Fire finske, kvindelige kunstnere udstilles sammen, også selvom de ikke altid har lige meget med hinanden at gøre. Andet, selvfølgelig, end at de er kvindelige, finske kunstnere, men det er ligesom ikke nok …
Modern Women: Helene Schjerfbeck, Elga Sesemann, Sigrid Schaumann & Ellen Thesleff, Gl. Strand, Gl. Strand 48, København K. Til 3. januar, 2021. Fire hjerter
x
De fire finske kunstnere, der tilsammen udgør Gl. Strands udstilling ‘Modern Women’, ville højst sandsynligt have hadet udstillingskonceptet. For hvorfor skal man samle kvindelige kunstnere sammen på udstillinger, når nu man ikke gør det samme i forhold til deres mandlige kolleger?
Det er et godt spørgsmål – og svaret findes ikke nødvendigvis på Gl. Strand. At det fortsat er nødvendigt at slå et ekstra slag for de kunstnere, der ikke er af hankøn, er sørgeligt, men også sandt. Men slaget kan slås på mange måder og man må konstant kræve, at den kunstneriske kvalitet er helt i top.
Det synes jeg desværre ikke den er blandt de moderne kvinder på Gl. Strand, hvor end jeg gerne ville det. Og det bliver ikke bedre af, at udstillingen samtidig spænder over fire kunstnere, der er født med op til 60 års mellemrum. For så er det pludselig og i alt for høj grad netop kønnet, der binder det hele sammen. Og det er ligesom ikke nok.
På plussiden ses en række malerier af Finlands mest berømte maler, Helene Schjerfbeck (1862-1946), som i sig selv personificerer finsk kunsthistorie i sidste halvdel af 1800-tallet. Hun blev således optaget på Finsk Kunstforenings Tegneskole kun 11 år gammel, hvilket kunne lade sig gøre af to grunde: hun havde masser af talent og piger kunne søge optage på lige fod med drenge.
Sådan var situationen ikke herhjemme, men i Finland oprustede man på kunstfronten i et forsøg på at skabe en finsk nationalidentitet i det, der frem til 1917 var et storhertugdømme i det russiske imperium. Det projekt havde dog ikke de kvindlige kunstneres store interesse. De søgte og fik i stedet rejselegater og lod sig inspirere (og nogle gange også uddanne) i Paris, Firenze og Venedig.
Men da Schjerfbeck fylder 40 flytter hun med sin mor til en lille by nord for Helsinki – og forlader ikke Hyvinkää, som byen hedder, de næste 15 år. I stedet holder Scherfbeck sig orienteret om den internationale kunstscene gennem magasiner og korrespondancer med de kunstnere, hun har lært at kende mange steder i Europa.
Og det er i disse år vi møder hende første gang på udstillingen, der har fået hendes ‘Cirkuspige’ fra 1916 som blikfang. Fuldt forståeligt, for hun har på den ene side en mund så rød og blank og fyldig som en klovnenæse, og på den anden side er hendes trikot malet så tørt, at den næsten forsvinder.
Scherfbeck portrættere de lokale kvinder, nogle gange klædt ud i eksotiske gevandter, i tidens (hvilket vil sige 20’ernes og 30’ernes) toneklang med røde munde, slikket hår og mørke øjne.
Den røde mund får et twist i Schjerfbecks sene selvportræt, holdt helt i gråt og sort på nær et enkelt og chokerende afsæt af rødt under den åbne mund, som holder farven munden fast i et lydløst skrig eller som efter dødens indtræden.
Næsten ligeså radikalt gik Ellen Thesleff (1869-1954) til værks, da hun i 1916 malede et sært lysende og vibrerende selvportræt, karakteriseret af et uroligt møde mellem den køligt grønblå bund og en række lyslilla penselstrøg. Blikket hun sender os er samtidig på grænsen til det uvenlige, som om vi har forstyrret hende midt i arbejdet.
Selv udtalte Thesleff, at hun malede som en gud. Det er måske så meget sagt, men selvtilliden er imponerende og selvom det er svært at skabe sig et ordentligt indtryk af hendes samlede, kunstneriske produktion udfra de forholdsvis få udstillede værker, ser det ud som om der er grobund for en genopdagelse af Thesleff. I sin egen levetid havde hun i alle tilfælde stor succes, og oplevede, blandt meget andet, at blive inviteret med på ‘Unge Kunsteres Udstilling’ i Kunsthalle Helsinki – som 74-årig!
Mindre begejstret er jeg ærlig talt for den anden halvdel af de udstillende kunstnere. Sigrid Schauman (1877-1979!) blive åbenbart betegnet som Finlands store kolorist, men det indtryk efterlader salen med hendes værker altså ikke hos mig.
Heller ikke Elga Sesemann (1922-2007) fanger mig for alvor, måske fordi hun er så markant en anden generation end de andre tre. Og så er jeg meget lidt begejstret for den der spartelpåførte maling, der er blevet til signalet for “Kunst”.
Men pludselig er der så Sesemanns ‘På en café’, som fungerer fremragende med et motiv, der mest af alt er ridset ned i den fede maling. Det er sanseligt, uforfærdet og så får jeg lyst til at lege med egne fingre i den maling, der ser ud som om den stadig er våd.
Er der tale om et enkelt vellykket maleri? Eller et forkert udvalg af værker til udstillingen? Det er vanskeligt at vide, når der er tale om forholdsvis ukendte kunstnere her på vores breddegrader. Men spørgsmålet burde slet ikke dukke op – og når det gør det, er det et svaghedstegn for en udstilling.
Den slags er der ikke råd. Og da slet ikke, når det handler om kvindelige kunstnere, som stadig, hvor uretfærdigt det end er, skal slås en ekstra omgang før anerkendelsen er i hus.