Leonardo da Vinci

Leonardo da Vinci, Louvre, Rue de Rivoli, Paris. Til 24. februar, 2020. NB: Billetter skal forudbestilles – hvilket 200.000 allerede har gjort! Fem hjerter

‘

Normalt er der masser af mennesker foran verdens mest berømte maleri: Leonardo da Vincis ‘Mona Lisa’. Men jeg er her udenfor åbningstid og møder ‘La Joconde’, som de kalder hende i Frankrig, uden at blive puffet, skubbet eller bedt om at bevæge mig videre. Og har derfor tid til rigtig at se efter, fange farverne og forstå, at maleriet faktisk findes.
For med så mange reproduktioner på alt fra køleskabsmagneter over T-shirts til forklæder og næsten ligeså mange mere eller mindre morsomme pardodier, er det til sidst svært at skelne kopierne fra originalen.
Til man står der. Så er der ingen tvivl. Det her er Mona Lisa. Det her er sådan, farverne skal se ud: rødbrun i svinget til venstre, grønt, der glider over i blåt i baggrunden, en levende gylden over hændernes hud. Og så er der smilet.

‘

‘

At hun hænger og smiler i Paris og ikke i enten Firenze, da Vincis hjemby, Milano, hvis hof han var en del af i næsten to årtier, eller i Rom, hvor han konkurrerede med renæssancens to andre stormestre, Michelangelo og Rafael, kan franskmændene takke Frans 1. for. Det var nemlig ham, der inviterede den aldrende da Vinci til at slå sig ned i Loire-dalen.
I år er det 500 år siden Leonardo da Vinci døde, og fordi han gjorde det i Frankrig, ejer Louvre i dag hele fem af hans malerier. Hvilket er en del, når nu der kun er omkring 15 malerier i verden, som de fleste er enige om virkelig er malet af da Vinci.
Lige nu er elleve af dem samlet på Louvres udstilling, der er resultatet af mere end et årtis arbejde. Udstillingen består af i alt omkring 160 genstande, der spænder fra malerier (også af andre og mindre interessante kunstnere) over tegninger og notesbøger til skulpturer, udlånt af nogle af de fineste museer i verden: National Gallery i London, Eremitage museet i Sankt Petersborg og New Yorks Metropolitan Museum.

For Ligesom ‘Mona Lisa’ er verdens mest berømte maleri, er Leonardo da Vinci (1452-1519) verdens mest kendte kunstner. Og som med maleriet gør al den berømmelse det til tider vanskeligt at skærer igennem alle konspirationsteorierne, sladderen og vandrehistorierne, for i stedet at fokusere på, hvad vi egentlig ved. Og ikke mindst: hvad vi selv kan se os til foran hans værker.

‘

‘

Her bliver det krystalklart, at da Vinci allerede i en tidlig alder havde en fuldstændig forrygende forståelse af forholdet mellem lys og skygge. Da han var et sted i tyverne udførte han således en række studier af stof, der er draperet over kroppe på forskellig vis, måske som forstudier til Jomfru Maria, sådan som man ser hende i hans version af ‘Bebudelsen’, som findes på Uffizierne i Firenze.

‘

‘

Når resultatet ligner gengivelsen af en skulptur skyldes det, at det var praksis at dyppe stoffet i en leropløsning, før man draperede det, hvilket på den ene side har holdt på formen, og på den anden giver fornemmelsen af et noget fastere materiale end stof.
På udstillingen kan man også konstatere, at da Vinci var fabelagtig til at skabe en kompliceret komposition. Det er måske ikke noget, man som museumsgænger eller billedbetragter tænker så meget over, men det er af uhyre stor betydning, hvor en kunstner placerer sine figurer – også i forhold til hinanden.

‘

‘

Maleriet, der på dansk kendes som ‘Madonna i grotten’ (1483-1494), er et kraftfuldt eksempel på det talent, for her får han placeret Jomfru Maria, en engel og både Johannes Døberen og Jesus som småbørn på en måde, der på én gang er ophøjet harmonisk og dybt dramatisk, realistisk og religiøst, åndeløs evighed og fuld af fortælling.
Se bare, hvordan Jomfru Maria med sin hånd trækker den knælende Johannes ind i gruppen, mens englen, meget realistisk, støtter det siddende Jesusbarn i ryggen. Samtidig fortæller hænderne deres egne historier: englen peger vores opmærksomhed mod Johannes, Maria både skærmer og velsigner sin søn og Jesus holder de små fingre op i den stilling, der angiver velsignelse.

Det er typisk da Vinci. Eller måske nærmere: da Vinci når han er bedst. Og det er han, i mine øjne, når han lader det være en smule op til beskueren, hvad det egentlig er man ser på. Hans mest berømte teknik i den retning er sfumato, der betegner den fine sløring han blandt andet bruger omkring Mona Lisas øjne og mund.
Områder med sfumato gør det vanskeligt præcist at afgøre, hvad man ser, og det er derfor Mona Lisas smil er så svært at fastholde. For da Vinci har det handlet om at skildre liv – og liv er altid i bevægelse. Ind imellem tager det dog, igen i min optik, overhånd. Eller også er det restaureringen af ‘Sankt Anne, Jomfruen og Jesusbarnet, der leger med et lam’ der er gået så galt som mange mente da arbejdet i 2011 var færdigt – og flere ledende ansatte på Louvre sagde deres stillinger op i protest.

‘

‘

I alle tilfælde er der noget ledeløst over figurerne, der er så blege at de næsten ligner spøgelser. Louvre nævner ikke skandalen med en lyd på udstillingen, men viser i stedet ganske ukommenteret en lang række sort/hvide gengivelser, optaget med den teknik, der kaldes infrarødt reflektografi.

Teknikken burde afsløre underliggende lag og skitser, men gør det kun ganske få steder på udstillingen. Således ser Jesus en smule mere spændende ud i den infrarøde gengivelse end på det færdige ‘Salvator Mundi (version Ganay)’ fra 1505-1515, der er stort set identisk med det maleri, der i 2017 satte verdensrekord i pris og som ikke er set siden.

‘

‘

Den verdensfrelsende Jesus på Louvre er da også betegnet som værende fra da Vincis værksted, ikke en ægte da Vinci, og den tilskrivelse forekommer mig også mest sandsynlig, for her mangler helt det liv og den bevægelighed, der kendetegner da Vincis bedste værker.
Om det skyldes for optimistiske tilskrivelser, hvor lidt for mange værker har fået betegnelsen ‘en ægte Leonardo da Vinci’ eller om han vitterligt udførte værker i svingende kvalitet, er svært at afgøre her et halvt årtusind efter hans død. Men faktum er, at der på udstillingen findes værker, der faktisk ikke er voldsomt gode og andre, der er manifestationen af kunstneriske kvantespring.

Dem udførte da Vinci en del af i sin konstante søgen efter en realisme, en sandhed, som han mente kunne findes gennem viden om det motiv, han ville male. Derfor studerede han botanik, geologi og menneskets anatomi, men han havde også fingrene i mange andre videnskaber, ikke mindst i rollen som festarrangør ved hoffet i Milano.
Han fik dog også tid til at male både ‘Den sidste nadver’, ‘Damen med hermelinen’ og sidstnævntes søstermaleri: portrættet af en dame fra hoffet i Milano kendt som ‘La Belle Ferronnière. De to første er ikke tilstede, men hofdamen med pandesmykket spiller en vigtig rolle – også selvom Louvre ikke ligefrem ulejliger sig med at introducere os for hende heller.

‘

‘

Jeg ville ellers gerne vide, om det virkelig er da Vinci, der har malet hendes hår så dødt over kinden eller om det skyldes en nævenyttig konservator. Det infrarøde billede giver ingen svar, men viser bare maleriet uden farver. Og så må man jo se selv og sikke et syn!
Det er nemlig som om kvinden er levende, lige inde under malingen. I alle tilfælde i ansigtet. Og båndet, der dekorativt er bundet om ærmet, er så livagtigt, at man kan binde knuderne op med øjnene. Men når blikket bevæger sig henover brystet, bliver det igen til et maleri i to dimensioner.
I dag er både hun og den fuldstændig fabelagtige ‘Johannes døberen’ blevet helt overskygget af ‘Mona Lisa’, der til gengæld er blevet så berømt, at hun ikke en gang kan flyttes fra sin fast plads og ind i selve udstillingen.

‘

‘

Til gengæld er det lykkedes Louvre, der ellers er nærig med formidlingen, at fortælle hendes historie på en spændende måde, nemlig i virtual reality. Her er man på tomandshånd med donnaen og får en flyvetur over baggrundens landskab i en af da Vincis mange opfindelser.

‘

‘

På samme måde er det en smuk overflyvning af kunstneren Leonardo da Vinci, som Louvre her helt unikt præsenterer. For det sker næppe igen i en bare nogenlunde overskuelig fremtid, at så mange af hans værker er samlet på ét sted. Alene af den grund er ‘Leonardo da Vinci’ en Parisrejse værd, for kunst skal opleves i virkeligheden. Både når det gælder ‘Mona Lisa’ og de en smule mindre kendte mesterværker af da Vinci.