Manden med øjne som en slædehund

Brian Eno. Pressebillede fra Kunsthal Charlottenborg, 2016

Brian Eno. Pressebillede fra Kunsthal Charlottenborg, 2016

Brian Eno er verdensberømt for opfindelsen af ambient og musikalske samarbejder med blandt andre David Bowie, Roxy Music og Talking Heads. Derfor var han også et af de største tilløbsstykker på Heartland festivalen, men på Charlottenborg har jeg ham, næsten, for mig selv

 

”Gud, jeg håber, jeg lever rigtig længe! Jeg har så mange idéer” udbryder Brian Eno. Og så griner han. Klukler af sig selv, i stærk kontrast til den stemning, hans værk ’The Ship’ udfolder en etage oven over os på Charlottenborg, hvor noget, der godt kan minde om sørgmodige sømandssange, indgår i en gigantisk lydcollage.

Idéen til ’The Ship’ kom ikke som en åbenbaring, fortæller Eno, da vi har sat os ved bordet og hældt vand og vin i højstilkede glas. I stedet voksede den stille og roligt frem, mens han undersøgte lydenes muligheder.

”Jeg er fascineret af de lyde, jeg arbejder med. I dette tilfælde fandt jeg ret hurtigt frem til, at det havde noget med havet at gøre” fortæller Eno, ”Et hav med store bølger. Et ondskabsfuldt, truende hav, hvor det er farligt at befinde sig”.

Eget foto fra Biran Eno: 'The Ship', Charlottenborg, 2016

Eget foto fra Biran Eno: ‘The Ship’, Charlottenborg, 2016

Samtidig læste han om Første Verdenskrig og Titanic, der sank i 1912, to år før krigen brød ud. Og det gik op for ham, at Titanic og Første Verdenskrig var samme form for katastrofe, den samme hybris: at vi troede, vi var blevet så magtfulde, at intet kunne gå galt. Skibet kunne ikke synke og krigen ville være forbi inden jul.

”Det er den samme manglende selverkendelse, der lå bag invasionen i Irak. Og det er den samme tankegang, der skabte den økonomiske boble. Vi tænker, at nu fungerer systemet så godt, at intet kan gå galt. Nu forstår vi, hvordan det hele hænger sammen. Intet kan stoppe os. Og kollapser det!”

Man skal dog ikke forvente sig en historieforelæsning midt i ’The Ship’. Faktisk kan man knap nok forstå de ord, der synges, selv ikke, når de ind imellem er på engelsk. Men tilsammen skaber lyden et kraftfuldt mørke, som jeg personligt synes er mere spændende, end de farvede lys, Eno har opsat i rummet som en installation.

Selv siger han, at ’The Ship’ samler tre parallelle, men hidtil adskilte, spor i hans produktion: ambientmusik, installationskunst og sang. Ambientmusikken opfandt Eno tilbage i 1970’erne og kunst har han arbejdet med siden sidst i 1960’erne, hvor han gik på forskellige kunstskoler i England, men sangen har han altid haft det lidt sværere med.

”Jeg elsker at synge, men vidste ikke, hvordan jeg skulle bruge sangen. Hvis der er en menneskefigur i et maleri, vil vores øjne automatisk søge denne figur og derefter afsøge, hvordan alt andet forholder sig til figuren. Vi er interesserede i andre mennesker, vi kan ikke gøre for det. På samme måde er det med en sangstemme: den bliver for let til fokuspunktet i musikken”.

Eget foto fra Biran Eno: 'The Ship', Charlottenborg, 2016

Eget foto fra Biran Eno: ‘The Ship’, Charlottenborg, 2016

Enos redning kom fra to steder på én gang. For det første mener han, at lydene i ’The Ship’ er en musikform (næsten) uden struktur, hvilket gør det muligt at integrere sangstemmen på en ny måde. Og for det andet har hans stemme ændret sig.

”Jeg var 64 før det en dag gik op for mig, at jeg ikke længere er teenager! Sikke et chok! Sikke en dårlig dag!” Brian Eno fægter med armene og griner igen. Af sig selv. Og af rockmusikken, hvor man dyrker teenagestemmen i en grad, så der ikke er plads til lyden af voksne mænd.

Og efter et første chok, er Eno nu glad for sin dybere, mere voksne stemme, for den er samtidig mere neutral, synes han, og det passer ham perfekt. Hverken kunsten eller musikken skal nemlig handle om Brian Eno, der, siger han selv, ikke er særlig interessant:

”I stedet forsøger jeg at skabe noget, der kommer fra den fremtid, jeg ønsker mig. Jeg kan ikke bygge den fremtid, den verden, men så kan jeg skabe musikken til den!”

 

Brian Eno har lysende, lyseblå øjne, lidt ligesom en slædehund, og han retter dem direkte mod dine, når han taler med dig. Det er på én gang behageligt, intenst og meget imødekommende. Ligesom lyden i ’The Ship’ kan lukke sig om én, skaber Eno med sit nærvær en særlig zone af udveksling og fortrolighed. Og det giver plads til også de store spørgsmål, som:

Hvilken rolle mener du kunst og musik bør spille i samfundet?

”For mig er kulturen noget fundamentalt i samfundet. I England har vi lige nu en konservativ regering, og de er slaver af en ideologi, der burde være død for mindst 20 år siden. En del af denne ideologi går ud på, at se de såkaldte ’produktive fag’ som de vigtigste og betrager kunst som ren luksus”

”Det er en tankegang, jeg slet ikke forstår. I dag er vi mere afhængige af hinanden end nogensinde før. Vi har adgang til så megen hjernekapacitet og kan kommunikere som aldrig før. Derfor er det altafgørende, at vi kan synkronisere med hinanden, forstå hinanden – og enes med hinanden”

”Kulturen er den konversation, der gør os i stand til at udveksle, forstå og enes. Kulturen sætter samtalen i gang. Kulturen giver os objekter at tale om, at tænke på sammen, så vi kan finde ud af, hvor vi står i forhold til hinanden. Det er helt fint at producere verden vi lever i, men kunst handler om, hvad vi føler for, og hvordan vi forstår, denne verden.”

Eget foto fra Biran Eno: 'The Ship', Charlottenborg, 2016

Eget foto fra Biran Eno: ‘The Ship’, Charlottenborg, 2016

Selv ser Eno sig som lidt af en gartner, der sætter frø i kulturen, for så at se dem vokse til. Hvordan sådan et frø udvikler sig, kommer an på, hvornår det sås, hvilke vilkår, det får og hvem der giver det opmærksomhed.

”Værket er noget, som kunstneren ikke forstår. Folk tror, at Beethoven gik rundt med hele symfonier i hovedet, som han så skrev ned og fik andre til at spille. Det tvivler jeg på. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om den tanke, at værket er en reproduktion af noget færdigt inde i hovedet på kunstneren”.

Desuden passer den tanke dårligt til det samarbejde, der oftest er udgangspunktet, i alle tilfælde, når det drejer sig om musik. Eno fortæller, at han og David Bowie grinede sig igennem musiksamarbejdet – også selvom resultatet ofte var anderledes alvorligt.

Eno har desuden et kunstnerisk samarbejde kørende med sydafrikaneren Beezy Bailey, hvor de maler sammen på helt op til fyrre lærreder ad gangen.

”Beezy er en meget farverig, meget, meget morsom mand” får Eno lige præcis sagt, før latteren drukner ordene helt. Da han har sundet sig en smule, fortsætter han: ”Humor er et godt grundlag for samarbejde, for folk der har humor, tager ikke sig selv for alvorligt”.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer