Tegninger er mere end skitser til andre værker, viser pragtbogen om Christian Lemmerz’ tegninger, der nok er vanskelig at tumle, men heller ikke let at slippe igen
‘Christian Lemmerz – Disegno’, Roulette Russe, 304 sider, gennemillustreret, tekst på dansk og engelsk af Marie Nipper og Christian Lemmerz. 399 kroner. Fem hjerter
Når man trækker bogen om Christian Lemmerz’ tegninger ud af dens kassette, siger det svuusjjh. Sådan en luksuslyd, der signalerer fejlfri formgivning og det overskud, der skal til, for at en bog ledsages af sin egen kasse. Samtidig sender fingerspidserne besked om det smågrove stof, som både bogen og dens kassette er indbundet i. Det er dejligt at røre ved, også selvom det er en lille smule groft, og så ser det smukt ud, sådan som en af Lemmerz’ skitser er trykt henover forside, bagside og kassette.
Man løber således først ind i problemer med bogen ‘Christian Lemmerz Disegno’, når man skal sætte sig til rette og bladre i den. For det er en stor bog, både i format og sidetal. Derfor kan man kun dårligt sidde med den i skødet, men lægger man den i stedet foran sig på bordet, bliver synsvinklen ligesom for spids. At stå op over den opslåede bog er selvfølgelig en mulighed, men det er unægtelig noget akavet i længden.
Så snart man får fundet en måde at holde bogen på, mødes man af en kort og velformuleret introduktion, skrevet af forlaget Roulette Russes egen Marie Nipper. Hurtigt og præcist ridser kunsthistorikeren Nipper bogens forhistorie op og fortæller, hvordan hun og Lemmerz har talt sammen om hans tegninger siden hans udstilling på ARoS i 2010.
Nipper peger desuden på, at begrebet ‘disegno’ på italiensk og i kunsthistorien dækker mere end ren og skær tegning. For egen regning kan jeg tilføje, at begrebet henviser til dels det at udtænke et motiv, dels den strid der opstod mellem Michelangelo og Tizian, hvor den første mente at stregen, tegningen, var det vigtigste i kunsten, mens den anden holdt på, at det i stedet var farven, der burde være i absolut fokus. Lemmerz er på Michelangelos hold. Han ikke bare tegner, han tegner med tusind streger, der afsøger motivets omrids igen og igen, hvilket på én gang får figuren til at træde frem og vibrere.
Det er Lemmerz, der fører ordet i de seks tekststykker, der indleder bogens ligeså mange kapitler. Men det er Nipper, der fører pennen, hvilket betyder, at talen er klar. Selv når Lemmerz lægger ud med at udtale, at for ham er “tegningen altid en skitse, men det betyder ikke, at denne skitse er starten på et arbejde med skulptur”.
Umiddelbart kunne sådan en sentens virke forvirrende, men i Nippers gengivelse af det sagte falder alle brikkerne smukt på plads og man forstår, hvordan tegningen for Lemmerz kan være en skitse, uden at være skitsen til noget konkret. I stedet er tegningen produktet af en fysisk aktivitet, der samtidig har frisat tanken og kreativiteten, så endnu større spørgsmål kan blive stillet.
Derfor er de mange tegninger, der ligner udkast til skulpturerne, mere disses søskende end forældre. Ofte skabes de også samtidig, sådan som det ser ud til at være tilfældet med henholdsvis tegningen og marmorskulpturen, der begge bærer titlen ‘Dante Zombie’ og årstallet 2017.
Christian Lemmerz: ‘Dante Zombie’, 2017, henholdsvis tegning og skulptur. Foto fra bogen
Tilsammen viser de to værker, hvilke styrker og svagheder deres respektive materialer og medier besidder. Tegningen er, som så ofte hos Lemmerz, sitrende af streger, der som blodårer og sener skaber både liv og bevægelse i kødet.
I skulpturen står anatomien i stedet til så præcis aflæsning, som var der tale om en undervisningsmodel, lige indtil man får øje på det kødets forfald, der også er et tilbagevendende tema hos Lemmerz. Og selvom stenen i sig selv er alt andet end levende, er den nu formet så kropsligt korrekt, at man ikke kan andet end at genkende den som et levende legeme.
Digteren Dante er desuden endnu et italiensk aspekt af tyskfødte Lemmerz’ univers. Lemmerz læste i årevis dagligt i Dantes ‘Den guddommelige komedie’ fra begyndelsen af 1300-tallet, dog uden at komme videre end til den midterste del, ‘Skærsilden’. Derefter læste han første del, ‘Helvede’, en gang til, og først for nylig fik han endelig også tygget sig igennem slutningen: ‘Paradis’.
For, som han siger det, er det sjovere at læse om zombier end om engle, ligesom “det såkaldte skønne er sværere at male end det grusomme”. Skønheden ender nemlig lidt for let i kitsch, mens uhyggen sjældnere falder i den grøft. Samtidig er det grusomme som motiv en måde for Lemmerz at bearbejde angsten, at få den på en form for afstand og måske ligefrem kunne håndtere den.
Et andet motiv, der går igen hos Lemmerz, er Kristus-figuren, der med sin lidelse og genopstandelse lægger op til værker med fokus på kroppen. I den enorme tegning ‘Resurrection I’ fra 2012 tager Lemmerz livtag med netop genopstandelsen og skildrer den som en tilstand midt mellem liv og død.
Jesu krop ser ud som om den svæver, båret oppe af en usynlig kraft, der løfter den fra graven, men endnu ikke har givet Kristus kontrollen over sine lemmer tilbage.
Christian Lemmerz: ‘Resurrection’, 2012. Foto: SMK Foto
Vi er langtfra den triumferende Jesus, der vender tilbage til livet, og langt nærmere Lemmerz’ vedholdende undersøgelser af kroppen i al dens skrøbelige forgængelighed. Og det er netop denne type undersøgelser, disse afsøgning af tegningens og dermed kunstens betydning, der er bogens røde tråd.
For de mange, mange tegninger kommenteres ikke nødvendigvis alle sammen, ligesom de ikke præsenteres i en fremadskridende kronologi. Men efter at have læst Lemmerz’ tanker om tegningen, motiverne og kunsten mere generelt, er man godt rustet til selv at gå på opdagelse i værkerne og finde dem, der synes at understøtte det sagte. Og det er i sig selv så spændende, at man næsten glemmer, hvor svær bogen er at sidde med.