Med Odde på arbejde

odde-line-upEn solskinsstærk dag sidst i oktober mødtes jeg med Knud Odde, der stod midt i arbejdet med flere serier grafik i Niels Borch Jensens Koppertrykkeri. Serier er måske faktisk så meget sagt, for hvert stykke grafik er et værk i sig selv, samtidig med at det er en del af en større familie, sådan som man kan se i de ni træsnit ovenfor. Det, de har til fælles, er, at kroppene manifester sig som søjler i rummet, sorte mod deres forskelligfarvede baggrunde. Det er derfor, netop disse figurer er blevet valgt, det er det, Knud Odde lader være den røde tråd gennem samtlige ni stykker grafik.

3-gange-odde

Arbejdet med de ni var stort set tilendebragt allerede, mens andre værker endnu var i udvikling, som mandsfiguren her ovenfor, hvor Odde, Niels Borch Jensen og hans særdeles kyndige medarbejdere eksperimenterede med papirtyper, trykmetoder og farvevalg. Jeg blev helt rundtosset af alle de muligheder, alle de måder, det samme motiv kunne komme til at tage sig ud. Læg for eksempel mærke til, hvor forskelligt grenmotivet til højre manifesterer sig. Selv hovedets form ændrer sig – og dermed også hele udtrykket!

to-gange-odde

Helt vildt blev det dog, da vi så på en række meget forskellige farvekombinationer i ovenstående træsnit. Midnatsblå, rustrød, skingergult, hvad skal man vælge og i hvilken kombination? Farverne interagerer med hinanden på højst forskellig vis og selv træets struktur, der træder tydeligt frem i den blå version, ændres når farven i stedet er gul. Som man kan se på billedet til venstre klippede vi figuren ud af ét tryk og satte den fast med tegnestifter på et andet for at se, hvordan den kombination fungerer. Da jeg gik var de stadig i fuld gang og hvordan det endte kan man se i  Borch Butik, Bredgade 22, kælderen, København K frem til 12. januar, 2017.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.