Alexander Tovborg: ‘Sacre Conversazione (Adam finds Eve)’, 2012
Jeppe Hein cementerer i disse år sin position på den internationale kunstscene, mens Alexander Tovborg stråler som den unge kunstnerkomet, han er. Lige nu udstiller de sammen hos Nicoali Wallner
Alexander Tovborg og Jeppe Hein: Sacra Conversazione. Galleri Nicolai Wallner, Ny Carlsberg Vej 68, København V. Til 26. maj, 2012. fire hjerter
Man skal se god efter i alt det grønne for som Adam at finde Eva i Alexander Tovborgs gigantiske maleri ’Sacra Conversazione (Adam findes Eve)’. Men hun ligger der altså, som konturen af en kvinde oppe i øverste højre hjørne af et maleri i den serie, der har givet udstilling med værker af Alexander Tovborg og Jeppe Hein titlen: Scara Conversazione.
Den sakrale samtale er det dog så som så med, i alle tilfælde mellem de to kunstneren. I stedet synes Tovborg at stille spørgsmål og gå i dialog internt i maleriets rum og historie, mens Jeppe Hein er en elskværdig samtalepartner, der opmuntrende udspørger og facettere Tovborgs udsagn, fremfor at køre sine egne fortællinger i stilling.
Og det er da også bemærkelsesværdigt, at så ung en maler som Tovborg (født i 1983) kaster sig over en kristen motivkreds. Men det religiøse og spirituelle spillede allerede en central rolle da han gæstede Wallner i 2010, samme år som han tog afgang fra Kunstakademiet. Den gang var overskriften ’New Eternity’, farverne mørkere og materialerne mere forskelligartede. Denne gang holder Tovborg sig til Adam og Eva, som vi følger fra de først finder hinanden, forbi Kundskabens Træ og hele vejen ud af Paradisets Have.
Alexander Tovborg: ‘Sacre Conversazione (By the Tree of Knowlwdge)’, 2012
Alligevel har jeg svært ved at blive rigtig klog på Tovborgs malerier, for hver gang jeg er lige ved at fange hvilken stilretning eller kunstneres værker, det er de minder mig så meget om, undviger de identifikationen i sidste sekund. Men der er altså nogle paralleller til blandt andet mexicansk folkekunst, hvor man ser den samme slags neonfarver. Samtidig er der spor af et fjernt slægtskab med Marc Chagall, der også bearbejdede sin religions fortællinger med tilsyneladende naivitet.
Man kan også sagtens komme til at tænke på Matisses interesse for det ornamentale, på (uartige) indisk miniaturemaleri og/eller på Asger Jorn, der (næsten) kunne være kunstneren bag den nederste del af sidste maleri i serien, hvor menneskene forvises fra Paradis. I det hele taget trækker Tovborg tråde tilbage til første halvdel af det 20. århundredes modernisme, men han gør det godt nok på en helt ny måde.
Jeppe Heins ‘4-Dimensional Circle’ foran Alexander Tovborgs ‘Sacra Conversazione (The Fall of Man)’ i Galleri Nicolai Wallner
Det kalejdoskopiske understreges smukt af den ni år ældre Jeppe Heins spejlværker, hvor navnlig ’4-Dimensional Circle’ er et orgie af fuldstændig udforudsete spejlinger og overraskende nye vinkler. Denne skulptur manifestere sig det ene øjeblik som objekt i rummet, for i det næste at træde i baggrunden og i stedet lade spejlingerne af Tovborgs værker spille hovedrollen. Det er svimlende, sanseligt og smukt, ligesom det er lidt af et særsyn, at en kunstner i den grad underspiller sin egen rolle.
Enkelte steder er Hein dog så høflig, at det grænser til det selvudslættende, og så går samtalen selvsagt i stå, for der er ingen hjælp at hente hos Tovborg, der synes mere optaget af indre udforskning end af udadvendt tale. Men i skæringspunktet mellem de to kunstnere opstår en interessant dialog, som det er værd at lægge både øre og øje til.