Marie Kølbæk Iversen og de sorte svaners vingeslag

Installationshot fra MArie Kølbæk Iversens soloudstilling i Gether Contemporary, 2021. Foto: David Stjernholm

Der er et utal af henvisninger og associationsmuligheder på Marie Kølbæk Iversen aktuelle særudstilling, som man bør opleve i selskab!

Marie Kølbæk Iversen: Når, Gether Contemporary, Flæsketorvet 77-79, København V. Til 10. april, 2021. Fire hjerter

x

At kunst bedst ses i virkeligheden giver næsten sig selv, men nogle gange er det tilfældet af andre grunde end de helt indlysende. Sådan er det med Marie Kølbæk Iversens udstilling ‘Når’, som sikkert ville have været en fin oplevelse under alle omstændigheder. Men da jeg var forbi Gether Contemporary var kunstneren selv tilstede og vores samtale tilføjede ærlig talt ikke så få lag til værkerne.
Det er egentlig ikke fordi der ikke er noget at se på. Men det hjælper gevaldigt at få påpeget, at en af de døde mænd, som Marie Kølbæk Iversen hurtigt har skitseret op, er hentet i Goyas berømte maleri ‘El tres de mayo de 1808 en Madrid’. Goyas skildring af krigens rædsler er skelsættende og indvarsler på mange måder det moderne maleri, både i kraft af malemåden og motivet, hvor vi ser Napoleons soldater massakrere civile madrilenere.

Marie Kølbæk Iversen: ‘Hvide Ravne # 2’, 2021. Foto: David Stjernholm
Francisco Goya: ‘El Tres de Mayo’, 1814. Museo Nacional del Prado, Madrid


Marie Kølbæk Iversens seks værker i serien ‘Hvide Ravne’ handler alle om døden som følge af krig og det viser sig, at hun havde ualmindelig svært ved at tegne disse motiver. For selvom de er hentet i andre kunstneres malerier følte hun, at der var tale om en krænkelse af den døde.
Den slags betragtninger er spændende, synes jeg. Og jeg svarede, at man også kunne se på det sådan, at deres død ikke har været helt forgæves, når nu vi stadig tænker på den og græmmes over krigens gru.


Kølbæk Iversens ferme optegninger af de dødes omrids er udført på papir, der lyser op under UV-lys. Her er altså tale om et spektrum, der ligger udenfor vores normale fatteevne, men som selv i almindeligt lys og set med vores begrænsede øjne er i særprægede farver.
Titlernes hvide ravne viser videre til to gigantiske videoværker, der fokuserer på svaner i henholdsvis Damhussøen og Parque Ibirapuera i Brasiliens megastorby São Paulo, hvor australske sorte svaner nu lever. Men Kalbæk Iversen har vendt farverne på hovedet så de danske svaner ser sorte ud, mens de brasilianske pludselig er så hvide som vi er vant til at se dem herhjemme.

Installationshot med både Marie Kølbæk Iversens dobbelte videoinstallation og tre silketryk hos Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm

De sorte svaner og hvide ravne har Kølbæk Iversen hentet i folkevisen om Svend i Rosengård, som efter mordet på broren opremser alt det, der skal eller vil ske, før han vender hjem igen ved verdens ende. Hver sætning lægger ud med det ‘Når’, som også er udstillingens overskrift, og fortæller om fugle i modsatte farver, fjer der går til bunds og sten som pludselig kan flyde.
Og så er sorte svaner oven i købet blevet brugt som billede på det uforudsigelige, på den slags begivenheder der slår historien ud af den kurs, man ellers troede var fastlagt, først hos den romerske digter Juvenal og senest af sandsynlighedsteoretikeren Nassim Nicholas Taleb.
Verden er med andre ord af lave, og undergangsvisionerne er den røde tråd, der binder alle værkerne sammen. De fleste vil nok kunne dechifrere de dronefotografier af afbrændt Amazonas og Arktis, ligesom Coronaens sorte vingeslag ligger lige for.


Vanskeligere er det at afkode alle lag i tre silketryk, hvor motivet er hentet i skulpturen ‘Den Første Begravelse’, som Kalbæk Iversen har fundet på Glyptoteket. Men får man et par stikord er det pludselig ret indlysende, at Adam og Eva, der begraver sønnen Abel, fungerer som en smuk pendant til både brodermordet i folkevisen og træder ind i Apokalypsen på en meget privat og personlig måde, der reflekterer tilbage på tegningerne af krigens ofre.
For det er jo her i det, man med et efterhånden noget slidt udtryk kalder “den lille historie”, at den store verdenshistorie for alvor folder sig ud og bliver nærværende. Det er her vi pludselig kan se os selv og vores nærmeste sørge, lide og dø. Det er her det gør ondt.
Også af den grund har man har brug for en samtalepartner foran værkerne. For her skal tænkes højt, associeres frit og man skal have flere hints end normalt at lege videre med. Så tag en ven under armen og kom afsted. Eller endnu bedre: ring til galleriet og hør hvornår Marie Kølbæk Iversen næste gang er at finde i udstillingen!

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.