Mageløse Morisot

 

Hun var den første kvindlige impressionist og malede med et mod, man sjældent ser. Alligevel er Berthe Morisot sørgelig overset, hvilket er fuldstændig ufortjent

Berthe Morisot – Den store kvindelige impressionist. Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Til 27. januar, 2013. fem hjerter

 

Berthe Morisots maleri af en ‘Siddende ung pige’ fra 1889 er en ren show stopper, samtidig med at det er et af den slags malerier, der absolut skal opleves ansigt til ansigt. Gengivet på tryk kan man nemlig let tro, at baggrunden simpelthen er gråmalet, men i virkeligheden er det et (nærmest) råt lærred, vi ser, kun påført hastige strøg af maling, der løseligt markerer konturen af en stoleryg, et bordben og en krum karaffel.

Det er så spontant, så præcist og så modigt malet, ikke mindst når man ser på tilblivelsesåret. Og det bliver ikke mindre markant når man dertil lægger kunstnerens køn, for i 1800-tallet havde kvinder ikke adgang til en kunstnerisk uddannelse på akademiet. Heldigvis afholdt sådanne forhindringer ikke Berthe Morisot i at forfølge sin drøm om at blive kunstner, og det kan vi kun være yderst taknemmelige for den dag i dag.

Morisot havde nemlig talent, ligesom hun besad det mod og den selvtillid det må have krævet, ikke bare at blive kunstner, men også at være det på sin helt egen måde. Talentet havde Morisot allerede fået anerkendt som kun 23-årig, da hendes værker slap igennem censuren og blev vist på Académie des Beaux-Arts’ officielle udstilling, Salonen. Her holdt man ellers en til tider temmelig svulstig tradition i hævd, men Morisot formåede at udstille på Salonen hvert år helt frem til 1873, hvilket kunne have lagt grunden til en sikker succes.

Men i 1874 blev Morisot inviteret til at udstille med en række af de kunstnere, vi i dag kender som impressionisterne, hvilket vil sige blandt andre Monet, Degas og Renoir. De var efterhånden blevet godt trætte af aldrig at blive optaget på Salonen og i stedet organiserede deres egen, alternative udstilling. Men selvom impressionisterne i dag er højt elsket og deres værker sælges for svimlende summer, var det langtfra kærlighed ved første blik. Tværtimod blev langt de fleste gæster på udstillingen voldsomt forargede over den nye malemåde, hvor penselstrøgene stod til tydelig aflæsning.

Morisots gode ven, maleren Edourad Manet, havde da også på det kraftigste frarådet hende at foretage det dristige karrierevalg, men den advarsel overhørte hun. Og der er da heller ingen tvivl om, at Morisot var impressionist – måske endda i endnu højere grad end en del af hendes kolleger. Ganske vist var hun som kvinde afskåret fra at opstille sit staffeli på gader, stræder og diverse forlystelsessteder, sådan som hendes mandlige kolleger ellers yndede at gøre det. Men hun malede sine motiver med en penselføring, der var fuldstændig kompromisløs.

Se bare på hendes maleri af en ‘Liggende ung kvinde i gråt’, udført i 1879, hvor det detaljerede ansigt står i kontrast til de dansende, dristige strøg, der får kjolestoffet til næsten at gå i ét med sofaen. Og helt fantastisk bliver det, når Morisot lader lærredet skinne igennem, ikke mindst i øverste højre hjørner, så man bliver i tvivl om, hvorvidt billedet er ved at materialisere sig for øjne af én – eller er i færd med at opløse sig selv. Så kan motivet være nok så meget hentet i den feminine intimssfære, for malemåden er alt andet end kvindagtigt tilbageholdende.

Det er denne egenartede og uforfærdede tilgang til maleriet, man genfinder i Morisots bedste værker, som ‘Villa omgivet af appelsintræer’ (1882), hvor hun som sand impressionist indfanger forholdet mellem stærkt sollys og sval, vibrerende skygge. Men ikke nok med det, Morisot udnytter også her til fulde kontrasten mellem felter af nærmest indfarvet karakter, hvor malingen er trængt helt ind i lærredets fibre, sat overfor fede malingsafsæt, der bliver til både blade og frugter.

Netop de tydelige penselstrøg var en af de store anstødssten tilbage i impressionismens tidlige år, idet mange følte, det ikke var en realistisk gengivelse af det sete. Men på mange måder er det impressionistiske maleri faktisk meget tæt på vores virkelighedsopfattelse og synsevne, for hvis man stod i den have, hvor Morisot malede sin mand og datter i 1883, ville man netop ikke kunne se alle detaljer, simpelthen fordi solen skinner så stærkt.

I andre perioder arbejdede Morisot med et mere gennemmalet udtryk, der i nogle tilfælde bliver lidt for bastant og kulørt. Men det kan på ingen måde forklare, hvorfor hun i mere end hundrede år har stået i skyggen af sine (mandlige) kolleger og åndsfæller. Eller hvorfor hun stadig befinder sig i den absolutte periferi af kendte impressionister. Udstillingen på Ordrupgaard er et lille skridt i den rigtige retning – og en stor oplevelse i selskab med en mageløs kunstners værker.

 

Berthe Morisot bliver født i 1841 som datter af en embedsmand. I teenageårene får hun privat undervisning i tegning og maleri, men da hun i begyndelsen af 1860’erne bliver optaget af det nye friluftsmaleri, overtages undervisningen af samtiden største kapacitet på området, Camille Corot (1796-1875).
1864:
Morisots malerier bliver sensationelt optaget på den årlige, censurerede udstilling på Salonen, hvor hun udstiller frem til 1873.
1868:
Morisot møder Edourad Manet (1832-1883) og de bliver nære venner. Manet maler flere portrætter af Morisot (se nederste maleri, udført i 1872), ligesom han introducerer hende til sin bror, Eugène.
1874:
Morisot gifter sig med Eugène Manet og udstiller på den første impressionistudstilling, side om side med bl.a. Edgar Degas, Claude Monet og Auguste Renoir. Morisot udstiller på syv af de i alt otte impressionistudstillinger, eneste undtagelse er i 1879, året efter hendes datter Julies fødsel.
1892:
Eugène Manet dør.
1895:
Berthe Morisot dør, kun 54 år gammel, af lungebetændelse.