Den britiske kunstner Mike Nelson er noget nær verdensberømt for sine enorme installationer, men i Malmö er han vendt tilbage til et mere minimalistisk udtryk
Mike Nelson: 48 tons of imperfect geometry. Malmö Konsthall, S:t Johannesgatan 7, Malmö. Til 21. oktober, 2012. fem hjerter
Lad det være sagt med det samme: Mike Nelsons aktuelle udstilling i Malmö Konsthall er ikke let at gå til. For hvis man bare bruger øjnene, og lader den indvendige side af hovedet ligge ubrugt hen, så sker der ærlig talt ikke meget. I så fald ser man nemlig bare en bunke beton spredt regelmæssigt ud over udstillingssalens gulv, så de til sammen 48 tons materiale er jævnt fordelt.
Men hvis man i stedet for at stå stille og tanketom begynder at bevæge sig ind i værket, der bærer den præcise titel ’48 tons of imperfect geometry’, sker der noget. Først skal fødderne løftes højt for at man kan forcere de betonelementer, som det snart viser sig former skiftevis sekskanter, en timeglasfigur og en stjerne. Så ser man, at disse figurer igen skaber linjer på kryds og tværs gennem værket, som derefter kan give associationer til Nazca-linjerne i Peru eller symmetrisk byplanlægning med lange boulevarder – eller noget helt tredje.
Britiske Mike Nelson (født 1967) er ellers blevet noget nær verdensberømt for sine ofte enorme installationer, der dog altid er udført i undseelige materialer. Det så man et eksempel på i 2008-2009, hvor Statens Museum for Kunst præsenterede hans version af x-rummet, der formede sig som et labyrintisk forløb af rum, der fremstod som spejlinger af hinanden. Et lignende, og permanent installeret, værk finder man på Londons Tate Britain, mens Nelson sidste år omskabte den britiske pavillion på Venedig Biennalen til endnu en totalinstallation.
Men i Malmö er Mike Nelson søgt tilbage til det mere minimalistiske udtryk, han arbejdede med tilbage i de tidlige 1990’ere, ligesom han igen indarbejder elementer fra den islamiske kunst. Det fortæller han om i en lille introduktionsvideo, der desværre vises i Konsthallens restaurant, der er vældig populær, ikke mindst blandt nybagte mødre på barsel. At høre, hvad der bliver sagt, gennem barnegråd og høje skrig, er mildest talt en udfordring, men det er prøvelserne værd, for Nelson peger blandt andet på Fredags Moskéen i Isfahan som en inspirationskilde, hvilket giver god mening.
Den iranske moské, der også kendes som blandt andet Masjid Jami’-i Isfahan, er nemlig et stykke arkitektur, der er højst integreret i det omkringliggende byrum. Og det samme sker, omend i en noget mindre målestok, i Malmö Konsthall, hvor Nelsons værk synes at indgå i en stadig voksende symbiose med salen. Ser man godt efter viser det sig desuden, at fladerne fanger lyset forskelligt, så der opstår et mindre symmetrisk mønster midt i det hele, hvilket i min fri fantasi minder om et hav spættet af skumtoppe.