Lær af London!

Digital rendering of ‘Infinite Accumulation’, 2017. © Yayoi Kusama. Courtesy Ota Fine Arts, Tokyo/Singapore/Shanghai and Victoria Miro, London/Venice

Elizabeth Line, der åbner i år, udsmykkes med kunst af international klasse

I København venter vi stadig på den nye metrolinje, Cityringen, der med sin 15,5 kilometer lange, nye tunnel vil forbinde byen cirkulært fra næste sommer. Hvis alt går vel. Under alle omstændigheder bliver det en metrolinje med stort set ens stationer, sådan som man kender det fra de Metro-strækninger, der allerede er taget i brug.
Derfor kan man godt blive en smule misundelig på dem, der i stedet bevæger sig omkring i London, for den kommende Elizabeth Line er ikke alene 120 kilometer såkaldt Crossrail med strækninger både over og under jorden, flere af linjens stationer bliver desuden udsmykket med kunst af international klasse.

Frem til 6. maj kan man på Whitechapel Gallery i London se skitser til, hvordan det vil tage sig ud, når den del af Elizabeth Line, der løber under jorden i den centrale del af byen, åbner til december.
Således vil man snart blive mødt af en stor sky sølvblanke kugler, når man nærmer sig Liverpool Street station i hjertet af London. Det er den japanske kunstner Yayoi Kusama (f. 1929), der er kendt for at sætte prikker på alt hun kommer i nærheden af, som denne gang arbejder tredimensionelt, så det ligner molekylære strukturer i dynamisk formation.
Og da hendes skulptur ‘Infinite Accumulation’ er udført i spejlblankt stål, bliver der rig mulighed for at tage sjove billeder af sig selv og omgivelserne, ligesom man, måske, kan kravle op på nogle af de mest lavthængende kugler. Kusama er dog ikke den eneste udenlandske kunstner blandt de i alt ni udvalgte, der skal udføre Londons største udsmykningsarbejde i et helt århundrede.

Spencer Finchs skitse til ‘A Cloud Index’ i Whitechapel Gallery. Eget foto

Amerikaneren Spencer Finch (f. 1962) har således sammensat britiske skyformationer, der senere vil blive overført til et gigantisk glastag, som skal strække sig 130 meter i længden og 18 meter i bredden henover Paddington station. Selv siger han, at inspirationen stammer fra britiske landskabsmalere som J.W. Turner og John Constable, og er en hyldest til “briternes fikse idé om at kategorisere og systematisere selv de mest flygtige naturfænomener”.
Det lyder jo som en kærlighedserklæring, udtalt med tungen godt inde i kinden, hvilket de færreste briter formentlig har det fjerneste imod. Og da slet ikke, når de kan se frem til en udsmykning, der vil forandrer sig alt efter vejret og i den grad vil komme til at definere stationsrummet. Uden at være i vejen.

I det hele taget er der tænkt godt over både værkerne og deres placering, således at hver station får sit eget særpræg, samtidig med at områderne omkring stationerne i flere tilfælde også inddrages, sådan som man ser det med Kusamas bidrag.

Installation view fra Whitechapel Gallery af Simon Peritons bidrag. Foto: Stephen White

Adskillige af de britiske kunstnere tager desuden udgangspunkt i netop disse lokale områder, som når Simon Periton (f. 1969) har ladet sig inspirere af diamantkvarteret Hatton Garden lige ved Farringdon station, og omsat inspirationen til klip i papir og metal, hvor ædelsten, overflader og ornamentik inviterer til en visuel opdagelsesrejse.

Douglas Gordon (f. 1966), der ellers er bedst kendt for sine fantastiske videoværker, peger tilbage på 1960’erne, hvor London var Swinging, med en række old school neonreklamer på Tottenham Court Road station, mens Chantal Joffe (f. 1968) har indfanget ‘A Sunday Afternoon in Whitechapel’.

Chantal Joffe: ‘Study for ‘A Sunday Afternoon in Whitechapel’ I, 2017. © Chantal Joffe. Courtesy the artist and Victoria Miro, London/ Venice

Joffes papircollager af forbipasserende vil blive omsat til laserudskåret og bemalet aluminium i to meters højde, så hendes portrætter af mennesker af alverdens festlig herkomst rigtig kan komme til deres ret på Whitechapel station.

Med de enkle former og den lokale forankring kan Joffes kunst minde om danske Kristian Devantiers værker, der en kort tid sidste år prydede hegnet om metrobyggeriet ved Landsarkivet og fortalte historien om Nørrebro, fra mølle til bro (se mit tip om Devantiers seneste udstilling ved at klikke her …).
I København har de mørkegrønne metrohegn gennem byggefasen dannet baggrund for skiftende udsmykninger af ligeså skiftende kvalitet, men inde i metroen er der længere mellem værkerne. Først når Sydhavnslinjen efter planen åbner i 2023 vil kunsten også for alvor være at finde i metroen, og man har således forpasset en helt oplagt chance for at indarbejde kunsten i et projekt, der ellers i den grad kunne få gavn af stedspecifikke værker.

Kunst kunne ellers have været med til dels at gøre hver station unik, og dermed let genkendelig, dels tilbyde en visuel oplevelse på steder, hvor der ikke er meget at se på. Hvorfor man ikke på et tidligere tidspunkt har taget ved lære af London, der har en hel del mere erfaring med undergrundsbaner end København, er en gåde. Men bedre sent end aldrig, selvfølgelig.

Installation view fra Whitechapel Gallery af Douglas Gordons bidrag. Foto: Stephen White

Bonusinfo:
Cityringen er det største byggeri i Hovedstaden siden Christian IV anlagde Christianshavn i 1600-tallet.
Arbejdet blev påbegyndt i 2011 og forventes færdigt i 2019
Prisen bliver 22,2 milliarder
Cityringen får 17 stationer
I 2025 ventes 174 millioner årligt at rejse med hele den københavnske metro

Elizabeth Line er Europas største byggeprojekt
Arbejdet blev påbegyndt i 2009 og forventes helt færdigt i 2019
Budgettet er på knap 130 milliarder kroner
Elizabeth Line får 41 stationer, heraf ti helt nye
Årligt regner man med at 200 millioner passagerer alene på Elizabeth Line
Transporttiden fra Heathrow Lufthavn til centrum bliver på 40 minutter, 20 minutter mindre end i dag