i et forsøg på at ændre omgivelserne. I 1968 foreslog hun således meditationsrum i alle hjem, i 70’erne kritiserede Mouraud den voksende materialisme og siden har hun, blandt meget andet, undersøgt det æstetiske forhold mellem krig og kunst. Den retrospektive udstilling af hendes værker er stor, og den bliver endnu større sidst i juni, når yderligere otte institutioner i Metz går med. Blandt hovedværkerne er Mourauds gigantiske audiovisuelle værk ’Ad Nauseam’ (til kvalmegrænsen).

Tania Mouraud, A Retrospective, Centre Pompidou-Metz, Metz. 4 marts til 5. oktober

 

SURREELT. Leonora Carrington brød igennem med et brag, da hun i 1947 viste sine surreelle værker i New York. Samme år udførte hun ’The Old Maids’ (de gamle stuepiger), der på én gang fremstår så fulde af betydning og rent ud sagt mystiske. Carrington (1917-2011) blev født i England, forelskede sig i både surrealismen og i den surrealistiske kunstner Max Ernst, blev svigtet, fik et sammenbrud, flygtede og flyttede til México – og alt det, før hun som 30 årig fik sit gennembrud!

Leonora Carrington, Tate Liverpool, Liverpool. 6. marts til 31. maj.

 

SELVPORTRÆT. Sexet, såret og surrealistisk. Sådan fremstår Björk i filmværket ’Black Lake’, der er bestilt specielt af Museum of Modern Art til hendes retrospektive udstilling. Lydsiden af ’Black Lake’ findes også på Björks seneste udgivelse, ’Vulnicura’, og sådan hænger det hele sammen på udstillingen, der ganske vist har musikken som omdrejningspunkt, men også omfatter alt fra videoværker og instrumenter, over diverse objekter til kostumer. Kort sagt kortlægges Björks kreativitet – og hendes kreative samarbejder med fotografer, designere og andre kunstnere.

Björk, Museum of Modern Art, New York. 8. marts til 7. juni.

 

PRISMATISK. Den russiskfødte jøde, Sonia Delaunay (1885-1979), kom til Paris i 1905 og blev snart en central figur for avantgarden. Dealunay var en af kunstnerne bag ’Orphismen’, der koblede de stærke farver fra Matisse og kubismens geometriske former i en nyskabende abstraktion. Hendes fokus var på den moderne verden, på mekanik, teknologi og storbyslivet, og så udforskede hun, i samarbejde med sin mand, Robert Delaunay, farvernes betydning. Alt det ser man her i hendes ’Prismes électriques’ (elektriske prismer) fra 1914.

Sonia Delaunay, Tate Modern, London. 15. april til 9. august, 2015.

Tjek mit tip, der er skrevet, efter jeg selv har set udstillingen, ved at klikke her …

 

FIKTIVT. I 1971 annoncerede Yoko Ono sit ’One Woman Show’ på Museum of Modern Art – selvom en sådan udstilling slet ikke var på tale. Men nu sker det så, med 44 års forsinkelse, og hellere sent end aldrig! Udstillingen fokuserer på det årti, der førte frem til den fiktive udstilling og består af omkring 125 af Onos tidlige objekter, papirværker, installationer, performance og sjældent set arkivmateriale.

Yoko Ono: One Woman Show, 1960–1971, Museum of Modern Art, New York. 17. maj til 7. september.

 

STRAMT. Agnes Martin (1912-2004) er ofte blevet betragtet som minimalist, men sådan så hun slet ikke sig selv og sine værker. I stedet mente Martin, at hun måtte betegnes som abstrakt ekspressionist, ligesom de fleste af hendes jævnaldrende kolleger i 1950’ernes New York, ikke mindst fordi hun troede på kunsten som formidler af følelser. Tager man et værk som ’Happy Holiday’ fra 1999 er der ved første øjekast ganske rigtigt noget minimalistisk over den enkle komposition med vandrette linjer, men ser man efter, så er stregerne særdeles håndtegnede. Og den slags var slet ikke noget for 60’ernes minimalister.

Agnes Martin, Tate Modern, London. 3. juni til 11. oktober.

 

FREMSYNET. Allerede midt i 1970’erne forudså amerikanske Lynn Hershman Leeson (født 1941) fremtidens brug af avatare, sådan som vi i dag kender det fra computerspil. Det skete i hendes performance ’Roberta Breitmore’, og hvordan denne kvinde skulle konstrueres ses en plan for på billedet, der er fra serien ’External Transformations’ fra 1974. Siden har Hershman Leeson ikke ligefrem sat farten ned, men har i stedet fingeren på pulsen, når det gælder moderne spørgsmål som overvågning, interaktivitet, kloning og cyberindentitet.

Lynn Hershman Leeson, Deichtorhalle, Hamborg. 14. juni til 11. oktober.

 

FORMFULDENDT. I 1950’erne og 60’erne var britiske Barbara Hepworth (1903-1975) en af verdens mest succesfulde kunstnere, men allerede i 30’erne spillede hun en central rolle på den internationale kunstscene. Mest kendt er Hepworths karakteristiske skulpturer, der ofte kombinerer kurver med udspændte strenge, som her i ’Curved Form (Delphi)’, der er skåret i nigeriansk mahogni og inspireret af en rejse til Grækenland i 1955. På den første store, retrospektive Hepworth-udstilling i næsten fem årtier vil man også kunne se helt tidligere skulpturer, samt tekstiler, tegninger og fotogrammer, der er taget uden brug af kamera.

Barbara Hepworth, Tate Britain, London. 24. juni til 25. oktober.