Sean Landers: ‘Genius’, 2001. Foto: Sean Landers/Petzel, New York
Picasso er så central en kunstner, at det kræver ikke så lidt af den kunstner, der lader sig inspirere af ham. Men mange har heldigvis både modet og evnen til det, sådan som man lige nu kan se i Hamborg.
Picasso i samtidskunsten, Deichtorhallen – Halle Für Aktuelle Kunst, Deichtorstrasse 1-2, Hamborg. Til 12. juli, 2015. fem hjerter
Sandheder, der gentages lidt for ofte, har det med at ende som rene klichéer ingen for alvor tænker over betydningen af længere. Og det er synd, i alle tilfælde når det gælder sandheden om, at det er i mødet med den anden, at vi virkelig fremstår som os selv.
Men måske udstillingen ’Picasso og samtidskunsten’ i Deichtorhallen, Hamborg, kan genaktivere de kloge ord. For her får man et mangefacetteret billede af Picassos produktion og den indflydelse, han stadig har – uden at Picasso har signeret et eneste af de henved 200 udstillede værker.
For samtlige 90 kunstnere, der har bidraget til udstillingen, gælder det nemlig, at de har ladet sig inspirere af Pablo Picasso (1881-1973). Uden på nogen måde at miste sig selv. Som når Asger Jorn (1914-1973) sammensmelter to kvindehoveder i ’Mona Lisa’ (1944) eller tyskerne Jonathan Meese og Albert Oehlen (f. 1970 og 1954) skaber et syret selvportræt.
Jonathan Meese og Albert Oehlen: ‘An der Wand’, 2003. Foto: Jochen Littkemann © VG Bild-Kunst, Bonn
Meese og Oehlen bruger både ink-jet-print og oliemaling i deres store værk ’An der Wand’ (’på væggen’, 2003), hvor man ser to meget mandlige personager med maskeagtige ansigter, den ene med skiløbere og sneklædte bjergtoppe på brystet, den anden klædt i antik keramik med hagekors/soltegn.
Ligeså legende er britiske Patrick Caulfields tilgang, når han viser os ’Les Demoiselles d’Avignon vues de derrière’ (1973), altså Picassos berømte frøkener fra Avignon – set bagfra! Mens amerikanske George Condo (f. 1957) med sine ’Memories of Picasso’ fra 1989 så at sige serverer Picasso med Picasso på.
Georges Condo: ‘Memories of Picasso’, 1989. Foto: Collection Frac Île-de- France © Adagp, Paris/VG Bild- Kunst, Bonn
Men det er bestemt ikke sjov og ballade alt sammen. En del kunstnere har valgt at arbejde videre i Picassos politiske spor, sådan som man ser det hos kinesiske Zhang Hongtu (f. 1943), hvis maleri ’Bird’s Nest in the Style of Cubism’ fra 2008 blev beslaglagt af de kinesiske myndigheder, sikkert fordi der står både ’Tibet’ og ’Human Rights’ side om side med gengivelsen af det olympiske stadion i Beijing.
Helt oplagt til politiske manifestationer er det dog at genbruge ’Guernica’, og det er der da også en lang række kunstnere, der gør. Irakiske Dia Al-Azzawi forsøger i sit re-make at få fokus på Sabra og Shatila massakren, der fandt sted i Beirut i 1982, mens en af de helt centrale figurer i 1990’ernes Young British Artists, Gary Hume, i ’My Guernica’ fra 1992 synes at sætte spørgsmålstegn ved maleriets, og dermed kunstens, rolle.
For hvad kan vi egentlig forvente, at et kunstværk kan? Ikke så lidt, i alle tilfælde, hvis kunsteneren bag hedder Picasso. Og især, hvis værket er ’Guernica’, som han malede i 1937. Det må være verdens mest berømte, politiske kunstværk, hvilket igen betyder, at alt hvad der sker med ’Guernica’ straks trækker overskrifter.
Det benyttede Tony Shafrazi sig af i 1974, da han med store bogstaver skrev ’kill lies all’ (dræb, løgne, alle) henover maleriet. Selv har Shafrazi forklaret, at han ønskede at blive en del af den kreative proces og samtidig reaktivere maleriet, sikkert i forlængelse af protesterne mod Vietnamkrigen.
At også Picasso selv havde malet videre på andres værker, er en ekstra krølle på historien, ligesom det faktum, at Shafrazi gik hen og blev gallerist i New York, mens tyske Felix Gmelin i 1996 skabte en parafrase over begivenheden med titlen ’Kill Lies All After Picasso (1937) & Tony Shafrazi (1974)’.
Næsten ligeså lang er titlen på briterne Michael Baldwin og Mel Ramsdens monumentale maleri: ’Picasso’s Guernica in the Style og Jackson Pollock’. Og mindst ligeså præcis, for det, de to kunstnere, der til sammen hedder ’Art & Language’, skabte i 1980, er på én gang ’Guernica’ og noget, der i den grad ligner et af Pollocks dryp-malerier.
Art & Language: ‘Picasso’s Guernica in the Style of Jackson Pollock’, 1980
Jeg skal ikke kunne sige, om de derved vil henlede opmærksomheden på, at Pollock var meget inspireret af Picasso, ligesom Pollock faktisk aldrig selv følte, at han forlod figurationen, selvom mange af hans sene værker virker abstrakte. Men flot er det, og en smule foruroligende, for tænk, at det kan lade sig gøre, sådan at morfe to mestre.
Og sådan bliver det ved og ved i Hamborg, hvor kometer og ikoniske kunstnere fra Ernst Ludwig Kirschner over Lichtenstein og Basquiat til Cindy Sherman og David Hockney fylder væggene. Det er en tour de force i samtidskunsten – og ikke mindst i Picassos enorme betydning.