Med naturen som udgangspunkt

Ikke alle møder mellem J.F. Willumsens værker og udvalgt samtidskunst forløber lige smukt, men når det fungerer, er det direkte fantastisk

Naturmøder, J.F. Willumsens Museum, Jenriksvej 4, Frederikssund. Til 3. april, 2016. fire hjerter

 

Man kan vist efterhånden kalde det for en trend, idéen med at lade en afdød kunstners værker møde en eller flere nulevendes. Lige nu sker det både på Rønnebæksholm, der præsenterer Else Alfelt i selskab med Marianne Grønnow (se link nedenfor til min anmeldelse ‘malermøder’), og på Willumsens Museum, hvor J.F. Willumsen (1863-1958) møder elleve samtidskunstnere.

Sidstnævnte sammenstilling er ligefrem set før, dog med andre samtidskunstnere, idet Galleri Bo Bjerggaard for tre år siden inviterede to håndfulde af galleriets faste kunstner til at gå i aktiv dialog med gamle Willumsen (se link nedenfor til min anmeldelse ‘Willumsen i vælten’). På den aktuelle udstilling er kun ganske få værker skabt specifikt til denne sammenhæng. Til gengæld er der et fælles fokus på naturen i samtlige bidrag.

Naturen skal dog forstås i bredeste forstand, sådan som det ses hos Nicolai Howalt (f. 1970), der viser en serie fotografier af lys. Hvor et fotografi normalt er et billede af det, lyset lander på og dermed gør synligt for os, handler Howalts værker om sollyset i sig selv. Resultatet er næsten videnskabelige farveprøver og de lægger sig smukt i forlængelse af Willumsens håndmalede skitser, hvor han forsøger sig frem mod præcis de nuancer, han ønsker sig.

Skitser er der også masser af i den sal, som Willumsen deler med Tal R (f. 1967). Igen er det den nulevende kunstner, der bringer liv ind i sammenhængen, for Willumsens tegninger af bjergformationer er ikke altid lige spændende. Men det bliver de, når de ses sammen med Tal R’s legende, insisterende og undersøgende streg og dejligt dansende bogstaver, nedfældet under en ekspedition til nordøstgrønland i 2011.

Samtidig understreger sammenstillingen, hvordan de to kunstnere arbejder sig videre fra observationen til en stadig større grad af stilisering. Her kan man følge forvandlingen fra (forholdsvis) naturalistisk registrering gennem stadig større grader af abstraktion, hvor man så alligevel godt kan genkende enkelte af de oprindelige elementer.

 

Naturen i sin mest voldsomme form er udgangspunktet for et helt nyt og kæmpe stort tæppe af John Kørner (f. 1967). Titlen er ’Tsunami’ og værket vælter sig da også ned fra væggen og ud på gulvet med et mønster, der minder om både vand og rent prismatisk opbrud.

Man kan kravle op på ’Tsunami’ og det kan anbefales, for så ser man Willumsens store (og meget mærkelige) relief i en ny vinkel, der giver overraskende god mening, fordi figurerne nu forekommer at flyde, fremfor at svæve. Men selvom jeg holder meget af både kunst, der inviterer til aktivitet og af det sublime, forstået som det på én gang lystfyldte og forfærdende møde med naturens helt store kræfter, er jeg ikke sikker på, at de to bør kombineres.

Faren er, at det storslåede og sublime bliver tamt og tilforladeligt, lidt ligesom det, desværre, sker i en videoinstallation af Eva Koch (f. 1953). For som det er nu, fortoner det projicerede vandfald sig for meget og lyden, der ganske vist er høj, er slet ikke øredøvende nok. Og det er synd, for det gør, at en dødsensfarlig oplevelse bliver helt anderledes tilgængelig. Og dermed også ufarlig.

Så er der mere smæk på unge Jacob Kirkegaards forrygende lydværk ’Isfald’, som jeg ganske vist har oplevet før (se link nedenfor til min anmeldelse ‘Ishavet og Arktis er stadig sublime’), men som alligevel er hele turen til Frederikssund værd. I ’Isfald’ er man nemlig, i dybeste mørke, midt inde i isen blandt buldrende kræfter og dryppende evighed. At ’Isfald’ så ikke går i direkte dialog med Willumsens værker, gør ikke så meget. Det gør det til gengæld, at man har valgt at præsentere Eske Kaths to malerier og en skulptur i en sal helt for sig selv. Kaths farver ville ellers have kunnet finde en del pendanter i Willumsens malerier og det er det en skam, sådan at gå glip af at se.

Navnlig da, når det andre steder på udstillingen bliver så tydeligt, hvordan der kan finde en fornem udveksling sted, værkerne imellem. Bedst sker dette, når Willumsens tre malerier af Mont Blanc i aftensol fra 1930’erne får lov at spejle sig i udvalgte fotografier fra Astrid Kruse Jensens serie ’Hidden Places’ (2008) (se også link nedenfor til min seneste anmeldelse af ‘Astrid Kruse Jensen’).

Kruse Jensen (f. 1975) arbejder her med natfotografering, hvilket helt naturligt forenkler billedernes farveskala. Men det er ikke kun den stramme farveholdning, de to har til fælles. De deler også de store flader, et fravær af små detaljer og et fokus på det, der er så meget større end os selv.

Her sker det fantastiske, at værkerne beriger, forklarer og komplimenterer hinanden, så helheden bliver mere end de enkelte dele – der ellers er gode i sig selv. Havde man holdt den standard på hele udstillingen, ville jeg have kvitteret med fuldt hus i hjerter.