Malermøder

Det driver af dialog mellem Marianne Grønnow og Else Alfelt, der stadig har sit store gennembrud til gode

Else Alfelt og Marianne Grønnow: Abstrakte kvinder, Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, Næstved. Til 12. december, 2015. fem hjerter

 

At påstå den ene eller anden kunstner er ”forud for sin tid”, er unægteligt lidt af en kliché. Men nogle gange er det alligevel sandt. Se bare på Else Alfelt (1910-1974), der malede så råt som nogen ung vild, mens hun undersøgte sin helt egen version af det spirituelle, sådan som i dag ses hos kunstnere som Alexander Tovborg.

Vi er da vist også efterhånden en hel del, der bare venter på Alfelts endelige genkomst. Eller måske nærmere hendes gennembrud, for sådan et fik hun faktisk aldrig rigtig. Måske var hun for egenartet og for rå til sin samtid, måske blev hun simpelthen sat i skyggen af ægtefællen, Carl-Henning Pedersen.

Under alle omstændigheder er det en forløsning endelig at se Alfelts værker for fuld udblæsning og helt i deres egen ret, sådan som det sker lige nu på Rønnebæksholm. Her mødes man således af seks malerier fra serien ’Universets blomst’ (1966), hvor et vortex som en malstrøm hvirvler enten ind i billedfladen eller ud i hovedet på beskueren.

Hvilken vej bevægelsen går, afgør man selv. Men bevægelsen er uomtvistelig, præcis som i Marianne Grønnows værk fra serien ’Light. Dusk. Darkness’ (2012), der ligner pixeleringer med felter af lysende orange, støvetgrøn og natsort. Men hvor alting snurrer rundt hos Alfelt, lader Grønnow (f. 1962) sine forskydninger foregå langs lige linjer.

I dette første møde mellem de to kunstneres værker, indtager Grønnow rollen som kommentator. At hun også kan være den samlende kraft, bevises allerede i næste sal, hvor hendes ’Morning glory’ (2004) trækker Alfelts ’Katedralbilleder’ tæt omkring sig. Omdrejningspunktet er hvidt som lys, både i Grønnows stiliserede blomster og hos Alfelt, hvor udtrykket er nærmest overeksponeret, som blev værket bleget indefra af sit eget kraftfelt.

Direkte dialog opstår der også, ikke mindst i mødet mellem Alfelts ’Spidser der rækker mod himlen’ (1945), der med sine trætoppe, bjergtinder eller helt enkelt: spidser, befinder sig midt mellem fysik og metafysik, det retlinjede og det fornemmede, den forankrende figuration og pulserende abstraktion. Det ligner måske ikke et Cobraværk, men det er det. For Alfelts insisteren på universets rytme, der forplanter sig gennem kunstnerens hånd til værket, er klassisk Cobra.

Værket er samtidig en glimrende samtalepartner for Grønnows mere end 60 år yngre ’When it falls’, hvor man ligefrem genfinder den dristige lilla, der ligger og driver i samme form som hos Alfelt. Maling, der får lov til at løbe, drive og dryppe, skaber her en smuk kontrast til gentagelsen, sartheden og den gennemtænkte komposition.

Men selvom værkerne tydeligt taler til hinanden, er denne samtale langtfra altid hverken stille eller rolig. Således støder farverne sammen når Alfelts tre høje, smalle og meget blåtonede månestudier fra 1970 møder endnu et værk fra Grønnows serie ’Light. Dusk. Darkness’ – med hovedfarven orange!

Det er et koloristisk sammenstød af dimensioner, for blå og orange er såkaldte komplementærfarver, hvilket betyder, at de står i størst mulig kontrast til hinanden og derfor hidser sig selv og modparten maksimalt op. Kontrasten fortsættes i kompositionerne, hvor Alfelts rytmik, der aftegner bølgetoppe og bjergformationer, står overfor Grønnows nærmest digitale udtryk.

Grønnow har gennem sin kunstneriske produktion bevæget sig i retning af en stadig større stringens, med serien ’Light. Dusk. Darkness’ som en foreløbig kulmination. I hendes helt tidlige værker var blomsterne nærmest fotorealistisk gengivet, så blev de stiliseret som i ’When it falls’, for nu kun at findes som minder i koloritten.

Så meget forandrede Alfelts udtryk sig ikke. Gennem hele hendes kunstneriske produktion fastholdt hun en karakteristisk kontur, der ikke er en streg, men simpelthen fravær af farve. Det skaber en sitrende uro i værkerne, en rastløshed og en søgen, som Alfelt desuden følte som menneske. Hvilket vil sige, at Else Alfelt også på dette punkt er helt på omgangshøjde med vores samtid.