Megastjernen Monet

Følg farverne. Det er mit råd til alle de mange, mange mennesker, der uden tvivl vil tage en tur i skoven for at se Monet inden 4. december. Ganske vist er Odrupgaards tema for Nordens største Monetudstillingen nogensinde det serielle, den måde, Monet har det med at kredsen omkring det samme motiv i adskillige malerier, men den tematik udfoldes først for alvor i kataloget.

På udstillingen følger man i stedet Claude Monet (1840-1926) fra sidst i 1870’erne og frem til hans død, hvilket må være grunden til udstillingens undertitel: ud af impressionismen. Men Monet bevæger sig ikke som sådan ud af den impressionisme, hans maleri ’Impression: Soleil levant’ (1872) lagde navn til. I den første sal på udstillingen er han således i Vétheuil, hvor han maler byen set fra søside, siddende i hans særlige malerbåd. Penselføringen er klassisk impressionisme og de varme okker, lyserøde og lyst lilla nuancer (gen)kendes fra det sydligere Europa. Men det er som om koloritten sættes på spidsen, hidses op mod skyggeblå, sådan som det også senere ses hos både pointalister og tyske ekspressionister.

Det er de noget større pensler, Monet har fundet frem få år senere, hvor han maler ved havet omkring Port Coton. Måske er det derfor planerne ind imellem forskyder sig på mærkværdige måder, som når en svedengul klippeoverflade i ‘Étretat’ fra 1885 nærmest vipper af undergrunden.

Men det bliver også stadig mere tydeligt, at Monet arbejder med sit motiv på en måde, hvor farverne er i centrum – og motivet som sådan er knap så vigtigt. Det er, ikke helt overraskende, lyset, farverne og det overordnede billede, der er i fokus.

Og netop farveholdningen i kystbillederne er markant, ikke mindst i et maleri som ‘Les Pyramides de Port Coton’ (1886), hvor flere nuancer af lilla mødes med både grøn, blå og rødbrunt. I mine øjne er denne kombination tæt på det kvalmende, men det er også disse fire farver, jeg sporer videre igennem udstillingen, hvor de optræder med højst forskelligartet resultater.

Både den blå, de brune og en smule lilla genfindes således i ‘Katedralen i Rouen. Indgangsportalen set forfra. Harmoni i brun’ fra begyndelsen af 1890’erne. Desværre er dette det eneste katedralmaleri på udstillingen, hvilket godt kan undre, når nu man vil fremvise Monets arbejde med det serielle. For katedralbillederne står som et af kunsthistoriens mest fokuserede projekter, der på mange måder peger langt ind i det 20. århundrede.

Det enlige katedralmaleri viser dog, hvordan Monet kan sammensætte sine fortrukne farver på en langt mere harmonisk manér, end det er tilfældet i de få år ældre kystmalerier. De brune nuancer svinger i katedralen mellem varm og kold, mens de blå toner smukt understøttet motivet, der ligesom står og sitrer for øjnene af beskueren.

Selve beskæringen af motivet er radikal, som et foto man har fået taget lidt for meget i farten og hvor de lodrette linjer endda synes at hælde lidt til siden. Det er et maleri, der skiftevis samler sig som en bygningskrop så massiv, at man fornemmer al dens enorme tyngde, og så et øjeblik efter opløser sig i flimrende abstraktion. Midt mellem disse to yderpunkter finder man de brune og grå nuancer, der, i mine øjne, ligner ler, henholdsvis vådt og tørt, formbart eller fast.

Ti år senere maler Monet Waterloo Bridge i gråvejr, så det nærmest ser ud som om han har modelleret motivet frem på lærredet. Strøgene er på én gang løse og præcise, reflekserne på vandet er som skåret med en kniv i gentagne afhug og livet på broen minder mig om blomsterknopper, der klamrer sig til grenen i det tidligste forår.

I et andet af hans brobilleder fra London, ‘Charing Cross Bridge, fog’ fra 1902 (se øverst på siden) , genfinder man kombinationen af lilla, grøn og blå, med et lille stænk brunligt i bunden. Her er abstraktionsgraden vældig forhøjet, motivet er næsten opløst, mens kulørerne er langt mere lysende end tidligere: blå er blevet turkis, den grønne er knasende frisk og det lilla er lysnet betragteligt.

Der er en lille perlerække af Monets londonske broer med på udstillingen, hvilket fungerer fint – og, her i udstillingens sidste sal, får fokus tilbage på det serielle. Men jeg ville nu ønske, at nogen en dag har modet til at gennemføre den udstilling, Ordrupgaards direktør Anne-Birgitte Fonsmark oprindeligt havde i tankerne, nemlig en præsentation udelukkende af Monets billeder med dette motiv. Det ville til gengæld også kræve en anden form for museumssal end den, Zaha Hadid har tegnet til Ordrupgaard…

Nu kan man så i stedet fundere over, hvordan London leder tankerne mod en anden maler, der mestrede tågen: J. M. W. Turner. At Turner fandt motiver i London er jo ikke så mærkværdigt, når nu han var brite, og det er ligeledes indlysende, at både han og Monet var begejstrede for Venedig som udgangspunkt for malerier. Overraskende er det til gengæld, at jeg, foran Monets version af Dodgepaladset, kommer til at tænke på danske Willumsen.

Her er det igen farveholdningen, der skaber forbindelsen, for der er forskelle nok: Monet har malet i Venedig, Willumsen i Nice, Monet har fanget sit motiv i forbifarten (sådan som han også gjorde det i Rouen), Willumsen gør klart og tydeligt rede for hver lille del af paladset, Monet sammensætter (selvfølgelig) sine farvefelter af sitrende penselafsæt, Willumsen skjuler håndens arbejde langt mere, Monet er optaget af lyset, Willumsen af “den allergrusomste Krig’. Og man kunne sikkert blive ved!

Men kombinationen af et rektangulært lyserødt felt midt i billedet, lysende blå og brændende gult har de to kunstnere til fælles.

Ingen Monetudstilling uden åkander, og dem er der da også en del af på Ordrupgaard. Igen viser disse malerier, mener jeg, at Monet ikke arbejdede direkte serielt, sådan som man kender det fra 1960’erne, hvor minimalister og popkunstnere for alvor gjorde gentagelsen til en kunstnerisk disciplin. Men Monets serier har kun på et overordnet plan motivet til fælles, i modsætning til for eksempel Andy Warhols serie af Marilyn Monroe.

 

I enkelte af navnlig de senere malerier synes Monet ligefrem at se tilbage gennem kunstens historie, som i ‘Åkander’ fra 1907, for ikke nok med at maleriets form er ren rokoko, mosekonebrygget ligger også så yndigt som rødmende balder over sværmeriske åkander, der med deres blade angiver vandspejlet.

Og så er de der igen, det lilla, grønne, brunlige og skyggeblå. Her dog i udsøgt harmoni. Og det er måske netop problemet. For når Monet maler åkander, og oven i købet gør det så smukt, befinder man sig som beskuer på et sted, der på mange måder minder om dét, man indtager foran van Goghs solsikker.

Det er værker, der er blevet skamset gennem et helt århundrede eller mere, og det betyder, at vi knap kan se dem rigtig længere. Men prøv alligevel, for eksempel foran ‘Åkandedammen’ (1899), der til daglig kan ses på National Gallery i London. Læg mærke til, hvordan åkanderne ligger som tråde i et groftvævet stof og hvordan disse vandrette linjer modsvares af broens perfekte og stærkt centrerede krumning, sekunderet af hængepilen til venstre, hvis løv laver lodrette spor i solen.

Så gør det ikke så meget, at Ordrupgaards udstilling hverken får fulgt Monet ud af impressionismen eller påvist sin tese om ham som seriel kunstner. Følg farverne i stedet!