Peter Linde Busk: ‘’I shall Reign. I am Reigning. I have Reigned. I am without a Kingdom’, 2013
Peter Linde Busk er slået voldsomt igennem de seneste år, og med den aktuelle udstilling understreger han hvorfor.
Peter Linde Busk: The Carollers of Kölbigk. Galleri Bo Bjergggaard, Flæsketorvet 85A, København V. Til 25. januar, 2014. Fem hjerter
Der er noget nærmest luksuriøst over Peter Linde Busks malerier, noget, der minder om pels og tung velour og rav, der gløder i skæret fra levende ild. Og det er egentlig lidt mærkværdigt, for hans maleteknik er så knastør, at lærredet ser mere ud som om det er indfarvet, end bemalet.
Det er heller ikke fordi Linde Busk (født 1973) arbejder med et dekadent udtryk, for det gør han nemlig ikke. Men hans billedflader er rige på ornamentik, på mønstre, zigzagstriber, prikker og arabesker. De giver krop til de personager, der træder glødende frem fra baggrundens ulmende mørke, på én gang gestikulerende og uudgrundelige.
Her er umiddelbart ikke megen hjælp at hente i en titel som ’I shall Reign. I am Reigning. I have Reigned. I am without a Kingdom’ (Jeg skal regere. Jeg regerer. Jeg har regeret. Jeg er uden kongerige). Og dog. For de fire stadier er hentet i middelalderens forestilling om et livshjul, der beskriver hvordan skæbnen skifter gennem livet – og døden.
Først kommer ønsket, forudsigelsen, så opnås det ønskede, hvorefter det tabes – og det endda i to omgange indtil alt er forbi. Der er dog kun tre, ikke fire, figurer på Linde Busks maleri, men til gengæld er der god grund til at se nærmere på referencen til middelalderen, for selvom ingen vil kunne forveksle en Linde Busk med et kalkmaleri, så har de den absolut ublanke overflade og det skæbnesvangert fortællende til fælles.
Asger Jorn: ‘Livshjulet’, 1953
Måske er det at trække tilfældighederne for meget i ørerne, men i mine øjne understreger titlens henvisning til livshjulet også det slægtsskab, der findes mellem Linde Busks og Asger Jorns værker. I de tidlige 1950’ere omsatte Jorn således sin fascination af middelalderens kunst til blandt andet maleriet ’Livshjulet’, der i dag findes på Statens Museum for Kunst.
Igen er Jorns univers et andet end Linde Busks, men det fabulerende, den frygtløse tilgang til det at male og en vis inspiration fra det, man bredt betegner som ”primitiv kunst”, finder man hos begge kunstnere. Hos Linde Busk mindes man mest om kunst fra Oceanien, især de prikmalerier, der udføres af australske aboriginals.
Men Peter Linde Busk er samtidig helt sin egen. Og det gælder både, når han maler og når han udfører sine keramiske skulpturer, hvor den matte, hvide glasur lægger sig som sne, der fremhæve formen. Resultatet er en samling intense og sanselige værker, der ubesværet understreger, at hans (også internationale) gennembrud er yderst velbegrundet.
Peter Linde Busk; ‘You must lead the Dance with me, the Letter of indulgence does not help you. You must dance to my Pipes’, 2013