Manet og måden, vi ser hinanden på

 

Edouard Manet er en af de helt centrale skikkelser i 1800-tallets kunst, hvor meget af fundamentet blev lagt for kunsten helt ind i det 21. århundrede. I London kan man lige nu se en samling af hans protrætter, der spænder fra det geniale til det mildest talt halvfærdige

Manet: Portraying Life. Royal Academy of Arts, Burlington House, Piccadilly, London. Til 14. april, 2013. fem hjerter

 

Det ligner næsten et farvelagt fotografi, Edouard Manets pastelportræt af Madamme Manet fra 1873: Profilen er skarp og farverne holdt i gråtoner, så kun kinderne lyser op med deres pudrede pink. Og Manet var da også stærkt optaget af det forholdsvis nye fotografi, hvilket man får bekræftet på Royal Academy of Arts, der har inkluderet adskillige foto fra hans egen samling i udstillingen af Manets portrætter.

Måske var det netop i de tidlige fotografier Manet (1832-1883) fandt inspiration til at lege med skarpheden i sine egne værker. Men hvor fotograferne i 1800-tallet ganske enkelt måtte affinde sig med en meget lille dybdeskarphed, kunne en maler som Manet gøre som han ville. Og noget af det, han ville og gjorde, var at male Suzanne Manet på en bænk i drivhuset på en måde, så hendes træk står tydelige og levende, mens omgivelserne kun er hurtigt skitseret op.

Kontrasten mellem det detaljerede ansigt og blomsterne i baggrunden betyder, at man helt naturligt fokuserer på personen, præcis som de fleste ville gøre, hvis man selv sad på stolen overfor Suzanne. Intimiteten er således intens, og Manet malede da også portrættet til parrets eget soveværelse, ikke med salg for øje. Anderledes forholder det sig med en række af Manets øvrige portrætter, der har en langt mere officiel og repræsentativ karakter, hvilket dog langtfra betyder, at de er konforme.

Midt imellem det officielle portræt og den intime fremstilling finder man årstidsserien, som journalisten og politikeren Antonin Proust bestilte hos sin gode ven, Manet, i 1881. Med på udstillingen er ’Efterår’, som Méry Laurent lægger krop til. Og Laurent er ikke en frøken-hvem-som-helst: Hun inspirerer Marcel Proust til Odette de Crécy, er en hovedrig amerikaners elskerinde og omgås blandt andre digterne Mallarmé og Verlaine, samt kunstnere som Whistler og i særlig grad Manet. Men endnu mere interessant er faktisk Manets brug af et blomstret tapet i baggrunden, der peger frem mod værker af Gauguin og van Gogh senere i årtiet.

Også foran Manets skildring af en udendørskoncert i Tuileries Haven fra 1862, hvor de sorte hatte er som en samling træstammer, kan man komme til at tænke på senere værker, i dette tilfælde først og fremmest Renoirs kendte maleri af danseglade parisere i Le Moulin de la Galette fra 1876. Men Manet lod sig også selv inspirere, sådan som det ses i portrættet af Victorine Meurent, ligeledes fra de tidlige 1860’ere, der på mange måder minder om hollandsk maleri fra 1600-tallet, ikke mindst udført af Frans Hals. Oftest er det dog den spanske maler Velázquez, der spøger hos Manet, og det, desværre, med varierende held.

Personligt finder jeg i alle tilfælde, at Manet er sluppet mindre heldigt fra sit portræt af skuespilleren Rouviére som Hamlet, malet i 1865. Den sortklædte figur ser ud på os som man så ofte ser det hos Velázquez, men intensiteten er erstattet af noget kunstigt. Helt galt går det, da Manet i 1880 portrættere Emilie Ambre som Carmen, men det er ikke kun skuespillerne, der rammer ved siden af, idet Manet med al tydelighed viser, at heller ikke alt for nuttede børn er et velegnet motiv.

Ander steder på udstillingen kan man knap klandre Manet for de mindre gode værker, for i mange tilfælde er der tale om malerier, der hverken er helt eller halvt færdige. At præsentere den slags er at gøre kunstneren en bjørnetjeneste – i udtrykkets oprindelige betydning. I stedet skulle man have fokuseret på Manets mesterværker, for dem er der nok af i forvejen. (Eller i det mindste kun have inkluderet seriøse og smukke skitser som den af kunstnerkollegaen Berthe Morisot fra sidst i 1860’erne.)

Ubetinget fantastisk er dog de to malede portrætter af Morisot fra henholdsvis 1872 og 1874. I det første formår Manet at fremmane et utroligt lys i den gulgrønne baggrund, der står i stærk kontrast til den kulsorte kjole og hat. Som i portrættet af Méry Laurent er her tale om en påklædning, der i den grad er et tegn på tiden, sådan som digteren og kritikeren, Charles Boudelaire, ønskede sig det. Men det er så sandelig også et psykologisk portræt af en ung kvinde, der godt tør holde beskuerens blik i en skruestik.

To år senere er Morisot i sorg efter farens død, hvilket Manet skildrer med et drama, der er lige ved at gøre portrættet til en tidlig forløber for surrealismen. Her er hele lærredet mørkt, undtagen dér, hvor Morisots ansigt træder frem, forvrænget af gråd i en grad, så øjnene sidder skævt. Det er et umådelig stærkt maleri, der på én gang vidner om en stor kunstner og et meget tæt venskab. Andre af Manets venner skildres omgivet af obejkter, der henviser til hvem de er – eller i nogle tilfælde til, hvad Manet selv var optaget af.

Det ser man et eksempel på i portrættet af Emile Zola (1868), for selvom Zola som kunstkritiker naturligvis var levende optaget af kunst, så er det sigende, at Manet har valgt at vise ham i selskab med både et japansk Ukiyo-e træsnit, en reproduktion af Manets egen skandalesucces ’Olympia’ og Goyas grafiske gengivelse af Velázquezs værk ’Bacchus’ Triumf’. For ligesom Goya har gengivet et af sit forbilledes værker, lod også Manet sig inspirere. Ikke kun af Velázquez, men også af Tizian, der malede ’Venus fra Umbrio’ allerede i 1538 og som senere skulle blive udgangspunkt for Manets ’Olympia’.

Den slags finurlige henvisninger finder man ingen af i Manets portræt af vennen Antonin Proust (1880). Faktisk forekommer maleriet måske i første omgang af meget lidt. Men så ser man ind i øjnene på Proust og opdager, at her er Manet meget tæt på Velázquez, der var en mester i at fremmane tilstedeværelse i sine malerier. En afgørende forskel er dog, at hvor Velázquezs personer ofte udfordrer beskueren, så forekommer Proust i stedet en smule sørgmodig, som om han (og dermed også beskueren) står overfor en uafvendelig afsked.

Den slags værker er det virkelig svært at løsrive sig fra igen, og selv måtte jeg da også tilbage til det mindst tre gange. Og det er værker som dette, der lige præcis får udstillingen op på de fine fem hjerter.