Mike Nelson: Manden i det Mystiske Hus

Mike Nelson x-rummet

Den engelske kunstner Mike Nelson er berømt for at skabe rum i rummet, hvilket da også er præcis hvad han gør på Statens Museum for Kunst. Selv kalder han installationen et dobbelt bluff.

 

Det er ikke helt til at sætte fingeren på, hvad det er der lugter af, inde i den engelske kunstner Mike Nelsons enorme installation, der breder sig gennem flere sale på Statens Museum for Kunst. Men det lugter ikke godt. Mærkværdigt, kunne man måske kalde det. Eller: ildevarslende. Det er ikke en lugt, man rigtig kender, men som man alligevel tolker som … forkert. Og sådan er det med hele installationen, hvor man konstant farer vild, bliver rundtosset og rammes af de mest voldsomme déjà vue, mens man med en flig af hjernen overvejer, om der er en symbolik i alle de døre, man må forsøge at åbne undervejs.

Mike Nelson slår en latter op et sted inde i vildmandsskægget, men kun en kort en af slagsen. “Tænkte du virkelig det, da du var der inde?” vil han vide, og de levende øjne viger ikke fra mit ansigt mens jeg svarer: ja. Så smiler og griner han igen, læner sig tilbage i stolen og erklærer, at hvis det er sådan, værket virker, så er det ganske godt. Men hvordan er en af den internationale kunstverdens mest særprægede, og efterhånden også berømte, unge kunstnere endt med at skabe et så stort værk til Statens Museum for Kunst?

“På en måde lidt mod bedre vidende, i alle tilfælde hvad størrelsen angår” siger Mike Nelson, “Marianne (Torp, inspektør på museet, red.) har talt med mig igennem flere år. Man skal omhyggeligt vælge, hvem man arbejder sammen med, og jeg kunne lide Marianne med det samme. Hun er seriøs. Da hun så viste mig de tre sale, jeg maksimalt kunne få stillet til rådighed, vidste jeg bare, at det blev et kæmpe arbejde. Men jeg gik i gang alligevel!”

”Det var lidt besynderligt for mig at arbejde inde i et museum, for jeg har oftest udført mine værker udenfor institutionerne. Her er jeg så midt i bureaukratiet. Alle, jeg har talt med herinde, beklager sig over, hvor svært det er at navigere rundt i bygningen, og den fornemmelse har jeg overført til værket”. Tidligere arbejdede jeg med hvad man kunne kalde en narration, hvor jeg både refererede til stedet, hvor værket blev vist, og til den politiske situation.

”Mange af mine referencer var til arabisk kultur, som er min personlige passion, men i dag kan folk jo ikke set en arabisk tekst, uden at gå direkte i panik. Og så synes jeg også, at man som kunstner må spørge sig selv, hvor meget man mon egentlig gavner en sag, ved at indarbejde den i sine værker”.

 

Derfor er Mike Nelsons værker blevet stadig mere åbne og de fleste af de direkte henvisninger er forsvundet. Men det betyder langtfra, at han ikke har noget på hjertet, noget han gerne vil have os til at opleve. Vi får et fingerpeg i titlen, ’Jesus and Judas …..’, i alle tilfælde hvis man kender Jorge Luis Borgres’ novelle ’Three Versions of Judas’, hvor læseren præsenteres for en (fiktiv) forsker ved Lunds Universitet, Nils Runeberg, der argumenterer for, at Judas i virkeligheden var Guds søn, mens Jesu korsfæstelse alene var en afledningsmanøvre.

”Det er Judas, der gør Jesus til Jesus – og omvendt. Og det foregår i Runebergs bog, der kun findes som fiktion i borges tekst. Det er det samme der sker med min installation her, for når du først kommer hen til den, så ser du jo ydersiden, der ligner bagsiden af mere traditionelle kunstværker. Derfor tror du, at du har afluret værket dets hemmelighed, for du har jo set om bag det, ikke? Men det er et dobbelt bluff jeg udfører der, for den bagside du ser er lige så meget en konstruktion som indersiden af installationen, og den er skabt for at give dig en falsk tryghed, før du træder ind”.

Og idet man træder over den første dørtærskel til ’Kristus och Judas: A Structural Conceit (a performance in three parts)’ træder man ind på scenen og aktiverer derved værket. Ind imellem føles det, som om man rent faktisk har aktiveret det også i fysisk forstand, for genstande, man ellers lige synes man har set i et hjørne, står pludselig midt på gulvet. Men bevægelsen finder faktisk kun sted inde i ens eget stadig mere udfordrede hoved, der kæmper for at forstå rummenes spejling af hinanden – og ikke mindst de steder, hvor rummene så alligevel ikke er identiske.

”Jeg skærer bedraget ud i pap for beskueren” bedyrer Mike Nelson, ”Man kan se, at det er replika, hvis man kigger efter. Du kan sagtens finde tegn på, at dette ikke er virkeligheden. Og det er også min intention.

Det er den slags detaljer, det tager så lang tid at justere præcis på plads ifølge Nelson.

”. Men hvis du vil lege med, så kan du også gøre det, og så vil du komme til at spørge dig selv, om det er déjà vue du oplever, eller om det er et gensyn med hvad du lige har set. De første déjà vue man oplever, som barn, er ret skræmmende, synes jeg, men med tiden bliver man vant til det. Jeg prøver at genskabe den oprindelige uro og pege på, at det, vi ser i spejlet, også bare er en refleksion”.

 

Mike Nelson arbejder altid med materialer, som ingen andre er interesserede i: gamle døre med afskallet, grå maling, støvede spejle og forlængst forældede lysstofrør. Den slags materialer kan det faktisk være svært nok at finde, ikke mindst i omegnen af København, hvor priserne på genbrugsmaterialer nærmer sig det vanvittige. Men han havde yderligere et problem: fordi installationen er opbygget som et spejlbillede, skulle Mike Nelson ikke bare finde to af alting, han skulle også finde dem i spejlvendt version. Samtidig dikterede hver eneste udført bevægelse i den ene halvdel af installationen, en gentagelse i den anden sektion.

”Med gentagelsen blev selve arbejdet med installationen performativt og disse gentagelser føltes ikke bare rigtige, de føltes også magiske …”

Man kan godt mærke den magi i værket, synes jeg, men tror du den fornemmelse bliver endnu stærkere fordi du bruger materialer, der i sig selv er meget lidt magiske?

“Ja, det tror jeg faktisk. Jeg arbejder altid med materialer, som ingen vil have. Jeg bygger med det, andre ikke vil kendes ved. Men intet er af større værdi end andet – forskellen ligger alene i, hvordan vi behandler det. Derfor er jeg altid selv med til at bygge mine installationer. Jeg har følt dem, tænkt dem og bygget dem. De er psykologiske rum, mine psykologiske rum, og derfor har jeg heller ingen intention om at gå rundt derinde, hvis jeg risikerer at møde nogen!”

 

mike_nelson_2Mike Nelson er født i 1967 og uddannet ved University of Reading og Chelsea College of Art & Design, men han siger selv, at han har lært alt om den rent praktiske udførelse af værkerne fra sin håndværker far. Han har i mange år arbejdet med installationskunst, og omkring årtusindskiftet fik kunstverdenen øjnene op for hans værker. Siden har han blandt andet repræsenteret England på Venedig Biennalen (2001), samt været nomineret til den prestigefulde Turner Prize både i 2001 og 2007. Sidste år udførte han ligeledes en monstrøs stor installation i New Yorks nedlagte Essex Street Market. xxx kan ses fra i dag og frem til 23. januar, 2009, i x-rummet på Statens museum for Kunst, Sølvgade 48-52, København K.

Mike Nelson: Kristus och Judas: A Structural Conceit (a performance in three parts), blev vist i x-rummet på Statens museum for Kunst, Sølvgade 48-52, København K., fra 6. september, 2008, til 20. september, 2009

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer