Forrygende filmkabaret fortæller om Statens Museum for Kunst så det smælder!
Astrup & Bordorff: Kunstmuseet – en filmkabaret, Statens Museum for Kunst, SMK, Sølvgade 48-52, København K. Til 15. december, 2021. Fem hjerter
Så er der sørme endnu en god grund til at tage en tur på Statens Museum for Kunst i Sølvgade! For ikke nok med, at museet viser den fremragende gruppeudstilling ‘Efter Stilheden’, nu kan man også opleve en forrygende filmkabaret om museet selv.
Filmkabaret? Spørges der måske, og ja, det er faktisk en ret passende betegnelse duoen Kirsten Astrup og Maria Bordroff har givet deres særlige kunstform. Kendetegnende for deres fælles stil er mættede farver, flotte vinkler og en humor, der bobler over som extravagantophældt champagne.
Duoen har tidligere skabt blandt andet et sjovt og skævt portræt af Post Danmark med ‘Troe & agtsom’ (se min anmeldelse af bl.a. dette værk ved at klikke her …), og var sidste år med i opløbet om at komme til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen næste år. Desværre blev de ikke valgt, for det havde ellers været en fest!
Festen afholdes i stedet i det tidligere x-rum på SMK, hvor det første man møder er en række profilhoveder, hentet så dybt i museets kælder, at alle havde glemt de fandtes. Inde i mørket slår man sig ned i svungne sofaarrangementer, fanger den 35-minutter lange film fra begyndelsen og så er det ellers bare at give sig hen til den fantastiske fortælling om et virkelig magisk sted i Danmark.
For selvom konservatorerne, mig bekendt, sjældent bryder ud i sang, så er det rigtig set af Astrup & Bordorff, at det i så fald skulle være en tango, idet både tangoen og konservering kræver lige dele præcision og passion. Se bare en af museets virkelige konservatorer, der brænder så meget for arbejdet, at han udfører det selvom skuespilleren Xenia Noetzelmann i den grad synger igennem lige ved siden af!
Synd og skam at de flotte, røde og skræddersyede uniformer forsvandt fra SMK, da sikkerhedsarbejdet blev udliciteret. Astrup & Bordorff har genskabt uniformerne, som ser festlige, nærmest julede, ud i dag. Og endnu flere juleassociationer får man, i alle tilfælde hvis man har den rette alder, når Poul Nesgaard toner frem i en underjordisk del af museet, hvor han læser de besøgendes kommentarer og tale med to sokkedukker, som snart vender tilbage med sangen om “den gode feminist”, der er lidt som en nisse.
Lyder det skørt? Det er det ikke. På sin egen, skæve facon er det faktisk meget præcist. Og så er det med filmkabareten som med al anden god kunst: Det er helt i orden ikke at forstå det hele hele tiden. For de fleste vil desperationen dog ikke være til at tage fejl af, når Danica Curcic beviser, at synge kan hun sandelig også – samtidig med at hun er så desperat, rasende og trodsig, at det på én gang gør ondt og er en sand fornøjelse.
Hendes sang handler om at være kunstner, om ikke at kunne få økonomien til at hænge bare halvvejs sammen, men blive ved alligevel. Bogstaveligt med at skabe kunst, billedlig talt med at skubbe den karret, der i sangen benævnes ‘The Band Wagon’, videre. Hvor kan den sang downloades?
Jeg vil nemlig blive i Astrup & Bordorffs univers, hvor de skødesløst elegant blander det barokke, teatralske og kulørte med både smagsprøver på museets magi og glimt af de større tankestrukturer, der ligger bag museumsdrift i det 21. århundrede.
SMK forbliver dog i sit inderste en ansigtsløs mastodont, for selvom en enkelt kurator eller to gæsteoptræder cameo, så tager kabareten os ikke med ind i den del af maskinrummet, hvor udstillinger bliver til, strategier for indkøb lægges og forskningen udføres.
Men der er heller ikke tale om en dokumentar, selvom det samtidig er tydeligt, at Astrup & Bordorff gerne vil forholde sig kritisk til institutionen. Og til idéen bag institutionen. Derved lander ‘Kunstmuseet’ også lige ned i den debat, der omhandler museet som institution, ikke mindst i forhold til overvejelserne omkring et museum, der fortæller om Danmark som kolonimagt. For her er et af de mange spørgsmål, om et museum er det rigtige format til opgaven?
Hvis man skal tro åbningsscenen i ‘Kunstmuseet’, så er et museum potentielt et langt mere bevægeligt og ligefrem morsomt sted, end vi oftest forventer. Og sådan kunne det jo sagtens være i virkeligheden. Selv glæder jeg mig til at slå lidt mere ud med armene. Og så skulle man måske også overveje en mere markant øjenmakeup?