På Louisiana vil man hele vejen rundt og have alle tænkelige aspekter af moderskabet med, men ender af samme grund med aldrig for alvor at gribe os om hjertet. Se også min anmeldelse af ‘Historier om mødre’ på Niaagaard (til 21. januar, 2021, ved at klikke her – og tryk videre på navne, der står med rødt for endnu flere anmeldelser!
Mor! – Livets begyndelse, Louisiana, Humlebæk. Til 29. august, 2021. Tre hjerter
Det begynder lovende på Louisianas store særudstilling ‘Mor! – Livets begyndelse’, der slår armene ud og byder indenfor med både Picasso, René Magritte og selveste Cindy Sherman, forklædt som middelalderlig Madonna. Samtlige værker i den første afdeling skildrer nemlig mødre med børn, men understreger samtlige, at der er uendelig mange vinkler på det motiv.
Se bare hollandske Rineke Dijkstras fotografi af en nybagt mor i de alt andet end klædelige hospitalstrusser overfor popgudinden Beyoncé, der poserer med sine tvillinger foran en blomsterport så katolsk kitschet, at det er en fryd.
Eller stop op foran Catherine Opies fantastiske selvportræt, hvor hun med tunge bryster og tatoveringer ammer sin søn. Opie iscenesætter på den ene side sig selv som en moderne Jomfru Maria, men gør det på den anden side på sin helt egen måde, hvor hendes bryske butch-ness kombineres med en mere klassisk kvinderolle.
I det hele taget er det blandt samtidskunstens fotografer man finder de mest markante bud på motivet mor og barn. Eller manglen på moderskab, sådan som man ser det hos finske Elina Brotherus i det forrygende selvportræt ‘My Dog Is Cuter Than Your Ugly Baby’.
Også Brotherus trækker tråde tilbage til den kristne fremstilling af Jomfru Maria med blå kappe og Jesusbarn, men hun har opdateret billedet med en lyseblå hoody, der har præcis samme farve som hendes øjne, og en gravhund som babysubstitut.
I sig selv er det et spændende fotografi, der går imod megen af den moderhyldest, der ellers fylder rummet, men der er en større historie bag, for værket er en del af en serie ‘Carpe Fucking Diem’ (2011-2015), der handler om ufrivillig barnløshed og (frugtesløs) fertilitetsbehandling.
Hele den serie ville det have været flot at få præsenteret, ligesom vinklen sikkert ville være kun alt for velkendt for alt for mange. Men i stedet haster udstillingen videre, for vi skal også nå at blive præsenteret for mindet om moderen, alternative mødre, den svangre kvindefigur og ni nedslag i moderskabets historie.
© Tracey Emin. All rights reserved, DACS/VISDA
Faktisk annonceres det også, at der er en afdeling for valget mellem
moderskab eller ej, men det kommer aldrig rigtig fra start. For selvom Méret Oppenheim og Tracey Emin lige får lov at sige “nej tak”, så er det Joni Mitchells sang om det barn, hun bortadopterer, og ikke for eksempel Nina Hagens abortsang ‘Unbeschreiblich Weiblich’, der er valgt som lydside. Og snart får Oppenheim og Emin selskab af Dea Trier Mørchs (skønne) fødselsbilleder og britiske Chantal Joffes hyggelige skildringer af hendes tætte forhold til datteren. Tillykke med det, men hvad blev der af aborter, social pression eller det bevidste valg om ikke at ville have børn?
At jeg overhovedet efterlyser også denne dimension af moderrollen (eller jo altså manglen på samme) skyldes, at udgangspunktet for udstillingen synes at være, at alle skal kunne spejle sig og føle sig genkendt i værkerne. Hvilket er en fin tanke, men også farlig, fordi den meget let bringer konceptet på afveje og man i stedet for at føle empati med en andens situation spejder efter at få sin egen præsenteret.
Man skulle med andre ord have fokuseret. Enten på undfangelse og graviditet med Grace Jones’ skønne kostume som flagskib, på moderskabets eller dets udeblivelses impakt på både mand, kvinde og transperson eller måske på vores alle sammens forhold til vores respektive mødre, døde såvel som endnu levende.
Hvert tema er en fuld udstilling værd og værdig, og havde man valgt at koncentrere sig om et enkelt eller to aspekter af gangen, tror jeg udstillingen for alvor havde favnet flere. Som det er nu ender de åbne arme, man indledningsvis fornemmer, med at klappe sammen lidt ved siden af, så man aldrig rigtig bliver grebet.
x