Ukendt kunstner, midten af 1500-tallet: Djævlen spiser paver og skider landsknægte. Tilhører Statens Museum for Kunst
Satiretegningen er langtfra en ny opfindelse. Nu er eksempler på spe, spot, løgn og latin fra fire århundreder samlet på Storm P. Museet
Løgn & Latin – Spot, spe og religionssatire 1500-1900. Storm P. Museet, Frederiksberg Runddel, Frederiksberg. Til 18. maj. Kan derefter ses på Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, fra 1. juni til 31. august. 12. marts kl. 17 afholder Storm P Museet salon om ’Satire og (selv)censur – internationalt og i Danmark’ med Anders Jerichow og Klaus Rothstein. fire hjerter
For ti år siden var der vist ikke den helt voldsomme interesse for satiretegninger, der tager gas på religionerne og, ikke mindst, deres udøvere. Men efter Muhammedkrisen kan man ikke sige hverken ’satiretegning’ eller ’karrikatur’ til en dansker, uden at det gibber en lille smule i os.
Derfor er det en fantastisk idé man har fået på Storm P. Museet, nemlig at overlade et par sale til Ph.D.forsker Dennis Meyhoff Brink og museumsinspektør Pernille Scheltauer Jacobsen, der begge har specialiseret sig i den slags tegninger, der gerne skal gøre ondt på den, der genkendes på dem.
Sådanne satiretegninger har vi her i Europa kendt til siden Reformationen i 1517, for protestanterne var de første til at forstå, hvordan man kan latterliggøre sin modstander rent billedligt og derved dels tilkendegive sin holdning, dels give også folk, der ikke kan læse, et godt grin med på vejen.
En del af disse tegninger er anonyme, men også kendte kunstnere som Lucas Cranach den Ældre (1472-1533) illustrerede Martin Luthers ord om ’Pavens fødsel og oprindelse’. Hvilket vil sige, at Cranach i sit kobberstik skildrer paven, der fødes af en hundjævel for derefter at blive opfostret af de græske furier Megara, Alecto og Tisifone: misundelse, had og hævn.
Forstår man ved første øjekast ikke helt, hvem der spottes, hvordan og hvorfor, følges hver eneste tegning eller tryk af en informativ og oftest også ret morsom tekst. Symboler som ulven, æslet og kedlen forklares også i selvstændige tekster, så man er helt med på, hvorfor Martin Luther har sin store mave i en trillebør, da katolikkerne langt om længe går til modangreb med satire.
Kobberstik fra første halvdel af 1600-tallet, udført af anonym kunstner. Martin Luther og konen, Katharina von Bora, spottes i tekst og billede
Det er dog ikke kun en kamp mellem protestanter og katolikker, vi er vidne til på væggene og i enkelte tilfælde formår en tegner, at spidde både kristne, jøder og muslimer i en og samme tegning! Andre satirikere har bare et godt øje til hykleri, som når de fede præster æder og drikker, mens de prædiker bøn og faste, sådan som det sker i den kun sekstenårige Richard Newton tegning fra 1793.
Richard Newton: ‘Fast Day!’, 1793
Få år senere står den spanske hofmaler Francisco Goya bag en række grafiske blade, der blandt andet fokuserer på præcis det samme. Men Goya skaber også det skræmmende og smukke blad med titlen ’Fornuftens søvn avler uhyrer’, hvor nattens bevingede væsener synes at stige op fra den sovende. Selv forklarede han det således: ”forladt af fornuften avler fantasien umulige uhyrer; forenet med fornuften er den kunstens moder og alle vidunderes oprindelse”.
Goya var tilhænger af Oplysningstidens tanker, hvor netop fornuften skulle være med til at skabe frihed og fremskridt. Ikke alle var dog lige begejstrede for disse frie tanker, som man kan se det i Honoré Daumiers håndkolorerede radering fra 1869 med overskriften ’Generalprøve på koncilet’. Her forsøger sortklædte munke ihærdigt at puste den frie tankes ild ud i Daumiers kommentar til Vatikankoncilet, der skulle fastslå pavens ufejlbarlighed.
Honoré Daumier: ’Generalprøve på koncilet’, 1869
Frem til 1870’erne gøres der således godt og grundigt grin med præster, munke, kirken og diverse trosretninger, men derefter begynder man også at gå til direkte angreb på gud. Det ses i Paul Klencks litografi ’Den evige far’ fra 1871, hvor gud ikke er død endnu, men fremstår særdeles dødelig, med langt skæg, slidt tøj og glorie på Rue Paradis!
Rosinen i pølseenden er Henry Gustave Jossots stramme og stiliserede billede af mental og trosmæssig gåsegang, der som ét af kun få værker på udstillingen også fungerer rent æstetisk. For det, der først og fremmest interesserer satirikerne, er at fange modparten med bukserne nede, ligegyldigt hvordan det gøres eller ser ud. Eller hvad konsekvensen kan blive.