Lys, leg og Larsson

Vi er vant til at se Carl Larssons værker som indbegrebet af hygge, men faktisk var han en fremsynet forgangsmand for en ny form for familieliv

Carl Larsson: Det gode liv. Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Fra 25. september til 8. februar, 2015.  fire hjerter

 

De fleste trendsættere, livsstilsikoner og propagandister, samt selvfølgelig diverse designere, kunsthåndværkere og kunstnere, ville sikkert gladeligt give deres bedste arm for at få den udbredelse og indflydelse, som Karin og Carl Larsson har opnået.

For selvom vi i dag nok mest tænker på Carl Larssons værker som selve billedet på hygge, så var de anderledes skelsættende i hans egen samtid. I 1800-tallets sidste halvdel er Sverige således langt fra det folkhem, vi kender i dag. Fattigdommen er stor, også i Carl Larssons stockholmske barndomshjem, der langtfra er rammen om en lykkelig barndom.

Alt dette reagerer Carl Larsson (1853-1919) imod med sine skildringer af et liv i lys, luft og leg. Som van Gogh, Gauguin og de danske Skagensmalere søger han ud af byen mod noget mere jordnært og oprindeligt. Samtidig gør han op med idéen om det prangende hjem, for de to gange Larsson omgiver sig i stedet med det, vi i dag ville kalde loppefund, som de selv sætter deres præg på.

Carl Larsson er nemlig langt fra alene om sit projekt. I 1877 møder han landsmanden og kunstnerkollegaen Karin Bergöö (1859-1928) i en fransk kunstnerkoloni, og som hans kone bidrager hun i betydelig grad til skabelsen af det gode liv. Ganske vist må hun opgive selv at male, selvom hun har talent, men som væver, møbelmager og designer folder hun sig markant ud.

Det er således hende, der syr børnenes karakteristiske tøj, væver dristigt moderne pudebetræk og tegner de unikke møbler, der gør hjemmet til et kunstværk i sig selv – lige til at gengive for hendes mand. Og det er Karin, der i den regnvåde sommer 1894 foreslår en rastløs Carl, at han skal skabe en serie billeder af deres hjem og familieliv.

’Ett hem’ som den billedbårne bog kommer til at hedde, bliver en stor succes, både rent salgsmæssigt og som program for en anderledes livsførelse. Carl Larsson har netop fundet sin endelige stil, hvor en sort konturlinje, sikkert inspireret af japanske træsnit, får billedet til at vibrere mellem kød og kontur, dybde og flade, livagtighed og mønster.

Det er herfra han træder i karakter som den Carl Larsson, vi alle kender. Håndelaget og øvelsen havde han i forvejen, for allerede som stor dreng forsørger han stort set sine forældre ved at sælge tegninger. Det var som sagt ikke en lykkelig barndom, og at han ønsker noget helt andet for sine egne børn, ses tydeligt i det store maleri fra 1903, hvor der nederst står skrevet: ’Min fader Olof Larsson’.

Her ligner gyngestolens meder leer og selvom solen slår ind på stoleryggen, når den aldrig den vrisne mands ansigt med de misbilligende øjenbryn. Næppe helt tilfældig hænger der på væggen bag den gamle Larsson endnu et Carl Larsson billede, nemlig ’Brita og jeg’ fra 1895, hvor far og datter er fanget i storgrinende leg.

Dermed er der lagt op til en ny form for far/mand, ligesom Carl Larssons fokus på børnene i fri leg er temmelig nyskabende i hans samtid. Men de er en integreret del af ’det gode liv’ og fra Suzanne, der, som den første af i alt otte børn, kommer til verden i 1884, er de hans foretrukne motiv. Derfor ser vi både den ni år gammel Suzanne smile skråt over skulderen som på et snapshot i ’En solstråle’ og som ung kvinde i 1901, hvor hun hjælper med at male det ikoniske, Larssonske hjem, Litta Hyttnäss.

Alle Karin og Carls børn er bedårende, mens ’Snedker Hellbergs børn’ (1906) er knap så kære. Men Carl Larsson fokuserer også mest på det helt nære, familien og hjemmet, så selvikke Første Verdenskrig sætter sig det mindste spor i et værk som ’Interiør med kaktus’ (1914), hvor alt fortsat er organisk sammenhængende, lyst og levende.

Anderledes går Karin Bergöö Larsson til værks, da hun til julen 1918, der bliver Carls sidste, forærer han en ny pude. Betrækket han hun vævet med inspiration fra krigen, så det er kulsort, kantet med slikkende flammer og punkteres af foruroligende sole. Snart er det Larssonske familieliv for evigt forandret, men Karin og Carl fik forinden givet os så stærke billeder af det gode liv, at vi ind imellem glemmer, hvor vi egentlig har dem fra og hvad de i virkeligheden fortæller os.