Malerisk grundforskning

Der bliver nørdet igennem på Flæsketorvet, hvor selve det at male undersøges, møder nye teknikker og ligefrem introduceres til videnskaben

 

Birk Bjørlo: 0 is a Place Where I Eat My Breakfast, Gether Contemporary, Flæsketorvet 77-79, København V. Til 17. januar, 2015. fire hjerter

Matthew Stone: Emotional Manipulation, V1 Gallery, Flæsketorvet 69, København V. Til 10. januar, 2015. fire hjerter

Søren Behncke: Floodlight, V1 Gallery, Flæsketorvet 69, København V. Til 10. januar, 2015. fire hjerter

 

Det lyder måske nok temmelig indlysende, at malere beskæftiger sig med det at male. Men de færreste er så fokuserede på selve handlingen, på malingen og på det rum for eftertanke, der kan skabes, som Birk Bjørlo og Mathhew Stone er det.

Lige nu gæster de begge Flæsketorvet i København, hvor Bjørlo endda er første udstiller i det helt nye galleri Gether Contemporary. Selv er Bjørlo også ny på kunstscenen, for han tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i sommer.

Men både Birk Bjørlo og Sophus Gether, der nu er sprunget ud som gallerist i eget navn, er vokset op med kunst. Den første som søn af kunstneren Per Inge Bjørlo og den anden med kunsthistorikerne Christian Gether, der er direktør for Arken, og Vibeke Petersen som forældre.

Det er sikkert en god ballast, men både Birk Bjørlo og Sophus Gether står så sandelig også på egne ben. Gether har således samlet en lille håndfuld kunstnere i sin stald, der spænder fra nyuddannede kunstnere som Bjørlo over duoen Vinyl, Terror & Horror til Ruth Campau, der allerede i mange år har arbejdet intenst med farvens fysik.

Bjørlo er også optaget af, hvad maling egentlig kan. I det store maleri ’O 002’ har han således eksperimenteret med at hælde intens koboltblåt direkte på det liggende lærred, hvorved er er opstået indsøer af fantastisk farvekraft. I andre værker bliver man svimmel af farvernes indbyderes forskydninger, men grundlæggende er her tale om malerier, man skal give sig god tid til at se på.

Det samme kan man sige om Matthew Stones værker, der vises hos naboen V1 Gallery, selvom det, man her skal se efter, er noget lidt andet. Engelske Stone (f. 1982) har nemlig først sat sine penselstrøg på en glasplade, hvorefter han har fotograferet resultatet, efterbearbejdet billederne i Photoshop og til sidst printet dem ud på lærred.

Ved første øjekast ser det ud som om Stone har malet med en enorm stor pensel, men så opdager man, at der er noget galt. For sådan kunne maling ganske enkelt ikke opføre sig. I ’Layering Void’ ses således et sort og gult strøg, der går på tværs af de hvide på en måde, der trodser fysikkens love.

Men flot ser det ud, og det er et elegant trick sådan at lege med ikonografien fra både den abstrakte ekspressionisme og popkunsten. Først kom abstrakte ekspressionister som amerikanske Jackson Pollock, der, i lighed med Bjørlo, malede værkerne vandret på gulvet. Her var fokus på penselstrøget, som aftryk af kunstnerens krop og bevægelse.

Derefter fulgte flere modreaktioner, blandt andet popkunsten. En af denne kunstretnings ukronede konger, Roy Lichtenstein, malede ligefrem store og tegneserieagtige gengivelser af penselstrøg, hvilket nok skal ses som en ironisk kommentar til den abstrakte ekspressionisme.

Stones aktuelle værker giver mindelser om både Pollock og Lichtenstein, men her er (også) noget andet på færde. Det handler nemlig for Stone om at afsøge grænserne mellem maling og fotografi, det reelle og det manipulerede, og derved, måske, at kunne stille spørgsmålstegn ved begge.

For hvad er mest virkeligt? Og betyder det egentlig noget? Det er gode spørgsmål, men ind imellem bliver Stones værker mig alligevel for brogede. Bedst er han, når paletten begrænses og manipulationen får lov at spille sin rolle ret uforstyrret af farverne.

Som rosinen i pølseenden viser Søren Behncke en lille udstilling i V1 Gallerys kælder, hvor han billedliggør Niels Bohrs teorier om lys. Det resulterer i en serie, malet på fundne stykker pap, med gadelygter, hvis lys flyder ud over gader og stræder så tykt som var det vand – eller måske maling?

Interessant er det i alle tilfælde at se, hvor lidt der skal til, før noget virkelig velkendt som lys, kan antage en så anderledes konsistens og dermed betydning.