Christian Lemmerz: ‘Andante’, Cisternerne under Søndermarken. Foto: Anders Sune Berg
Christian Lemmerz går nye veje i Cisternerne under Søndermarken, men der mangler ligesom noget
Christian Lemmerz: Andante. Cisternerne, Søndermarken, Frederiksberg. Til 30. november, 2014. tre hjerter
Christian Lemmerz er en kunstner, der ønsker at skabe konfrontationer med sin kunst. Ikke nødvendligvis konfrontationer af den ubehagelige slags, selvom en del af hans værker er direkte hårrejsende, men som møder, der ikke lader beskueren upåvirket.
Tilbage i de tidlige 1990’ere slog han således sit navn fast med skandalesuccesen ’Scene’, hvor han fyldte Esbjerg Kunstmuseum med døde grise. De skulle minde os om altings forgængelighed, hvilket dog delvist blev overskygget af ramaskrig og rædsel.
Senere genoptog Lemmerz arbejdet med det marmor, han er uddannet i at håndtere på kunstakademiet i Carrara, Italien, uden at hans motiver af den grund blev mindre grusomme. Men der er hverken kød i fordærvelse eller blitzhvid marmor på hans seneste udstilling, ’Andante’, der henter sin titel fra musikken, hvor andante betegner et roligt, fremadskridende tempo.
Faktisk er der i højere grad tale om en totalinstallation eller måske mere præcist: en iscenesættelse af Cisternerne under Søndermarken, end om en egentlig udstilling. For selvom de underjordiske sale er blevet behængt med gigantiske, stearintyngede lysekroner, så er det stedet i sig selv, der spiller hovedrollen.
Og der er da også fantastisk nede i de gamle cisterner, som kan rumme 16 millioner liter vand, hvilket de også gjorde frem til 1933. Selv i dag siver vandet ind i salene og samler sig i store pytter, der velvilligt spejler Lemmerzs lysformationer midt i mørket. For mørkt er der, navnlig de første mange minutter, hvor man knap nok kan se en meter frem for sig.
Det er i dette mørke iscenesættelsen fungerer bedst. Levende lys stikker små huller i intetheden og oplyser særligt smukke steder i salene, der byder på både drypsten og sære fremsping, søljegange og små vægnicher. Kulden og fugten får ånden til at stå i kaskader omkring munden, mens enhver lyd forstærkes og forvrænges så det står efter.
Men når man har vænnet sig lidt til det hele, er der skuffende lidt at se på. Hele den første sektion af sale er således tom, og selvom de svævende lysskulpturer invitere til, at man selv kan sætte det udleverede stearinlys, hvor man har lyst, føles det ikke som om man for alvor er med til at ændre på noget.
Tanken er ellers interessant: at skabe en totalinstallation, der konfrontere os som helhed, som rum, fremfor at lade enkeltstående skulpturer om opgaven. Men jeg synes, der mangler noget. Det er ligesom lidt for let. Og lidt for lidt Lemmerz.