Modige Mie Mørkeberg

Det har tydeligvis været en kamp at komme frem til et nyt, kunstnerisk udtryk, men det har været det hele værd for Mørkeberg

Mie Mørkeberg: Feber, Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5, København K. Til 10. Februar, 2018. Fem hjerter

 

Det er ikke fordi der på nogen måde var noget galt med de værker, Mie Mørkeberg (f. 1980) tidligere har præsenteret os for. Faktisk fungerede malerierne, ofte udført i mindre skala og på papir, glimrende med deres opdaterede surrealisme, hvor en fisk kunne fanges i en dagligstue eller en tornado sno sig op foran kaminilden.
Men med den aktuelle soloudstilling ‘Feber’, er Mørkeberg frygtløst trådt ind i en ny fase og udforsker både maleriet og motiverne på andre måder end før. At det har krævet ikke så få kampe, vidner en miniserie med boksende kvinder om, for her kommer vi med ind i ringen, hvor man nogle gange slås helt ud og andre gange simpelthen slår igennem.
Allerede her viser Mørkeberg nye takter, for selvom hendes tidligere værker hentede deres motiver i menneskeskabte omgivelser, så så man aldrig kroppene, der bevæger sig gennem de rum, der er skabt til dem. Med mennesket som motiv åbner Mørkeberg døren til en anderledes sårbarhed, en kropslig genkendelse og en personlig vinkel, der dog aldrig bliver for privat.

Man kan nærmest følge Mørkebergs arbejde frem mod det nye udtryk gennem de udstillede værker, der alle er uden titel. I det værk, der slår en slags bro mellem det ældre og nye udtryk, ses således en opstilling, måske i et atelier, af alt fra brød og pølse over en læsende dukke til masser af sukkulenter – og en tilsyneladende bagbundet kvinde.
Detaljerigdommen genkendes fra Mørkebergs tidligere produktion, men nu er hun gået betydeligt op i størrelse – og armbevægelserne er fulgt med. Der synes også at være meget mere på spil. Dels fordi Mørkeberg hengiver sig hundrede procent til maleriet og hver penselstrøg ligner en insisteren på at beherske dette som både materiale og udtryk, dels fordi vi i samme åndedræt er blevet inviteret med ind i en mere intim sfære end før.


Helt Frida Kahlosk er et kvindeportræt med påsatte symboler: boksehandsken og barnet, djævlen og diamanten, mens teksten på tøjet beder om både at blive taget med til Mars og ‘Ego Booster Therapy’. Det sidste synes Mørkeberg at have fået, i alle tilfælde i en grad, så hun tør træde tydeligere frem, både i malemåde og motivvalg.
End ikke de åkander, der for evigt vil minde om Monet, er for stor en mundfuld for Mørkeberg, hvor idyllen dog er mindre intakt, for der flyder en gummisko i vandet mens en ung kvinde holder hovedet under vand. Og netop i denne kvindefigur ses endnu et karakteristika ved Mørkebergs nye værker: overarmen accentures af et stykke ekstra lærred, klæbet fast til det, der danner grunden for maleriet.

Samtlige af de store lærreder har sådanne tilføjelser af udklippede lærredstykker. Nogle gange, som i kvindearmen, understreger de formen, andre gange gør de ikke. Men konstant skaber tilføjelserne en spændende serie af paradokser. På den ene side giver de således værket et mere robust, rustikt og direkte håndgribeligt objekt, mens man på den anden frygter, at det hele falder fra hinanden.
På samme måde peger det påsatte lærred på motivet som sampling, hvor enkeltdele kan hentes udefra og sættes ind efter forgodtbefindende, ligesom man kender det fra alt det digitale, vi omgiver os med, til trods for, at Mørkebergs sampling foregår helt analogt. Og mens den ujævne overflade truer med at opløse maleriet, så er den samtidig en understregelse af, at her netop er tale om maleri, hvor maling er påført et lærred.
Det er sjældent let, omkostningsfrit eller ufarligt at bevæge sig ind på ukendte område. Og så er der ikke en gang garanti for, at man finder noget brugbart udenfor det vante, det, der faktisk fungerer og som man kender og kan. Heldigvis har Mie Mørkeberg både modet, staminaen og talentet til at bevæge sig videre alligevel og se hvad hun har fundet!

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer