Louise Bourgeois: Edderkoppekvindens kunst

Louise Bourgeois, Tate Modern, 2000

Louise Bourgeois, Tate Modern, 2000

 

Louise Bourgeois er en på alle måder bemærkelsesværdig kunstner. Nu indtager hendes værker Faurschou Foundation – og det gør de med eftertryk

Louise Bourgeois: Alone and Together. Faurschou Foundation, Klubiensvej 11, Nordhavn. Til 21. marts, 2014

 

Det er ikke så lidt af et særsyn, at en kunstner får sit store, internationale gennembrud i så fremskreden en alder, som det var tilfældet med Louise Bourgeois (1911-2010). Hun var nemlig langt oppe i 80’erne før hun udførte de gigantiske edderkopper, der var en af de absolutte hovedattraktioner, da Londons Tate Modern i 2000 for første gang slog dørene op til den tidligere turbinehal (se ovenfor).

Tre år senere gæstede en af hendes edderkopper Nytorv i København i forbindelse med Bourgeois’ udstilling på Louisiana, og nu er hendes værker igen at se herhjemme, hvor de indtager de smukke sale hos Faurschou Foundation. Igen er der en edderkop i centrum, denne gang ’Crouching Spider’ fra 2003, der nok skal sætte en alvorlig skræk i livet på de fleste.

Også selvom Bourgeois’ edderkopper er ikke anatomisk korrekte, de er abstraktioner, synteser af spindere, der symbolisere både beskytteren, skaberen og den, der reparerer. For det er jo dybest set det, edderkopper gør: de beskytter deres afkom, spinder deres spind og hvis det går i stykker, så udbedrer de skaderne. Præcis som en god mor gør.

Men alle de aspekter er det ærlig talt meget let at glemme i nærkontakt med edderkoppen. Ikke mindst hvis man vover sig helt ind mellem de lange, slanke ben og deres sylespidser, som synes at være mere end parate til at gennembore den indtrængende. Man holder vejret, tøjler instinkterne – og høres en uventet lyd, springer man for livet!

Edderkoppeskulpturerne forener flere klassiske Bourgeois-aspekter: Det dybe kig helt der ned i psyken, hvor angsten lever i bedste velgående. Den potentielt dødbringende sex, og det ikke helt ukomplicerede møde mellem maskulint og feminint, drøm og virkelighed. At netop edderkopperne er blevet så populære er det således let at forstå, men hvorfor hendes gennembrud lod vente så længe på sig, er til gengæld en gåde.

Bourgeois’ skulptur ’Forêt (Night Garden)’ fra 1953 er således fantastisk – og ligeså facetteret som hendes senere værker (se nedenfor til højre). Skulpturen består af adskillige elementer, der rejser sig fra fladen på en måde, der minder om menneskekroppe. Også selvom der ikke er skyggen af hverken arme eller ben. I stedet balancerer de svulmende former med en dynamik, der peger frem mod edderkoppens elegance, samtidig med at Bourgeois viser os, hvordan helheden er sammensat af enkeltstående elementer.

Louise Bourgeois: 'Labyrinthine Tower', 1962-1981

Louise Bourgeois: ‘Labyrinthine Tower’, 1962-1981

Louise Bourgeois: 'Forêt (Night Garden)', 1953

Louise Bourgeois: ‘Forêt (Night Garden)’, 1953

 

Et gennemgående tema hos Bourgeois er netop forholdet mellem individ og gruppe, enten på tomandshånd, i familien eller som del af en større social sammenhæng. Omdrejningspunktet er altid hendes helt egne oplevelser og erfaringer, sådan som det ses i skulpturen ’Woman with Packages’ (1949), hvor en slank og svært abstrakt kvindefigur er behængt med tre gevækster – en for hvert af Bourgeois’ egne børn.

Foran værker som disse er det let at komme til at tænke på såkaldt primitiv kunst, ikke mindst fra Afrika og Oceanien. Og Bourgeois var da også gift med kunsthistorikeren Robert Goldwater, der skrev en af de mest betydningsfulde bøger om netop denne inspirationskilde for moderne kunst. Men Bourgeois er aldrig kopist, hun tilføjer altid noget af sig selv og sin aktuelle samtid i værkerne.

Således tager hun i mine øjne modernisme under kærlig behandling i en skulptur som ’Labyrinthine Tower’ (1962-1981, ovenfor til venstre). Umiddelbart opfylder værket alle modernismens krav om renhed, abstraktion og en alvorlig afart af maskulinitet, men så ser man, at skulpturen til forveksling ligner det mandlige køn. Bourgeois har således på flere planer bevæget sig ind på maskulint territorium – og erobret det med både elegance, talent og humor.

Men det mest forunderlige, og forfriskende, er, at Bourgeois gør det uden på nogen måde at fornedre manden, nærmest tvært imod, for skulpturen kan sagtens ses som en hyldest. På samme måde går hun til kvindekønnet med en optik, der ikke ser det som en svaghed, men en mytisk kraft. Hendes ’Pregnant Woman’ fra 2002 er således som en nutidig udgave af Venus fra Willendorf, mens den fødende under glasklokken i ’The Arrival’ (2007) beskrives på én gang bogstaveligt og med kunstnerisk følsomhed.

Det er ikke mange kunstnere, der kan krydse grænsen mellem det personlige og gå langt ind i det direkte private, uden at det bliver både pinligt og uvedkommende. Men Louise Bourgeois kan. Og hun gør det så elegant, som en edderkop spinder sit spind.

 

Bonusinfo:

Louise Bourgeois blev født i Paris i 1911 og voksede op i en familie af gobelinvævere. Som ung var hun assistent for Léger, før hun i 1938 flyttede med sin mand, den indflydelsesrige kunsthistoriker Robert Goldwater, til New York. Her afholdt hun i 1949 sin første soloudstilling og solgte, meget usædvanligt, et værk til Museum of Modern Art. Derefter var der stille omkring hende i flere årtier, men i 1982 afholdt hun en stor retrospektiv udstilling på netop MoMA, i 1993 repræsentere hun USA på Venedig Biennalen og i 2000 fik hun sit helt store gennembrud på Tate Modern i London.

Hun døde i 2010.

Denne anmeldelse blev bragt i Politiken 5. oktober, 2013

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer